Hej Michael
ja Michael mig tog det lige et par dage at se det du ville have mig til at se, idet jeg ledte andre steder end der hvor svaret var, en rigtig sjov og inspirerende ordleg du har skabt. Tak for ordene og hjernegymnastikken fra Ulla

Sjov konstruktion! Jeg er vild med overskriften! Smiler

Genial konstruktion og god opfordring
vh
henningb

Hej Michael

Så fik jeg tid til at kaste mig over din novelle. Og sikke en fornøjelse det er at læse dig. Du skriver meget flydende og sikkert, hvilket tillader dig at udfolde virkerlig flotte sætninger og gode stemninger. Har læst nogle af ovenstående kommentarer, og jeg er enig i kritikken af det tunge i som læser at blive slæbt med på historisk vandring, især fordi hovedpersonen ikke bryder sig særligt om at reflektere over sine overfladiske betragtninger. Hvis 'vandringsmanden' formåede at skabe et mere tæt forhold til mig som læser - positivt eller negativt, sympatisk eller antipatisk - ville det være nemmere at forholde sig til hans skæbne sidst i novellen.
Men nøj hvor jeg holder af den måde, du ellers bygger historien op på og afslutter den - århundredets orkan. Der er noget drømmeagtigt over hovedpersonens vandretur, især fordi jeg aldrig tror, at gaderne er helt tomme under selv den kraftigste orkan. Faktisk var jeg selv ude på en lignende 'spadseretur', under sidste års ekstremt voldsomme storm; gaderne var mere øde end sædvanligt, men alene var jeg langtfra, og det var, om du kan tro det, ned ad H.C. Ørsteds Vej på Frederiksberg.

Jeg siger mange tak for god læsning

Mvh Kim

Hej Glenstrup

Det er lidt af en sonate - et værk!
Det er smukt og gengiver stormene på godt og ondt i et langt kærlighedsforhold.

De sidste to linjer opfatter jeg som livets endeligt i samhørighed med den elskede.

Hvilket dejligt digt. især sætningen - fra hvor til intet.. eller alt - er rigtig god!

Einsteins rumtidsbegreb er vel netop udtryk for, at rum og tid ses som samme fænomen i det firdimentionale koordinatsystem? Superstrengteori arbejder med 10 dimentioner o.s.v., man kan hurtigt blive svimmel. Min formulering "rum og tid er det samme" er selvfølgelig en oversimplificering, men lad nu det ligge.
Mere interessant er forskellen på os to i forholdet til tro/håb/kærlighed og det religiøse. Jeg er ikke troende i din forstand. Kan vi så overhovedet tale sammen, når vores referencerammer er så forskellige? Inger Christensen var heller ikke troende. Alligevel har hun, efter min mening, skrevet noget af det mest åndeligt trancenderende, der i hvert fald er skrevet på dansk.
Nej, jeg glemmer ikke kærligheden mellem mennesker og heller ikke, at den udover at være funderet i kroppen også lever af det, jeg her kalder "suget fra rummet", uendeligheden/intetheden, som du så kender som Gud. Men uden bindingen til en krop og dermed en tyngde ville jeg ikke være menneske og dermed ikke kunne kaste mit blik mod rummet og stjernerne.

Hej Michael

Jo, jeg mærkede nok et "sug". Men et iskoldt et. Ordet "Kun" lader for mig ane, at du fascineres af gravitationel tyngde og glemmer kærligheden mellem menneseker og mellem Gud og mennesker. Men jeg forsøger heller ikke at være modernist. Jeg er et troende menneske.

Din sætning: "Uden tyngden ville vi ikke have en krop og ikke kunne nærme os den elskede, alt i os ville forstøve og blive til skyer i et bevidstløst univers" er jeg slet ikke enig i. For mig rummer universet en guddommelig bevidsthed.
Og menneskers bevidsthed fortsætter med at eksistere i "finere" legemer efter, at den fysiske krop er død.

På det mere saglige, eller videnskabelige, plan har du ikke ret i, at tid og afstande er det samme. Hvor mange sekunder bredt er dit skrivetastatur? -Det giver ikke mening. Rumtiden har tre afstands-dimensioner og én tidsdimension: Højde, længde, bredde og tid.

Fysikerne taler om fire grundlæggende kræfter: stærke og svage kernekræfter, elektromagnetisme og gravitation. De håber en dag at vise, at disse fire er sider af én og samme, endnu ukendte, kraft.

Hvordan sådanne fysiske kræfter forholder sig til følelsesmæssige, guddommelige kræfter som "tro", "håb" og "kærlighed" er et evigt spørgsmål. Vore individuelle forsøg på at svare kan eksempelvis udformes i et poetisk sprog, som du jo også gør i digtet "Til dig".

Mit digt: "Komplementaristen" handler om denne dobbelthed. Måske du har lyst til at kommentere det?

Venlig hilsen
Frank

Hej Frank og tak for kommentar.

Når antallet af kommentarer ikke er stort er det rart, at kvaliteten er så høj.
Jeg er meget glad for din læsning af mit lille digt og er med dig det meste af vejen i din tolkning.
Jeg prøver at arbejde med nogle store modsætninger: Uendeligheden over for "timeligheden", her i en moderne kontekst og ikke, som hos Kingo og andre, en religiøs. Vores viden om universet er jo på samme tid dragende og angstprovokerende: vi eksisterer på nogle ufattelige kræfters betingelser, og lever alligevel vores liv "henslægt" i vores små tidslommer. Tiden er på samme tid det, der måler universet fra Big Bang til ?, ( afstande måles i lysår, tid og afstand er det samme! ) og det, der giver vores liv endelighed, og dermed mening.
Tyngdekraften er universets helt grundlæggende kraft. Den er også helt grundlæggende for vores individuelle eksistens. Vores drift mod det store, uendelige, åndelige, abstrakte holdes i ave, vi er bundet til jorden af tyngden. Men vi vinder kærligheden, som er kropslig og ikke abstrakt. Uden tyngden ville vi ikke have en krop og ikke kunne nærme os den elskede, alt i os ville forstøve og blive til skyer i et bevidstløst univers.
Udover at tænke over, hvad mit digt mon kan have af betydninger håber jeg, at du og andre vil mærke efter. Mærk "suget" fra universet og den plumbe, men samtidig berusende tyngde i kropppen, og slæng dig så tilbage i dit "korte liv".

Hej Michael

Tak for dit digt, som har været en hård nød at knække:

"Henslængt i tid": vi mennesker er bundet til tid og rum.

Tiden er en parameter, som indgår i at beskrive universet historie fra "hvor" (big bang) til "intet", (hvis universet skulle begynde at trække sig sammen og for svinde i et punkt). Eller "alt", (hvis universet fortsætter mede at udvide sig).

"Tyngden", gravitationen, men vel også mageligheden/nærheden/følelsesmassig tiltrækning ("henslængt") "trykker mig ind til dig".

Det tog godt nok lang tid før ti-øren faldt. Og jeg er ikke sikker på, at jeg var kommet igennem, hvis ikke jeg havde læst din egen kommentar.

"Kun tyngden" kan læses som 'kun gravitationen' eller 'kun tiltrækningen til den elskede'. Men kan vel også rumme begge betydninger.

Kan du bruge: 'Mens tyngden' i stedet for "Kun tyngden"?

Jo, jeg synes, at digtet holder.

Tak for 'læse-udfordringen'.

Vh

Frank

Hej Jonathan

Tak for din meget grundige og konstruktive kommentar.

Jeg vil tænke over de ting, du nævner. Jeg har det normalt svært med ord som intet og alt etc. Nu har jeg så valgt at bruge dem et af de få steder, hvor de måske kan være berettigede, nemlig til at karakterisere det, universet grænser op til/udvider sig imod, altså noget, som ligger uden for sprogets rækkevidde. Derfor gør det måske ikke noget, at udtrykkene ligesom ophæver hinanden. "Hvor" står for stedet for Big Bang, universets centrum, et sted, som ikke kan bestemmes og som måske slet ikke er et sted men blot tidens begyndelse, hvis det giver nogen mening? I det hele taget er det for de fleste af os vist ret umuligt at få sproget til at sige noget fornuftigt om universets struktur og oprindelse, endsige forstå det, andre forsøger at udtrykke.
Med andre ord: Her må ordene Hvor, intet, alt måske godt udtrykke en sproglig tomgang/uformåen?

Det her er ganske godt. Det virker som om du opnår det der var din hensigt.
Du rammer noget i mig med dette lille digt.

Der er nogle få ting, der står i vejen for at du fanger mig helt.
Sætningen; "eller alt", virker på mig forstyrende for rytmen og tekstens øvrige klang. Men jeg kan sagtens se hvorfor du har valgt at tage det med. Måske er det fordi jeg forbinder ordet "intet" med evighed og det uvisse, det virker mig mig meget stærkt, hvis det havde være foruden dimensionen "alt", da begrebet "hvor" betagner det objektive og målbare, på den måde bliver "hvor" og "alt" dobbeltklingende i mine øre.

Jeg havde nok valgt at skrive universet med lille u. Det ville få teksten til at flyde bedre. Altså mindre besvær til læseren. ligeledes ville jeg skrive "kun" med lille k, af samme årsag.



Jeg kan godt lide overskriften. Den komplementære sidste linie. Men de to linier der er ens, betyder ikke det samme, i mine øre. Overskriften, er en overrækkelse mens sidste linie er en kropslig tilnærmelse. Det syntes jeg fungere rigtig godt.



- Klø på.

Jonathan

Hej Michael

En sonetkrans på Fyldepennen! Det er mere, end hvad jeg havde turdet håbe på.

"Din tunges smæld slår støv i mine øjne"

Jeg forestiller mig, at du'et (din kone, velsagtens) ind imellem kommer med nogle tørre bemærkninger, som hindrer dig i at se klart. Jeg'et bliver såret (regn, gråd), men husker også alt det gode, kærligheden til den anden.

Det er et dybt og melankolsk digt. Men der ligger vel også en god portion humor og lune i titlen "Støv". Måske hober støvet sig rent faktisk op i digterhjemmet, når "sommerregnen viger", når ægtefællerne går galt af hinanden og græder vådt og sukker tørt. Og hvad græder og sukker de over? At det igen er blevet rengøringsdag? Støv som en evig kilde til arbejde og inspiration...

Tak for en smuk og formfuldendt sonetkrans.

VH Frank

Jeg ved ikke helt. På sin vis males der jo et billede af en sort, men jeg møder bare en evindelig opremsning af byens historie. Henvisninger på henvisninger på henvisninger, som om det hele er kreeret op omkring et budskab og ikke en historie. Historien er, at en anonym mand, som jeg ikke fangede om var blind eller ej, bevæger sig og så udsættes han for stormen. På vejen begynder freudianske vederkvægeligheder, som om det her var beregnet til psykoanalyse (og jeg kom mig aldrig over min dansklærers gennemgang af et udsnit af øgledage).

Tilbage er jeg bare, forvirret og ikke specielt fænget. Tænk om mig hvad du vil, men jeg savner lidt en fortælling for fortællingens skyld...

Ingen tvivl om at du har ordet i din magt! Der er desværre så mange perler at de helt drukner i mængden og det er virkelig ærgerligt. Jeg synes som sådan at det er interessant at høre lidt om de historiske steder på Frederiksberg, men igen bliver der fyldt så meget på at man til sidst må snappe efter vejret.

Jeg er klar over, at det er hp's betragtninger, men hvis de havde været sammenkædet med hp's egen fortid havde det givet en fin krølle på fortællingen.

Men som sagt, dit sprog er i topklasse, bare pas på du ikke lader de små, geniale detaljer drukne.

Vh Susan

Hej Michael

Hvor kloden - og den lille plet, der hedder København - ja, og bare dette udsnit af storbyen dog er levende og forunderlig, med sin historie, sin fortid, sandhed, løgn, håb, drømme og forestillinger. ( i flere betydninger).
Det er vigtigt at sanse dette, men ikke bare svælge i opremsninger af det, for hvis vi ikke passer på kloden, kan det være lige meget med liv, kultur og forunderlighed.
Så går det hele jo bare i stå.
Dog næppe den 3. december i år. Jeg vil have min jul, vil jeg :-)
Sproget gør den ikke ringere. (skrevet på jysk)
Fantastisk novelle!


vh. Pia H

Wau for et historisk tilbageblik, smukt skrevet; )
Tina

Det er helt tydeligt, at du ved rigtig meget om det område, HP færdes i - både historisk og rent fysisk - og på den måde havde jeg rigt udbytte af din fortælling.
På trods af dette må jeg dog sige, at den ikke rigtig fangede mig, men det har måske noget at gøre med, at jeg ikke selv kender til de steder og begivenheder, du gennemgår så nøje.Dit sprog er flot, og du er en god fortæller, så det scorer du dog alligevel en del points på... ;-)

En velskrevet novelle, som virkelig var belærende, på den gode måde.
mvh. Michael

Man må sige at du forsøger at levendegøre byen din hp befinder sig i, måske lige meget nok til min smag, forstået på den måde at der måske er en anelse for meget rundtur og lidt for lidt dybde....

Der er ikke den fjerneste tvivl om at du er supergod til at skrive, og så vidt jeg har forstået, blev denne tekst til i sidste øjeblik.
Den virker lidt strøtanke-agtig, og causerende, men plottet er ikke helt klart synes jeg, men det er jo kun min personlige mening.

Hvis du havde haft mere tid, er jeg sikker på du havde fundet på en dybere og mere snirklet historie.

På den anden side kan tingene jo også blive lidt fortænkt, så sagt på en anden måde, så er jeg lidt ambivalent her...

men held og lykke med konkurrencen!

Kære Michael

Hmm, jeg er i vildrede! Jeg både elsker og hader denne novelle ... eller causeri, vil jeg (som Kåemer) kalde det. Dette er en MEGET velskrevet novelle, det kan ingen taget fra dig, og den første side er jeg fuldstændig medrevet og vild med det. Men i løbet af anden side, føler jeg mig opfyldt, brugt og (desværre) en anelse kedet, og de sidste sider brugte jeg over en uge på at komme igennem, trods teksten begrænsede længde! Pludselig virker fortælleren en anelse bedrevidende og nedladende overfor læseren ... eller måske er det bare mig, der virkelig er dum? Det føles som om, oplysningerne kommer til at lyde lidt "Det ved jeg, men gør DU?" Nøj, den bliver svær denne her ... for jeg kan stadig ikke helt finde ud af, hvad jeg føler for denne tekst. Men igen: Hold op, hvor er den velskrevet!

Tak for kigget, og held og lykke i konkurrencen.

Jeg nød læsningen. Dejligt ironisk sprog. Jeg lettede Det er svært at kategorisere denne tekst, - måske hører den til i sin helt egen kasse. Hvis man ikke er interesseret i historie - det er jeg dog - ville den nok være lidt uinteressant, fordi man ikke ville have den nødvendige forforståelse og ikke ville kunne interagere med teksten. Jeg kunne isæt godt lide sproget i sidste halvdel. Det var som om, du rigtig kom i gang.

Det forvirrede en del, at indledningen er i nutid + 1. prs. hvorefter resten er i datid og veksler mellem 1. og 3. prs. - jeg kunne ikke se formålet, og vidste ikke "hvem der snakkede", var det Glenstrup, var det Storm P's alter ego eller var det en fortællerstemme? Hvad var meningen med dette skift? Din skriftlige sikkerhed vidner jo ikke om, at den slags synsvinkelskift er tilfældigt?

Nå, men det var hyggeligt at læse noget, som var i et så humoristisk, detaljeret og overskudsagtigt sprog, - for det syntes jeg virkelig, at det var/er. Lidt rod med synsvinkler er nemt nok at rette til en anden gang.

Hav en god dag!

Goldbeck

Hej Michael..

Ja, jeg hører til den saluterende fanscare.

Simpelthen et mesterværk, set med mine øjne.
Denne mand, der fand-fisme ikke vil have fortalt om, hvorvidt han skal forblive indedøre eller ej. En rigtig morfar, der har levet sit liv, en vis gammel mand med sine principper og bedrevidende uden at være højrøvet. Det er bare factst. "Tag det, eller lad være.... "Det må være Hr. Storms motto...!
Denne mand tager sig en rask og farlig vandretur, med hele sit liv kørende i sit indre i form af de vildeste metafoer og en humorisktisk, firnurlig sarkasme.
For ikke at glemme hans imponerende sans for historien.
Den indre storm han når at gennemleve på sin sidste vandretur - stormen i sig selv, både den indre og den ydre, formår du at have med hele vejen som et solidt fundament.
Jeg er meget imponeret.

De ville bare stille sig ud og synge i en uendelighed med deres elendige guitarer og trækharmonikaer sammenflettet med metalliske kvindestrubelyde og blødt vibrerende mandomsundskyldende mavesammentrækninger gennem slattens adskilte læber med øjne der dugger af hellig kasketfims.
hahahahaha ..... Bare ET bevis ud af mange på, hvordan du mestrer metafoer, såvel sproget.

"...Bænkene langs alléen stod tomme og op af papirkurvene stod en hvirvel af papir, karton og plastik, som straks opløstes af vindkræfterne i et spredningskaos, som indimellem sendte flyvende affald i retning mod hans ansigt, så han måtte holde hånden for og vende sig væk. Men det tager han sig ikke af. Der var noget løssluppent over stedet...."

"Det ville jeg s'gu gerne have hørt."

"Selvom det var vist ret frivolt en gang."

"Vi er det ikke. Os leger vinden med."

Da jeg læste de første sætninger, glædede jeg mig til en spændende historie. Desværre blev et hav af fakta, jeg ikke kunne håndtere kastet i hovedet på mig uden at have synderlig meget grund til at være der. Jeg har ikke kunnet finde ud af, hvad din historie i grunden handler om, og jeg kommer først af alt til at tænke på en opremsning af lokalhistorie pakket ned alt for hurtigt og kompakt til at give mening for andet end de allermest opmærksomme.
For at kommentere de citater, jeg har taget ud, så forvirrer du mig! I den første springer du fra datid til nutid, derefter går du fra 3. personsfortæller til 1. persons, hvilket jeg altid har lært, man ikke skal. For mig er det vigtigt at slå fast, hvem fortælleren er og i hvilken tid længe før, man skriver selve teksten, og jeg synes desværre ikke, du gør det overbevisende. Derudover kommer der et "sgu" ind i det hele, samt andre ukarrakteristiske bandeord. Ord, der for mig at se, er malplaceret.
Jeg elsker de passager, hvor du rent faktisk beskriver manden og hans bevægelser gennem landskabet. Her er dit sprog flot, beskrivende og i det hele taget meget fangende. Desværre er passagerne med disse alt for få og alt for korte, og man når kun lige at fange tråden igen, før man bliver væltet af pinden.

Jeg er enig med LilleFod i, dit sprog er fantastisk, men det er næsten det eneste, jeg kan se som positivt i din historie. Det er ikke nok for mit vedkommende til at give dig en høj karakter, selvom det naturligvis tæller med. Jeg tror, at skrev du en roman om denne mand og strakte din historietime ud over nogle hundrede sider, så ville det være uhyre interessant og lærerigt. Det virker bare ikke, som om du er en mand, der er egnet til noveller. Du ved alt for meget og vil have det hele med til at kunne begrænse dig til 5000 ord.

Måske er det bare mig, der er åndsvag/mindre begavet, men jeg forstår slet ikke slutningen. Hvad er det lige, der sker med ham, og hvorfor? Jeg har absolut intet forstået af historien, på trods af at have læst den flere gange.

Birkemose: Du er ikke den eneste, der har dette forhold til historien. Selv er min hjerne opbygget, så jeg ingen billeder har deroppe overhovedet, og jeg havde overvejet, om det bare var derfor, jeg ikke kunne følge med. Det er derfor rart at høre, det ikke kun er mig, selvom det selfølgelig er trist for dig, Michael.

Anne fra Saxo: Mange mange tak for din gennemgang af historien. Endelig begynder det at give lidt mening. Dog må jeg indrømme, det ikke giver mig meget når alt kommer til alt. Det er ikke den store storm i mine øjne ... det skulle da lige være i et glas vand ...