Hvor er det vildt skrevet det her!
Jeg synes der er en rigtig god rytme i digtet, men specielt ét stykke, fanger mig:
"Du siger nu endeligt så meget,
Men det hele betyder så lidt."
Det er så rigtigt, som det overhovedet kan blive.
Rigtig fint skrevet!

Hej Majbrit

Jeg har læst og kommenteret løbende:

Åh nej hvor forfærdeligt – det går først rigtig op for mig hvad det er der egentlig sker da jeg læser sætningen ”Hvis du bare vidste, at jeg ikke længere var i live ” hvor er jeg spændt på hvad der nu skal ske!

”Du falder sammen i det fugtede sand, ” det lyder lidt underligt det her. Jeg er med på at du gerne vil sige at sandet først bliver fugtigt da vedkommende berører det, men så ville jeg nok vælge at skrive ”det nu fugtige sand” - giver det nogen mening?

”Dengang jeg var i live, drømte jeg altid om dette øjeblik, hvor du ville holde mig ind til dig. ” - åhhh! Hvor er det sørgeligt! Sikken en vidunderlig og hjerteskærende intro!

God beskrivelse af hende som barn! Vaske madrester af tallerkener som regn! Godt fundet på

”Du vinkede til mig, helt roligt ikke med et barns iver. ” Wau! Fantastisk sætning! Og allerede her ved man at der er noget galt!

Fantastisk beskrivelse af hende der forsvinder ud i havet – måske en beskrivelse af hvor koldt det er ville have sat prikken over i'et. Okay, der kom den så.. nevermind ;)

”når hun forklarede hendes grænseoverskridende teorier om os.” Sine grænseoverskridende teorier. Ellers er det en andens. Men det kan det selvfølgelig også godt være!

"Nej, men det er også fordi, jeg ikke er bange, når jeg bare er sammen med dig." Jeg blev helt chokeret over min egen ærlighed. - ja, det blev jeg godt nok også! Godt lavet

"Hvad fanden er det, du har gjort Camilla!" åh nej! Hvad nu!!

Okay.. hele det stykke med trappen forvirrer mig. Ikke hvad der sker mellem de to, men hvad der sker rent praktisk. Hvad er det hun falder ned fra? Det går lidt stærkt her.

”Min krop har lyst til at ligge sig ned igen.” Lægge sig ned

”det blankglaseret birketræsbord,” blankglaserede biketræsbord

”Waow.." min stemme pep på grund af min hals.” hvor er det bare en god detalje det der med hendes vand. Det er en vildt god måde at inddrage det element! Og gøre os opmærksomme på at der muligvis er noget med hende Camilla som ikke er helt normalt!

"Ja, Alexandra." okay.. jeg troede det var en dreng.. der kan man bare se

”som om hun var dukken i sit eget dukkehus.” Igen – wau!!

Vandheks! - første tegn på fantasy! Skønt!

”Jeg skulle ikke have gået” Jeg skulle ikke være gået

Åh nej! Slår Joacim hende!!

”Med alt for hård kraft får jeg tændt for vandhanen, selvom, jeg næsten ikke rører den” Uhh!!

Hvor er det bare en uhyggelig slutning. Så hun er vandheksen! Og hun forsøger at forsvare sin veninde ved at slå Joacim ihjel. Og Alexandra opdager at det er hende der har gjort det fordi hun ser hvordan Camilla manipulerer vandet! Genialt. Jeg ville bare ønske du havde haft noget mere plads.. for jeg vil høre mere!

Men hvor har du et vidunderligt sprog. Varieret og smukt. Og hvor er du tro mod karaktererne! Det kan jeg virkelig godt lide.

Der er enkelte slåfejl og andre dumme fejl som sikkert ville kunne være undgået. Men det er bare bagateller!

Så – virkelig godt arbejde! - Held og lykke! - Kristina

Kære Majbritt K
Her er nogle kommentarer, som jeg nedskrev dem undervejs, jeg håber du kan bruge noget af det:

I de første par linjer er jeg meget forvirret, så forstår jeg, hvad du mener og så er jeg trukket ind i historien.

Ligger & lægger – kan se de andre har været der.

Den døde kvinde/pige (?) tænker tilbage efter sin død og erindrer barndommen. Der er meget fine og troværdige billeder af et barn der husker skilsmissen og husker sin egen reaktion. Det er meget velskrevet, især det med ikke at glæde sig til skolen og tror at faderen ikke vil have dem mere, hende og moderen.

Camilla møder ham første gang, da hun er barn og står over opvasken. Han står over sin sorte mountainbike og skræmmer næsten livet af hende. Begynder at spekulere på om han er en hel normal dreng eller om der stikker mere under. Det er vel ikke døden?

”Når bare jeg kunne være sammen med dig, lod jeg oven i købet også min vandflaske stå. Så tryg blev jeg i din tilstedeværelse. Det fik jeg også fortalt en dag, kan du huske det?”

Interessant med Camilla der er vand-alkoholiker. Lidelsen er mere almindelig end man skulle tro, men jeg har mest set den relateret til anden psykisk lidelse. For øvrigt meget usundt.

Camillas forhold til Alex undrer mig. De er nære venner, men ikke ligeværdige? Det tyder på at de er meget forbundne og er de senere kærester? Jeg kan ikke rigtigt greje deres forhold, de to.


Jeg vil stærkt anbefale dig at lave linjeafstand, når du skifter scene. Jeg falder hovedkulds ind i en ny scene og må læse om. Pas på ikke at ødelægge læse-flowet.

Camilla beskyldes for at have slået Alexs bror ihjel, men jeg forstår ikke hvorfor. Der er en hel del spørgsmål, som jeg savner forklaring på. Alex og hans bror - der er et eller andet her.
Erindringerne synes at springe frem og tilbage i tid, og som læser skal man holde tungen lige i munden, for ikke at falde ud af historien, når man ikke ved om næste scene foregår i fremtid eller fortid i forhold til forrige scene. Men da du skriver så godt, når du igen får fat om læseren er det bare en anderledes måde at få teksten på.
"
”Alt var rent og lyst. Der stod endda friske blomster på det blankglaseret birketræsbord, og i alle de store vindueskarme stod der tre potteplanter med perfekt mellemrum til hinanden. Belysningen i rummet var overstrålende. Det var som at træde ind i sommeren og efterlade efteråret udenfor vinduerne.” Virkelig godt!

Det er meget overraskende at Alex viser sig at være en forkortelse af Alexandra og en af hovedpersonerne pludselig skifter køn i mit hoved. Jeg er ikke fan af den slags overraskelser, fordi billedet jeg havde dannet mig krakelerer.

Det er interessant med besøget hos den sindssyge mor hos veninden. Interessant med hendes skønhed og gode beskrivelser af scenen.

"Joakim, det er hende! Vandheksen!"
- Supergodt! Hun har tydeligvis knald i kasketten. Fin scene af de beskyttende børn.

Jeg er ret blank på, hvad det konkret er der foregår de mennesker imellem. Der er noget underligt drømmeagtigt over alle scenerne, jeg ikke helt forstår. Forstår heller ikke helt Camillas exit fra venindens hus og sindssyge mor og bror.

Jeg forstår desværre ikke slutningen? Men nu har jeg læst de andres kommentarer (og dine) og kan bedre se det nu. Men jeg tror historien skal have mere plads til at folde sig ud. Jeg tror den kan stå mere klart. At du lan skrive er der slet ingen tvivl om, men jeg synes der er for mange ??? i denne historie til at den er helt bagt færdigt, men det kan den helt sikkert blive.

Mikala

Hej :)
Det er en rigtig god tekst, du har skrevet, men som andre tidligere har påpeget er det ikke stærk fantasy, og jeg synes, at fantasy-delen fylder for lidt i forhold til at man kan tillade sig at forsvare den som fantasy. Så skulle du lade vandets forfølgelse ske i flere flashbacks, gerne i starten. At 'du' er en pige er et godt twist, og jeg synes ikke, du behøver at udpensle dette før i historien.
Ellers er der ikke så meget mere at sige. Det er en god tekst, godt sprog og spændende læsning. Et par af flashbackene (i hvert fald det første) synes jeg ikke er relevant for teksten :)

Hej mai-Britt

Jeg skal desværre sige at jeg ikke vil godtage dette som fantasy. HP kunne bare tænke det hele. Normalt har jeg intet imod "flashbacks" da jeg bruger dem selv, men her virker de forvirrende. Eg blev træt af at læse historien da jeg ikke følte den holdt sammen.

Dog skal du have ros for at kunne skrive. Der er mange dejlige beskrivelser heri, men desværre hænger det hele bare ikke sammen for mig

heej Majbritt...

-jeg synes det er en fantastisk novelle du har skrevet...
men det er nogle ting jeg er lidt forvirret over...
som f.eks... hvordan ved Alex's mor at Camilla er en vandheks?
og hvorfor skulle Joakim slåes ihjel...
og dine stavefejl, det er jo bare sådan det er... alle kan have nogle fejl ind i mellem ;)

Knuzz Marie-Louise ;)

Jeg blev mildest talt forvirret og det fik mig nok til at give lidt op. Jeg læste hele teksten, men følte ikke at jeg kunne følge med. Derfor er det også svært for mig at afgøre om det er mig som læser eller din tekst der er problemet. Umiddelbart hælder jeg til begge dele da jeg kan se at andre kommentatorer også har haft problemer.

Jeg tror måske at dine afsnit er for tunge. Selvom dit sprog er flot så bliver det bare lidt for overvældende med de mange beskrivelser og følelsesopremsninger.

Jeg har normalt ingen problemer med afsnit der ikke kommer i kronologisk rækkefælge, men jeg tror at det så bliver meget vigtig at tænke på læseren. Læseren har ikke den samme fornemmelse for historien som forfatteren og derfor kan et trick være at skabe nogle tydelige bindeled imellem afsnittene så man inde i sit hoved kan kæde historien sammen i sin helhed.

Det samme med Alex balladen. Jeg tænker at i dit hoved var Alex hele tiden en pige og det var ikke din mening at læseren pludselig skulle overraskes ved at opdage det. Hvis jeg tager fejl så forstår jeg ikke pointen. Det har jo intet med historiens tema at gøre og som jeg forstår historien kunne Alex sagtens være en dreng uden at det ændrede spor.

Endelig er jeg nødt til at bemærke at jeg ikke oplever at fantasydelen fylder nok. Sandt nok har Camilla en overnaturlig evne, men den bliver ikke benyttet særlig meget i historien.

Meget ris måske, men jeg ville bare prøve at forklare dig min oplevelse af din tekst. At du har evner med ord er der jo ingen tvivl om.

Hej Majbritt, det er bestemt en god novelle, men jeg havde så også lidt problemer med, om det var fantasy - men nu har jeg da læst i dine svarkommentarer, at det ikke foregår i hp's hoved. hun er en vandheks. Så er det da bestemt fint nok med en underspillet fantasydel. Det var så med skift mellem fortid og nutid, hendes forhold til Alex, at det står for Alexandra kommer så langt henne, at jeg blev lidt overrasket over, at det var en person af hunkøn. Der er så alle de løse ender, moren der gennemskuer, at hun er en vandheks, hvordan gør hun det? Men det er bestemt fortalt i en meget intens og medrivende stil. VH Mons

Så nåede jeg endelig til din novelle, som er den sidste jeg mangler. Her følger mine observationer under læsningen;

"Belysningen i rummet var overstrålende" - overstrålende, siger du? Jeg er vist ikke helt med. Mente du overvældende?
"en utæmmelig dog kontrolleret stråle" - det bliver et meget mærkeligt billede du fremkalder her. utæmmelig men kontrolleret?
"Disparat" - normalt hænger jeg mig ikke i slåfejl, men den her gav et sjovt mental billede.

Jeg havde oprindelig flere, men jeg var nødsaget til at læse din historie over to gange, og derefter var jeg også nød til at gennemlæse den endnu engang. Her glemte jeg dog at notere i første halvdel.

Jeg troede Alex var hankøn. Det blev godt nok mærkeligt lige pludselig, men så måtte jeg jo lige starte forfra! Faktisk læste jeg den færdig først, og havde på en eller anden måde troet at Alex havde en søster der hed Alexandra. Men så skulle man jo til at tolke historien, og så slog det mig lige pludselig. Lidt mærkeligt at det tog mig så længe at opfatte det, men den tager jeg på mig selv og ikke dine fortællerevner. Jeg er dog stadig lidt i tvivl om hvor hun i såfald har sin fysiske styrke fra? Det nævnes kun lige kort, men jeg føler det er vigtigt, og er samtidig en af de ting der gør man tænker dreng med det samme. Det er måske helt bevidst for at gøre op med kønsroller på en måde? Men alligevel, jeg ville gerne have udpenslet dette lidt mere.

Sprogligt er du fantastisk poetisk, og det er både vellykket og dejligt. For det meste. Desværre er der steder hvor det går i stykker for dig, og hele pasager som jeg tror du havde haft bedst af at have slettet. Det er dog heldigvis ikke så ofte!
Jeg bliver desværre irriteret over din fortællerstil. Jeg ville gerne kunne lide den, for den er dejlig anderledes, men det bliver bare for meget. Man får mest af alt lyst til at smække pigebarnet i numsen til hun kommer til fornuft igen! Jeg tror i virkeligheden også at din historie havde været væsentligt mere interessant at læse hvis det ikke alt sammen havde følt som et afskedsbrev fortalt til en bestemt person, og som jeg så kommer til at føle mig upåvirket af, som et brev sendt forkert og som man hurtigt smider ud (jeg mener... afleverer ved posthuset igen, selvfølgelig!).

Plotmæssigt holder du mig fanget. Jeg er glædeligt småforvirret ved de mange spring rundt i tid og sted, men jeg synes godt du kunne have udeladt at benævne hende som vandheks. Det måtte man gerne selv kunne konkludere. Jeg mener heller ikke at dit subplot (som jeg kalder det tiltrods for at det er katalysatoren for hele selvmordet) med at hun dræber broderen (Joakim var det vist han hed). Det bliver bare lidt lidegyldigt egentlig, og jeg synes godt du kunne have brugt pladsen anderledes. Og når jeg nu alligevel er ved plads, så har du jo overskridet grænsen! Det betyder jo normalt at man dumper, frøken! Så ond vil jeg selvfølgelig ikke være, men jeg må sige jeg ikke er imponeret. Din historie kunne sagtens have fyldt 1500 tegn mindre uden at have gjort noget. Faktisk er jeg sikker på at det ville styrke dine pointer i historiens plot, og indramme dit sprog på fornem maner.
En teenage pige der begår selvmord ville jeg normalt slet ikke læse. Det er da for kliché. Men du beskriver det så flot at jeg virkelig havde lyst til at læse historien færdig, og det er virkeligheden nok den største ros jeg kan give dig.

Du får ikke top-point af mig, for der er mange løse ender i din historie og diverse andet der trækker ned for mig. Men du er fandens tæt på. Jeg ønsker du beslutter dig for at omskrive dele af historien og udgive den igen her på siden, for med lidt mere arbejde ville det være en virkelig smuk skildring.

Undskyld! En ringe forbindelse kaster mig hele tiden af! Her er hele kommentaren.

En ung pige drikker mere vand end hvad godt er, og hendes forhold til veninden udvikler sig ligeledes til en besættelse. Man er helt tæt på hendes tanker, og følger med selv da livet forlader hende.

Som andre så jeg Camillas veninde som en mand et langt stykke hen ad vejen. I det første afsnit var der tre ting, kan jeg nu se, som gav mig det indtryk. ”…ikke lige som den gang hvor jeg holdt om dig” fik mig til at tænke, at de nok var kærester. Da Alex så råber ”Camilla for helvede” var det endnu et spor i den forkerte retning; selvfølge bander både kvinder og mænd, men det syntes bare at passe med, at han skulle være en mand. Dernæst: ”Selv her hvor jeg er nu, beundrer jeg din styrke.” Igen, selvfølgelig kan man beundre en kvindes styrke, hvad enten det er mentalt eller fysisk, men igen passede det bare så godt til det kæreste-billede som jeg allerede havde bygget op. Det er interessant at overveje, for det viser lidt om hvordan man som læser stykker information sammen; her er der den ekstra udfordring, at historien er fortalt i anden person, og dermed er der ikke spor i form af ’han’/’hun’-etiketter. Da jeg ikke er den eneste som har fået den opfattelse, er det måske værd at overveje en revision – med mindre det er overlagt, naturligvis.

Camillas (måske) rolle som vandheks syntes jeg ligeledes var omgivet af modsatrettede spor. Jeg var med på, at moren, som har en eller anden psykisk lidelse, kan ’se’ noget i Camilla som ingen andre kan – eller måske er hun bare skør. Jeg synes det er en god ide på den måde at lade det være åbent. Men så langt i historien har jeg fået indtrykket af en ganske almindelig teenager, som dog drikker mere vand end de fleste. At der er noget mystisk/unaturligt/besynderligt ved Camilla har jeg ikke bemærket. Derfor virker morens beskyldning umotiveret – ikke som et ekstra spor til Camillas tilstand eller væsen, men mere som et udtryk for hendes egen galskab.

Jeg synes det er et godt træk at fortælle i anden person. Det giver teksten et intimt præg, og falder godt i tråd med det tætte forhold mellem de to veninder. Det reflekterer også Camillas besiddende forhold til Alex: Alle hendes tanker drejer sig om Alex, og deres forhold. Hun er Alex’ beskytter, men føler måske også et vist ejerskab over hende. På den måde giver det god mening både at Camilla dræber Joakim, som også mener han er Alex’ ’ejer’, og at Camilla

En ung pige drikker mere vand end hvad godt er, og hendes forhold til veninden udvikler sig ligeledes til en besættelse. Man er helt tæt på hendes tanker, og selv da livet forlader hende er man med.

Som andre så jeg Camillas veninde som en mand et langt stykke hen ad vejen. I det første afsnit var der tre ting, kan jeg nu se, som gav mig det indtryk. ”…ikke lige som den gang hvor jeg holdt om dig” fik mig til at tænke, at de nok var kærester. Da Alex så råber ”Camilla for helvede” var det endnu et spor i den forkerte retning; selvfølge bander både kvinder og mænd, men det syntes bare at passe med, at han skulle være en mand. Dernæst: ”Selv her hvor jeg er nu, beundrer jeg din styrke.” Igen, selvfølgelig kan man beundre en kvindes styrke, hvad enten det er mentalt eller fysisk, men igen passede det bare så godt til det kæreste-billede som jeg allerede havde bygget op. Det er interessant at overveje, for det viser lidt om hvordan man som læser stykker information sammen; her er der den ekstra udfordring, at historien er fortalt i anden person, og dermed er der ikke spor i form af ’han’/’

Kære Majbritt. Jeg synes, din novelle er noget forvirrende. Der er nogle sproglige fejl, og jeg bliver forvirret over handlingen. At Alex er en pige, ikke en elsker, at hovedpersonen slår Joakim ihjel. Men det er nok vigtigere, at novellen er blevet liggende i min bevidsthed i dagevis, så jeg måtte vende tilbage til den flere gange for at få opklaret uafklarede spørgsmål. Det er ikke så mange tekster, der gør det ved en. Det er flot, du formår det. Det, der drager mig, er det sanselige, poetiske strejf i teksten, besættelsen af vand, tilbageblikkene og det tætte venskab med Alex. Det er smukt. Af sproglige faldgrupper skal du holde øje med kommaer, ligge over for lægge, forkert opdelig i to ord, fx første hjælp/ førstehjælp. Men skrive fiktion, der rører læseren, det kan du godt. Held og lykke i konkurrencen. VH Line Knudsen.

Interessant novelle :) Det var rart, at den ikke lige var sådan til at se igennem. Fin effekt med flashbacks, selvom det indimellem godt kunne blive lidt forvirrende. Rimelig underspillet fantasy-del, men igen kan jeg godt lide at alt ikke bliver skåret ud i pap. Troede i starten at Alex var en dreng, så det var også en positiv overraskelse, da det pludselig var en Alexandra. Det eneste jeg umiddelbart kunne tænke mig anderledes er hele 'Joakim dør' scenariet. Hvis nu der havde været lidt spoilers hist og pist - selvfølgelig ikke nogen som giver det helt væk - ville det have været ret fedt og lidt mere spændende IMO. Ellers var der kun en del småfejl, som trykfejl eller stavefejl, der nok havde haft gavn af en ekstra gennemlæsning. Rigtig godt og originalt stykke :)

Hej Majbritt.

En svær novelle at bedømme.
Dit sprog er godt og varieret. Nogle steder (især i det RET vigtige første afsnit hvor du jo skal slå din krog i læseren) måske en aaanelse for tungt for min smag. Som om du gerne vil have denne sekvens så lyrisk som muligt, men det kommer til at virke lidt anstrengt. Andre steder får du dog fint gjort sproget lyrisk beskrivende uden at det bliver tungt, og dine hverdagsbeskrivelser er dejligt billedskabende pga en masse små detaljer som eks Camillas kamp med cyklen i cykelstativet.
Selve idéen i din historie kommer desværre aldrig helt til sin ret, synes jeg. Den del jeg MENER at have forstået, er god, men der er en masse løse tråde som læseren selv skal forsøge at fæstne for at få en mening. Her tænker jeg især på Alex' noget besynderlige familieliv og også Camillas egen baggrund:
Alex´s mor synes at have en psykisk lidelse, men det er uklart om broderen har samme lidelse eller simpelthen spiller med på moderens. Det er da i hvert fald ikke helt almindeligt at storebrødre pisker deres søstre for at have taget en veninde med hjem. Og endnu mindre normalt at veninden tilsyneladende er klar over dette og forventer det.
Og hvorfor er Camilla så nervøst anlagt? Jeg kan ikke afgøre om hun er klar over sin identitet (det lader ikke til det), men hun opfører sig som om hun er vant til dårlig behandling, selv om dette på intet tidspunkt nævnes. Og så er der selvfølgelig det sår/ar hun tænker på, mens hun betragter sig selv i spejlet. Det hentyder til noget som læseren ikke har en ærlig chance for at forstå.
Og endelig gør dine spring i kronologien bestemt ikke historiens forløb lettere forståeligt. Vi begynder ved slutningen, hopper til begyndelsen og tager så lige et par scener fra midten. Sidstnævnte tilsyneladende i omvendt rækkefølge, medmindre Camilla smides ud fra strandhuset 2 gange???
I det hele taget tror jeg, at din historie ville have godt af enten at blive bredt ud over flere ord end konkurrencen tillader, eller også at blive ´rettet ud´ rent kronologisk. Dvs jeg har ingen problemer med at slutningen kommer først, men resten af historien ville jeg meget gerne have i den rigtige rækkefølge.

Rent teknisk:

Jeg vil anbefale dig at lave langt flere tvungne linjeskift. Især de første sider indeholder nogle - for øjnene - ret overvældende tekstblokke der sagtens kunne deles ind i mere overskuelige afsnit. Men det er jo en smagssag.

Du har nogle problemer med tegnsætning omkring replikker. Hvis en replik efterfølges af en inkvit (nyt ord, jeg har lært) som ´sagde du´ osv, bør punktummet i replikken udskiftes med et komma, og inkvitten startes med småt begyndelsesbogstav. Sådan her:
"Det er det, jeg mener," sagde du.
Replikkens punktum vises i stedet ved det punktum der afslutter inkvitten. Ved ? og ! skal inkvitten iøvrigt stadig have småt begyndelsesbogstav. Eks: "Gå!" sagde du.

Jeg bemærkede også et par smuttere med ligger/lægger og synes/syntes:
´Ligger´ er passivt og beskriver en tilstand = Jeg ligger ned.
´Lægger´ er aktivt og beskriver en handling = Jeg lægger mig ned.
Synes = nutid. Syntes = datid.

Og endelig er der de tre prikker:
Hvis et ord afbrydes, skal der IKKE være mellemrum mellem sidste bogstav og prikkerne:
´Hvad men...´
Men hvis det er en sætning der afbrydes, SKAL der være mellemrum:
´Hvad mener ...´
Og i begge tilfælde SKAL der være 3 prikker. 2 prikker er enten et punktum for meget eller en prik for lidt. c",)

Lidt ris og ros i kronologisk rækkefølge:

tændte for det varme vand
Denne er en klassiker. Man tænder/slukker for motorer og elektriske installationer, men man åbner/lukker for vandet.

Når bare jeg kunne være sammen med dig, lod jeg oven i købet også min vandflaske stå. Så tryg blev jeg i din tilstedeværelse.
Rigtig god. Du har før nævnt vandet da hun står over opvasken, men her tydeliggør du dets vigtighed og virkning.

Der stod endda friske blomster på det blankglaseret birketræsbord, og i alle de store vindueskarme stod der tre potteplanter med perfekt mellemrum til hinanden.
Elsker billedet af vindueskarmene med de tre potteplanter. Til gengæld undrer jeg mig over dit valg af bordplade. Hvordan ser birketræ ud som materiale, og hvordan kan Camilla lige genkende det?

ynglings farve
En yngling er en ung mand. En favorit hedder en ynDling.

Alle mine følelser væltede rundt i dem, som om mit liv endelig var blevet blottet fra tidevandet
Denne forstod jeg simpelthen ikke meningen af, og det er et af de steder hvor forståelsen drukner (sorry, kunne ikke lade være) i dit behov for at være lyrisk. ´blottet fra tidevandet´???

Det er vandet. Det ligger sig ikke for tyngdekraften, men klæber sig til mig, som om jeg er en magnet for det.
Rigtig god og spændingsopbyggende sætning. (ligger skal dog være lægger).

Uden at ane hvordan, kyler jeg en spandfuld vand efter dig. Det forfærdelige er bare, der ingen spand er. Hvad tænker du ikke om mig?
Også en god sætning der fortæller om hendes tilknytning til vandet. Den er dog samtidig et af de steder hvor jeg er i tvivl om hun kender sine evner eller ej, for hun aner ikke hvordan hun bærer sig ad, men ved alligevel godt at det ER hende der gør det.

Mvh
Eddie

Din tekst er meget intens i sin fortæller, men den irriterede mig ærligt talt og jeg begyndte hurtigt at skimme og scrolle, fordi jeg ikke fandt den fantasy, jeg søgte.
Som fantasy er din novelle dumpet med et brag!!
og jeg vil hellere kalde den social realisme.
Vand var der til gengæld nok af i din fortællers totalt forvirrede hoved.

Beklager disse "sure bøvs" men sådan virkede din novelle altså på mig.

Konkurrencekravet er opfyldt. Masser af fantasy (uden kopi af Tolkien) - med masser af magi. Vand er en temmelig afgørende faktor.
Fin titel der indikerer uden at afsløre noget.
Jeg kan godt lide din 4-delte opdeling. 2 dele med jeg i centrum + start i fortiden efter introen i nutid. 2 dele med fokus på Alex, også som tilbageblik.
Konstruktionen skulle formentlig gøre handlingen mere overskuelig. Det er den også, for så vidt angår det faste tema og udviklingen i venskabet med Alex.
Du har nogle fine kontraster. Alex som viser sig at være en pige. Moderen til Alex, hvor Alex inviterer til besøg, da moderen har fået det bedre (fint hint - der er noget galt med moderen). Atter en flot kontrast med moderens udsagn mod Camilla (vandheks), så moderen er altså stadig syg!! Eneste kritik her er, at du måske burde have fulgt op på det senere (moderen indlagt på psyk. el. lign.) Nu er det en fin ubesvaret antydning der ikke afsløres senere.
Som læser kan man jo gætte, som jeg gør. Men forfatteren ved nu bedst.
Du behøver ikke lave en komplet diagnose.
Genial - og atypisk - ide med afhængighed af vand. Næsten narkomani både fysisk og psykisk.
Affæren med Joakim kan jeg ikke gennemskue - på et tidspunkt smiler han - vil sende Camilla hjem. Er han syg ligesom moderen, eller noget andet?
Der må være noget, siden han skal dræbes.
Camilla selv er ifølge introen tilfreds med sin tilværelse som død. Frihed til at flyve osv. På vej mod døden kæmper hun alligevel imod - realistisk og fint. Det jordiske bånd - Alex - vaner - osv . Det err ikke nemt at frigøre sig, så fint.
Sprogligt er din fremstilling fin. Du har dog en hel del slåfejl.
Ligger of lægger. Min gamle lærerfar havde en god huskeregel. Ligger med I er en Inaktiv (sengeliggende) proces. Lægger med Æ er som hønen der lÆgger Æg.
Derudover sin/hendes fejl, så måske er du jyde.
Gode portrætter. Runde og farverige.
Konklusion. Flot emne/tema. God opbygning. Motivet til drabet lidt uklart.

Mindehav indeed. Men virkelig forvirrende. Først halvvejs igennem opdager jeg, at "du" er en pige. En del ting her måtte godt blive strammet op for forståelsens skyld. Jeg forstår stadig ikke rigtig, hvad der foregik, og hvordan fantasy kommer ind i det. For mig virker hun bare småskør, fordi hun er død, ikke som om hun er noget overnaturligt ...
Det er ærgeligt, for det var ellers rigtig interessant at læse. Du har en god stil og fede karakterer. Jeg elsker også selv den her fortællermåde, og jeg synes du gør det godt. Jeg ville bare ønske, jeg forstod novellen bedre, men jeg orker ikke at læse den igennem igen.

Hej Majbritt

En betagende tekst, der sugede mig ind i handlingen.
Og her er masser af vand.
Både jegfortæller og flashbacks virker. Forfører og fortryller.
Men ...
ja, der er noget ved handlingen, jeg undrer mig over.
Hvad er der med Alex `s mor, siden hun kan mærke, at Camilla er en vandheks?
Hvad er formålet med at slå Joakim ihjel?
Hvordan kan det være, at Camilla drukner, når hun endelig er i sit rette element?

Det virker som løse ender, og jeg kunne ønske mig lidt mere klarhed.
Måske har jeg overset noget? Så udpeg endelig de steder, hvor svarene findes ;-)

Flot skrevet, er den som nævnt.

vh. Pia H

Hej Majbritt

Jeg kan godt lide den drømmende tone i din historie, den understreger at hun befinder sig på et andet plan. Indledningen er meget smuk. Dine hop frem og tilbage fungerer godt. Hentydningerne til hendes forhold til vand gør også.

Men teksten ville have godt af en grundig korrektur, for der er altså en del stavefejl og de forstyrrer en krakiler som mig. 'Ligger' er et passivt verbum - jeg ligger og sover. 'Lægger' er en aktiv handling - du lægger kroppen ned i sandet. At bytte om på de to gør du tit.

Så kunne jeg godt tænke mig at du laver lidt flere linieskift. Det er nogle ordentlige tekstblokke, øjet skal kæmpe sig igennem i de første afsnit i hvert fald. Lidt mere luft og hvide felter ville også understrege din drømmende stil.

Jeg har lidt svært ved at se for mig, hvordan vandet opfører sig i dit klimaks, men det er måske bare mig, der mangler fantasi. Men hvad søren er en udredning? Selve idéen med det omklamrende vand kan jeg godt lide. Og vand er der så sandelig i din novelle hele vejen igennem!

Du har ikke helt holdt ordloftet og det tror jeg godt, du kunne have gjort ved at kigge sproget grundigt igennem, slette nogle overflødige adjektiver og unødvendige formuleringer. 'Min tynde kjole' - kan blive til - 'min kjole' eller bare ' kjolen'. Vi behøver heller ikke at vide at fliserne er små i samme sætning.

'Endelig kommer jeg op at stå, men min krop tynges fast ned mod gulvet af en fremmed vægt rundt om mig' - kan blive til - 'Endelig kommer jeg på benene, men en fremmed vægt tynger mig mod gulvet.' Så har du både gjort sætningen mere aktiv og slettet en masse fyldord.

Jeg skal vist se at lære at bruge citatfunktionen. Jeg håber, du får fat i meningen alligevel.:-)

Mange hilsner fra Signe

Du suger din læser ind fra starten og holder spændingen hele vejen. Og vand er der rigeligt af!
Jeg synes det er en forfriskende fortolkning på fantasy. Tolkiens måde er ikke den eneste måde at gøre det på.

Du viser det så godt, da Alex giver førstehjælp, at ordet "førstehjælp" næsten er overflødig:
I en pludselig bevægelse ligger du kroppen ned på sandet. Første hjælp! Selvfølgelig kæmper du videre for mit liv. Du tæller til de tredve, imens du pumper min krop for mit allerede stille hjerte.

Jeg er lidt forvirret over hvordan Alex' mor kan se Camilla er en vandheks? Har det noget at gøre med morens mentale tilstand? Måske det kunne gøres tydeligere? For det er ellers en god dramatisk scene.

Først troede jeg det ville forvirre mig i længden når historien skiftede mellem nutid og datid, men faktisk har du så meget styr på det, at det kører glat, og er med til at hæve dramatikken.