Hvor er det flot at du "tør" skrive din historie med både glæde og sorg herinde.
Jeg kan ikke svare på hvem du er, men jeg tror vi alle sammen finder ud af hvem vi er lidt efter lidt. Men selv når vi er 90 år, tror jeg endnu ikke vi er helt klare over det.

Det er jo ikke til at bære at du ikke har fået nogle svar herinde..

Det fortjener du dog om nogen..
Din livsfortælling starter måske lidt overfaldisk og man kunne godt tabe interessen lidt i første del.
Men inde i denne tunge start begynder billedet af "Den stille pige" at forme sig. Den lille ansvarsfulde pligtopfyldende pige, der mæker ægte omsorgsfuldhed og næstekærlighed til sin lillesøster..
Mobningen bliver en skygge bag dette og helt uforberedt mister du din elskede lillesøster.
Du skriver disse linier herinde, du søger bekræftelse på hvem du er, du leder efter respons..
Egentlig ville jeg helst give dig et kram og fortælle dig at du nok skal få et godt liv, men din smerte og dit tab gør jo en forskel.
Hvordan du bearbejder din sorg ved jeg ikke, men du er på rette spor og jeg håber at flere vil læse din fortælling.

Hej Rebecca.

Det at miste sin muse, kan være katastofalt for kunstneren. I dette tilfælde er det måske ovenikøbet en elskede, så er det jo hjertet det går ud over, og så rammes inspirationen rgtig hårdt.
I din historie kommer penge også på banen i form af lottogevindsten. Gudskelov ser det ud til, at det ender lykkeligt, det kan læseren selv brygge videre på.
En sød lille tekst der fortæller om det svære ved at miste.

Hilsen Lizzi.

Hej Rebekka

Rigtig god tekst i et sprog, der veksler mellem det blide, poetiske og det mere jordnære. Sidstnævnte sprog er så både alvorligt og humoristisk.
Dejlig indvending, at det er fugle, der får vinger.
Man ser sjældent tekster i anden person. Her virker det fint. Det er som om fortælleren er et sted i alt det nye, måske har været der længe. Nu betragter denne fortæller så den nyankomne. Og kan se ind i vedkommende.
Undrer mig en lille smule over ben, der vakler. "Du"-personen har vel ikke længere ben. Men måske opleves det sådan.
Et par steder kan sproget evt, strammes lidt op.

Vh. Pia H

Hej Rebecca.

Plottet er fint struktureret, og det er jo en gribende historie.
Til at begynde med bliver jeg faktisk også netop grebet.
Men så - så bliver det næsten for mig.
Din tekst er patetisk. I "gamle dage" betød det, så vidt jeg ved, noget følelsesladet fremstillet med skønne ord.
Hvis jeg forestiller mig en fortæller, der faktisk betragter synet af denne pige, der i grotteåbningen, må vedkommende virkelig være betaget af pigen!
Men jeg kender hende jo ikke. Måske synes jeg ikke, at hun er smuk?
Med andre ord: der er efter min smag for mange tillægsord i teksten.
Tilbageblikket, som for øvrigt er godt placeret, kan jeg lidt bedre "købe" som stærkt farvet af den arme kvindes rystende oplevelse.
Det er nemlig rystende, og på trods af mit brok her, bliver jeg nysgerrig. Hvad er det dog for et (fantasy-) univers, jeg her kigger ind i?
Har du overvejet at din skrivestil kan forekomme klassisk og patetisk? Hvis det er et valg, skal det jo nok være sådan.
Egentlig er jeg lidt forbavset over, at jeg er den første der kommenterer, for mit indtryk er at ikke så få kan lide den stil.

vh. Pia