Hej Mira!

Virkelig fint digt - jeg lod først i 2. genlæsning mærke til at du bruger rim, og det er en cadeau til rytmen i sproget og til at rimene føles uforcerede. Ift. indhold kan jeg relaterer på den måde at jeg selv, fra jeg var 14 og til jeg var 25 år gammel ikke vidste om jeg havde den uhelbredelige, arvelige sygdom Huntingtons, en neurologisk sygdom der rådner næsten hele hjernen indefra, inden man efter i gennemsnit efter 10-20 års tortur dør eller ender i koma, berøvet alle hjernens funktioner inklusive personlighed og karakter.

Derfor panikkede jeg selv over at kondomer ikke er 100 % sikre, for risikoen for at jeg havde arvet sygdommen fra min mor var på 50 %, og havde jeg sygdommen og fik børn ville de have 50 % risiko for at arve sygdommen. Altså en befrygtet befrugtning - dels for at give sygdommen videre, og dels for selv at skulle blive testet for om jeg havde sygdommen, inden jeg var klar til resultatet; i tilfælde af graviditet og en kæreste der evt. skulle nægte abort og insistere på at jeg blev testet eller fik foretaget en fostervandsprøve for at finde ud af om fosteret skulle have den, og dermed indirekte test af mig (da den kun kan gives videre hvis man har den). Sygdommen fremhæves meget ofte af fortalere for aktiv dødshjælp, ligesom at mange der hører de har den tager livet af sig.

Og trods jeg i dag ved at jeg IKKE bærer det forbandede gen (Huntingtons sidder i DNA), så er virkeligheden om at et barn er sådan en forpligtelse stadig til stede, vækkende både frygt og håb.

Jeg tror oprigtigt at verden ville være et bedre sted hvis flere gjorde sig de overvejelser jeg læser i dit digt - at flere stillede sig spørgsmålet om hvorvidt man er klar til ikke kun at blive biologisk forældre, men eksistentiel, for resten af alle involveredes liv.

Men samtidig eksisterer den perfekte forældre jo ikke, og det vigtige er ikke om hvorvidt man er syg, angst eller svag, for det er alle relative begreber, men om hvorvidt man kan elske, absolut og betingelsesløst, ikke i besiddelse men i daglig påskønnelse og taknemmelighed, trods veer, veer og teenagerens uundgåelige frigørelsesproces frem til hjernens modning som 22-23-årig.

mvh Ansu