Hej Nina

Sagt lige ud: Det her er en af de bedste historier, jeg nogensinde har læst. Øv ... så har jeg ikke noget at brokke mig over. Perfekt plot, perfekt sprog, tydeligt persongalleri, ingen løse ender. Nå, jeg kan jo ikke sidde og ærgre mig hele eftermiddagen.

Hvis Robinsonade konkurencen havde overlevet, ville jeg have givet dig 9 ud af 10 point. Det ene point jeg ikke vil give dig, er fordi, en Robinsonade starter med en person - oftest et dumt svin. Så bliver han eller hun issoleret fra omverdenen og må klare sig selv. Tilsidst bliver HP reddet og viser så, at han eller hun have lært en hel masse af issolationen. Fra at være et dumt svin bliver vedkommende til et meget sympatisk væsen. Din historie lever ikke helt op til denne ramme, men set udenfor konkurence, så er den simpelthen F..... god.

Knus
Vagn

Hurtigt i din historie opfatter jeg at "Adam" er en computer eller i hvert fald kunstig intelligens af en art. Og jeg tænker straks: "Åh, nej. Det kan kun gå galt." Blandingen af kunstig intelligens og følelser går normalt hurtigt galt, men jeg bliver glædeligt overrasket. For det første fører du mig igennem en rigtig spændende historie, som jeg ikke kan slippe. For det andet fungere det rigtig godt med den selvlærende fremgangsmetode, som maskinen bruger. Jeg ved ikke om du selv er IT-bevendt eller har lavet god research, men jeg synes at det virker troværdigt. Som et eneste lille it-relevant pip vil jeg dog nævne det højst usandsynlige i at man har installeret word på en så avanceret maskine. Word er ikke lige frem hightech. Men så har it-nørden i mig også fået lov til at brokke sig færdig :)
De tilfældige chatsekvenser er også meget troværdige. Specielt med alle dem der bare logger af når det første man skriver ikke er" "23/m/single". De chatsamtaler som du beskriver er både sjove og troværdige.
Så er der diskussionen om maskiner og følelser. Her er jeg ikke så filosofisk orienteret, men jeg kan mærke at det virker godt på mig. Specielt er jeg glad for at du ikke bare lader maskinen ønske at den var et menneske, men at det er følelserne den er interesseret i. Måden at du får maskinen til at tænke at den har brug for følelser er ret effektiv.
Endelig vil jeg godt udtrykke min tvivl om robinsonade delen. Jeg kan godt se at den kan forsvares som en robinsonade, men da jeg læste den var jeg mest interesseret i maskinens udvikling og ikke så meget i hendes overlevelse og stressede situation. Jeg tror måske at det er fordi, du bygger så meget op til at der skal mærkes følelser, så man mærker ikke så meget til overlevelsesfrygten. Men måske har maskinen slet ikke frygt for "døden", hm, nu fik du mig til at tænke en masse ... empati har den jo i hvert fald.
Kæmpe plus for at have skrevet en novelle, som har sat mine små grå i gang. Tak herfra :)
Vh LarsN

Ja, din fantasi fejler ikke noget. Et rigtigt godt påfund, faktisk. Jeg tror, det var Alan Turing, som for efterhånden mange år siden beviste, at det kunne lade sig gøre at bygge en evighedsmaskine. Blot var der et enkelt problem: Den kunne ikke tænde og slukke for sig selv. Den problematik aktualiserer du dygtigt med din novelle.
Robinsonader slutter oftest med, at robinsonfiguren "kommer hjem". Gør din det? Måske, måske ikke. Når vi dør eller "slukkes for", så er det jo på sin vis at komme hjem. I den forstand fungerer din slutning naturligvis. Din nedtælling fungerer også. Det øger spændingen, at læseren forstår, at det på den ene eller anden måde må have en ende.
Og så lige en lille krølle: Du skriver lidt om, hvorvidt "hovedpersonen" er et "intet" eller et "noget", og du konkluderer, at han (eller "den") er eller ønsker at være "noget". Korrekt kunne jeg så tilføje, men den, der tror han/hun er "noget", tingsliggør jo sig selv, og det er vel i grunden ikke dér, du vil hen. Vel snarere tværtimod. Menneskeliggørelse indebærer pudsigt nok, at man opfatter sig selv som et "intet", altså som ånd (ikke en ting).

Det er en spændende ide, du har ført ud på skrift, at lade en maskine/computer være Robinson, det var en god overraskelse for mig.
Meget gennemført novelle, der også er skrevet i et godt sprog.

mvh. Benno

Bliver hurtigt fanget af din historie og nedtællingen virker godt. Det ville dog give mere panisk effekt til sidst, hvis du havde øget dit antal af nedtællingsminutter og ikke haft den sidste på (39 minutter).
Din slutning lader en del spørgsmål stå åbne, hvilket jeg også godt kan lide. Jeg savner dog lidt at hovedpersonen går lidt i dybden i løbet af historien med sanserne og ikke blot følelserne.
Men jeg var godt underholdt, så jeg takker for historien :-)

Hej Nina,

Som de fleste andre er jeg enig i at det er en rigtig god novelle. Jeg er dog uenig i at din historie ikke indeholder et gys. Jeg har desværre oplevet næsten selvsamme historie i virkeligheden (der var dog ingen der døde af det), og det er sikkert ikke sidste gang. Og det er virkelig uhyggeligt at opleve at et menneske bliver nedbrudt så fuldstændigt. Jeg blev rørt af din historie.

Det jeg mangler er noget tvivl. Istedet for at HP er så sikker på sig selv, mangler jeg lidt menneskelighed. Den svaghed ville gøre historien så meget mere uhyggelig. Og så mangler jeg noget mere direkte dialog mellem Marie og HP. Jeg synes der er for meget "berette hvad der er sket".

Når det så er sagt, er der en rigtig fin ide og en god kurve i din historie.

Mvh
Peter

Halløj for en velskrevet novelle! Den kører bare derudaf i et dejligt sprog uden at det hakker undervejs.
Du skriver godt, og overbeskriver ikke noget, der er kun det væsentlige med, og det er helt perfekt.

Det eneste jeg savner, er gyset. Jeg er sandelig ikke utilfreds med novellen, men når nu det er en gyserkonkurrence, skal jeg jo være kritisk på det punkt. Slutningen er dejligt overraskende, men gyset mangler altså for mig.

Rigtig god novelle, ellers! Flot!

Det er en lidt overvældende historie, synes jeg. Man fornemmer hele tiden den underliggende herskersyge og ondskab i HP, og personligt sad jeg hele tiden og ventede på, hvornår det skulle gå galt - det skulle næsten ske i dette uligevægtig forhold.
Du holdt mig fanget hele vejen igennem og dit sprog fungerer flot, ligesom beskrivelsen af HP der ikke forstår at andre kan mene andet end han selv.
Flot arbejde.

Hej Nina - det var en god historie. Mange, mange beskrivelser. Mere end handling og dialog, men på en eller anden måde fungerer det. Virker egentligt mere som socialrealisme end en gyser. Det betyder jo at realismen er der, men at gyset mangler. Jeg blev ihvertfald ikke bange, men det ændrer ikke det mindste ved at det er en rigtig god historie.

Held og lykke med konkurrencen,

Rolf

Hej Nina, det er en meget bevægende fortælling om et parforhold, der fra starten er fejlslagent og bare bliver værre. Ja, fordi den deltog i konkurrencen havde jeg jo gættet, at det nok ville ende med mord, hvad det så gjorde - men det blev så alligevel en overraskelse, da det så er jeg-personen, der myrdes - altså en af de historier, hvor den døde ligger i graven og fortæller om, hvordan han kom af dage. Han er godt nok en båtnakke, det må siges, men meget flot at du tør lave en hovedperson sådan. Stakkels Marie, det er let at forstå, at hun ikke kan mere. Det er nok fortællingen om parforholdet, der har hovedvægten i historien mere end gyset, men det er jo godt skildret, hvordan det bliver værre og værre. Nu sad jeg godt nok og tænkte, om hun virkelig kunne være så overvægtig og have bjergvandring som en af sine personer, hm... nå, det var så eneste indvending, den er muligvis forkert. Det var alt i alt en god læseoplevelse. VH Mons

Hej Nina
Formidabelt valg af synsvinkel...en mand, der er så fanget i sit eget jeg, at han indbefatter sine nærmeste i sit sejlende ego...det er sådan noget stof hverdagens sande gysere er brygget af - men det er sjældent, at vinklen på historien bliver lagt i forstyrrelsens epicenter...
mvh Søren

Velskrevet historie. Kan godt lide det høje tempo. Længe var jeg en smule i tvivl om vi fulgte en kvinde eller en mand, for det kunne også være en besidderisk veninde, der var på spil.
Slutningen er ikke overraskende. Det måtte komme. Den lade kvinde (for det var Marie jo, magtede ikke at tage opgøret) lod sit sølle liv.
Fin beskrivelse af hvordan man smadrer et liv - og hvordan Marie lader sig smadre. Ikke meget oprør der. Men igen, den langsomme nedbrydning af selvtilliden, startende i den følsomme pubertet. Dit sprog er flydende og godt. Jeg er i tvivl om jeg betragter det som en gyser, men alligevel - så en psykologisk gyser.
Sidste linje er forresten rigtig god.

Mikala

Virkelig spændende og anderledes novelle. I starten virkede den lidt langtrukken pga de mange beskrivelser, lidt mere dialog havde måske gjort den lettere, men så er der jo det med længden ;-) og efterhånden som man gennemskuer HP, bliver den faktisk rigtig uhyggelig. Du er rigtig god til at fortælle en masse mellem linjerne, som vi ser, men han ikke selv ser. Og virkelig god slutning også, velfortjent.

Supergodt!

Novellen her har flere gode sider. For det første får du lavet et fint portræt af et parforhold. For det andet får du skabt en stemning af at tingene ikke er som de skal være. Sådan er det gennem hele romanen, og det er super godt gået. Den eneste kritik af novellen er, at det ikke virker som om slutningen forløses helt. Måske manglede du tegn?

Hold da op - det var da tragisk. Rigtig god novelle og fint flydende sprog. Der er en voksende følelse af noget ildevarslende igennem teksten, hvilket virker og man er bange for, at HP har tænkt sig at gøre noget dumt (mere end han i forvejen gør). Stakkels Marie. Hun skulle være skredet, da hun først havde chancen. Fint med en lidt anderledes gyser. Tak for læsningen.

Flot!

Gyset bliver opbygget langsomt, man venter på, at han gøre noget drastisk, mens man føler med Marie og sønnen.

Forløsningen kommer, men ikke på den måde man havde ventet og flot beskrevet.

En velformuleret og veldrejet novelle. Flot arbejde!

Jeg kan rigtigt godt lide, at du lader historien blive fortalt set fra den voldelige mands synspunkt. Det er en vinkel, som jeg ikke har set før.

Jeg ved ikke, om jeg vil kalde den en decideret gyser. Der er ikke så mange hints som skaber uhygge, selv om man selvfølgelig ikke er i tvivl om, at han er dominerende og manipulerende. Den er nok lidt mere i det socialrealistiske hjørne, men helt sikkert velskrevet :)

Hej Nina.

Rigtig godt skrevet. Jeg er vild med den måde, hvorpå du fører læseren ind i sindet på en sygelig jalous mand. Det er meget troværdigt. Det er jo lige før man forstår ham, godt skrevet!

Du har valgt en fortællerstil uden for mange dialoger, det gør for mig, at historien kommer lidt på afstand. Jeg føler ikke gyset, eller rædslen til sidst da manden slåes ihjel. Det samme kan siges om karaktererne.

Alligevel sidder jeg og nikker med et smil på læben til sidst, for historien er godt skrevet.


Mvh. Thomas

Det er en meget effektiv livsgyser, og den fortjener at man læser den grundigt eller flere gange. Specielt fordi du lægger så mange (subtile) spor ud, at man (hvis man læser lidt for overfladisk (hvem mig?)) risikerer at gå glip af dem. Jeg tror ikke jeg gøs i traditionel forstand, der mangler den det 'nære' gys og måske også en synsvinkel set fra offerets side. Men meget god historie. Minder mig lidt om Roddy Doyles The Woman Who Walked into Doors

Jeg synes godt om hele opstarten og skildringen af den drømmende mand der regner med at den lykkelige fremtid 'er gratis'.
Og fortsættelsen også fin, langsomt bygges en spænding op mellem HP og Maria.
Jeg råbte mig hæs den aften, og hun endte med at løbe tudende over til sin mor i stedet for at tale om det. ahhh, hvor gammel er hun nu?, og hvordan er moderen, her knækker den lidt, for moren er ikke præsenteret, hvad siger hun mon til denne mor?
adgang til sin mobil og mail. - Fint, her ser han Marias maske. Understreger også HP's svaghed i forholdet. Samtalen med moderen viser begge som overfladiske væsener, især da han køber en vielsesring.

Jeg synes ikke at der bliver 'kælet nok' for gysforventningen.
Meeeen som en skildring af 2 forkælede væsener der giver op overfor livet - da er den helt fin!

hej Nina en rigtig god historie med fyldig supstans. Du er en god fortæller som holdt mig til ilden. godt gået. Fink

Hej Nina,

I begyndelsen af deres forhold er det Marie, der er den stærke, hun har succes i livet, mens han får afslag på afslag fra Designskolen, og må nøjes med at sælge telefoner. Du beskriver deres trivielle liv så godt, at man er lige ved at skrige og næsten tigger om at der skal falde en bombe eller nogen skal dø. Det sørger du så også for: han kommer hjem - hun smider bomben at hun vil skilles OG sætter kniven i ham. Den humoristiske bemærkning om at det var ham der gav hende kniven, gav lige slutningen en velfortjent tvist.

Jeg gyste ikke så meget, men din hitorie var velfortalt og god.

/H

Den fik mig ikke til at gyse, men det skræmmende ved historien er den besatte fortællers kvælende kærlighed til hans Marie.
Her scorer du højt på de glimrende beskrivelser af den elskende, manden.

Troværdig slutning, for som fortællingen udvikler sig, har Marie næsten intet andet valg.

mvh. Benno

Det er jo ingen gyser, men en kærlighedshistorie, eller rettere sagt en parforholdshistorie, men det kan jo godt være en gyser, eller udvikle sig til det, og det skal jeg lige love for. Det er nær ved at være den uhyggeligste gyser jeg har læst, fordi den sagtens kunne udspille sig i virkeligheden, ja, og det har den - mange gange. Den psykologiske udvikling er fuldt troværdig, til at begynde med kan man godt sige, at deer er fejl på begge sider, det er der vel i ethvert parforhold, når det går skævt, men så udvikler det sig stadig mere sygeligt fra mandens side. og såmænd også fra kvindens, for hvorfor pokker går hun ikke sin vej mens det er muligt? Perfekt komposition.

Kåemer