Hej Mette
Et meget smukt digt, jeg kan rigtig godt lide blandingen af det meget poetiske, og så: for hun må hjælpe mig igen
for vi laver jord
og vi skal snart så gulerødder".
Wauw det fungerer/balancerer.
Tak for ordene fra Ulla

Hej Mette.

Det er et sørgeligt men dejligt digt. Man lærer mange ting fra livet, og sikke en tanke; at kunne give al læring til ens unge jeg. Omvendt. Ville glæden så være der? Er det ikke hvad livet egentlig handler om? At blive klogere og lære af sine fejl?

"Jeg vil lære hende
at lægge en dæmper på glæden,
mens vi har den,
så hun aldrig går derop i lykkens fantasier,
at fordele sig selv i tide
som saltet i et hav,
og blomsten i sin cyklus
der aldrig tager fejl."

Essensen og måden du udtrykker dig på i dette vers er fabelagtigt. Det er kernen i digtet, og dit billedsprog er meget ægte og hjertefølt. Det er en stor fornøjelse at læse, og faktisk også noget af det bedste, som jeg har læst herinde længe.

Tak for læsningen

Så lidt og var fornøjelse at læse det.
Og glente lidt din smukke start med regn dråberne på ruden og hvad de ville fortælle dig og hvis de kunne lytte til dig. Smukt Mette

Hej Mette
Det er smukt skrevet og meget enig med både Tommy og Ulla .
Men ser en anden ting ud over det og det er du beskriver hvordan søer kende historien og har oplevet den, som vi ikke har . Kunne være sjovt hvis man kunne læse hvad både bjerge og søer har oplevet af historie .
Og hver del af dit digt beskriver følelser og Ulla har ret i at sidste del giver håb med det grønne og foråret.
Den med stien ned fra bjergene kan jo også opfattes , som at falde ned finde ro og fast jordforbindelse igen .

Smukt, dejligt positivt digt. :)

Hej Mette
Forårsregnen jeg elsker du levendegør dråberne, og jeg elsker det håb du planter til sidst. Sidste vers er klart det bedste synes jeg. Tak for ordene fra Ulla

Hej Mette.

Det er spændende og beskrivende, og overførelsen af jeg'et til dråberne er godt beskrevet. Hvad nu hvis?

Man fornemmer spændingen da der bliver drømt om både og bjerge, og det giver også digtet lidt dualisme i form af glæde/drømme og afmagt og søgen.

Vh. Tommy

Tak for et meget smukt og følsomt digt. Mange føler en tristhed i vinterens mørke, som du så fint beskriver - og længslen efter at få glæden og lyset tilbage. I andet vers giver du udtryk for, at du har en ballast med dig: "Den dybeste lykke er altid i live / den er altid bunden i mit hjerte / den holder alt i balance." En ballast, som sørger for, at du ikke helt mister fodfæste, som et skib, der driver hid og did, hvis den har mistet sin ballast. En ballast, der meget gerne skulle give dig mod til at stå ved dig selv og ikke være afhængig af, hvad alle andre mener.

Og foråret og alt det lyse er ved at vende tilbage. Tak for et fint digt!

Hej Mette :)
Virkeligt et digt der får det til at suge i mellemgulvet.

D

Rigtig flot skrevet. Jeg sender varme tanker

Hej mette
Tak for det meget smukke digt, som er så fuld af stemning.
Ja vi kan nu glædes over alt det, der grønnes, alle de farver, der opstår, når de mange vilde blomster springer ud. Glædes ved de små ting i hverdagen i en urolig og usikker verden. Så smukt skrevet.

Hej Mette

Meget smukt, trist og stemningsfyldt digt, som jeg fuldstændig kan relatere til, for jeg boede også et sådant sted i en lille landsby fra jeg var 12 til 20 år.

Jeg husker starten på en ny landsbyskole. Jeg stod lidt afsides og kiggede på de andre børn. Fem-seks jævnaldrende drenge gik over imod mig. De gik rundt om mig, skubbede, og i løbet af kort tid haglede slagene ned over mig, slimede spytklatter dekorerede mit hår og tøj. Til sidst hoppede de rundt om mig som i en indianerdans og råbte grinende: Nu vander han høns, nu vander han høns.

Jeg husker den daglige rutine, som gik ud på at føre mig ned bagest i skolegården, hvor siddepladserne under halvtaget blev brugt som pinebænk. I det lange frikvarter blev jeg ofte ført om på sportspladsen, hvor der var tid til en ordentlig gang prygl, og hvor det var helt legalt at tage kvælertag. Jeg husker at jeg blev smidt i pisserenden og fik presset mit hoved ned i skolens ulækre toilet. Ondskaben var en del af den idylliske landsbyskole, der var omgivet af marker og skov.

Jeg var nok meget nørdet dengang og havde allerede tidligere en meget stor interesse for den vilde flora og fauna, hvilket også blev et mobbeemne.

For evigt husker jeg stemmerne, spytklatterne, kvælertagene, slagene og fornedrelsen i skolegården. Her blev livet slået i stykker, hvilket befordrede angst, intet selvværd og ensomhed.

Folkeskolen efterlod mig som en skygge i skyggernes verden. I mørket ledte jeg efter noget, som kunne give mig nogle smukke farver tilbage, så jeg kunne genvinde noget selvtillid og værdighed. Jeg husker denne forfærdelige følelse af, at mange år af livets mulighed gik tabt. Jeg foretrak at forblive følelsesmæssigt uigennemtrængelig og holdt blikket tomt.

I det virkelige liv fandt jeg intet jeg kunne spejle mig i; men det fandt jeg i kunsten. Især efter jeg flyttede til København som 23-årig, så eg så kunstudstillinger, gik i teatret, hørte meget livemusik, så film i biografen og læste meget litteratur. Jeg søgte ofte stilheden ude i naturen for at fiske eller samle svampe eller bare være der.

I mange år forventede altid at blive afvist, og ensomheden var som en stille omklamring, som ingen menneskelig samtale kunne overvinde. Når jeg var i selskaber eller bare gik på gaden, var jeg på vagt over for alle andre mennesker. Jeg var her for mig selv. Ingen andre var her for mig. Jeg ventede på min tid, og dagene blot fløj forbi. ja der gik 15-20 år inden jeg genvandt livet.

Det er som om dit digt beskriver alt dette på smukkeste måde.

Mobning florerer stadig i på skoler og på arbejdspladser. det er trist.

Hej Mette,
Sikke et smukt digt. Jeg læser en form for håb eller et ønske om at foråret spreder sin glæde. Måske også en bøn om at tingene bliver bedre.
Tak for at dele et smukt digt.
Vh.
Hawraa