Hej Rebekka

Der er ikke meget at sige til din historie ud over, at du skriver virkelig godt. Der er ikke nogen slinger i valsen. Dog kunne jeg godt savne en lille smule dramatik.

Knus

Vagn

Et egentligt velskrevet essay.

Jeg er ikke enig i dit indhold, men siden, det er et essay og ikke et debatoplæg, vil jeg nøjes med at kommentere på formen.
Eneste kommentar til indholdet: Der bor godt 16.000 mennesker i Nuuk. Hvis der så er 2-3 aborter om dagen blot blandt dem (man må regne med, at ca. halvdelen er mænd, og der er også ældre og børn blandt) - det har jeg lidt svært ved at tro på.

Du argumenterer godt, og der er en fin konsistens i dit essay. Du kommer vidt omkring, men det hele ender i en sløjfe til sidst, og det fungerer. Desuden er det tydeligt, at du har tænkt over dette - du adresserer et kæmpe tema, men du når vidt omkring. Du dissekerer nærmest en hel generation, curlingbørnene, på dette stykke.
Det er nok også en svaghed for dit essay. Du vil for meget med for lidt. Jeg synes, det er meget karikeret at krympe alle spørgsmål om etik, dyder og moral ned til, i hvor høj grad man er blevet tunget som barn. Jeg siger ikke, at du ikke har en pointe - men den bliver lanceret meget sort/hvidt.

Du er velformuleret, og det er rart at læse dit sprog. Jeg kunne have tænkt mig nogle flere afsnit, men dem, du har valgt, er velvalgte. Især dine anslag er gode - du giver næsten hver gang en fin teaser, der har udgangspunkt i empirien ("et bud i Bibelen siger", "11. december 1994", før du tager teksten tilbage til teoriplanet igen. Det fungerer. Det medvirker til at bibeholde opmærksomhed.

Hvis der var noget, jeg virkeligt ønskede mig, mens jeg læste teksten, så var det, at du havde været mere transparent. Det var faktisk først til allersidst, at jeg fandt ud af, hvor du ville hen med essayet. Det gjorde, at jeg hele vejen sad lidt forvirret omkring, hvad jeg skulle bide mærke i.
Først skrev du om Muhammed-tegninger, så om aborter i Nuuk og så om børn i skolen. Jeg kunne overhovedet ikke se sammenhænger. Det er først til sidst, at du løfter sløret for, at de har manglende respekt for andre til fælles.
At det ikke var klart, gjorde teksten kaotisk, og det sænkede mit udbytte af den væsentligt. Derfor er noget, jeg synes, du bør arbejde med. En rød tråd, der ikke bare bliver nævnt til sidst. Hvis du mener, du har en rigtig god pointe, er der jo heller ingen grund til at prøve at skjule den :-)

Slutteligt en personlig mening, som jeg måske står alene med, men i hvert fald vil nævne for dig: Jeg bryder mig ikke rigtig om den argumentationsform, hvor man stiller sig selv et spørgsmål og så selv besvarer det. I mine øjne tilhører den for meget retorikken - det er en måde at OVERbevise folk. Man lader som om, at spørgsmålet kun har ét svar, og at det er det rigtige.
Derfor synes jeg, det ville være klædeligt for din argumentation, at denne form ikke blev brugt så meget. Især fordi du helt sikkert har tænkt dine pointer igennem, og du er god til at formulere dem. Det i sig selv synes jeg, er med til, at man tager dit input seriøst og ikke bare afviser det.

Jeg synes at du kommer godt rundt om emnet abort/ikke abort.
I dine afsnit springer du i tid. Det giver lidt spænding, og får en hurtiglæser til at stoppe lidt op.
Men jeg kan godt se at teksten bliver lidt tam når man læser den tidsrigtigt.
Måske kunne den spændes op med en række korte 'lynnedslag' af situationer. Der viste lyst og mørkt i mors og datters fælles liv. For så at slutte med brylluppet.?
Er lidt i tvivl om forfatterens holdning til Julia - Er hun blevet som de der mobbede hendes mor?

Hej Rebekka

Et super flot skrevet essay - det rørte mig dybt. Der var tider hvor det blev så stærkt, at jeg var i tvivl om jeg kunne læse videre (fordi det minder mig om min egen sorg). Men gjorde det alligevel.

Sorg er en underlig størrelse - et godt emne at skrive et essay om. De fleste går med det indeni, men det er svært at se udenpå.

Jeg tror det er rigtig sundt, at skrive om livets svære oplevelser, fordi der netop er så få der spørger én om dem. Så får man det ud på skrivemåden. Ikke at sorgen forsvinder, men det føles nok alligevel bedre at få ord på den, så andre kan forstå at den faktisk eksisterer.

mange hilsner herfra

Peter

Mange gode - og personlige - betragtninger om en tilstand som rammer os alle. Man fornemmer kærligheden, ønsket om at forstå og en vis accept af tingenes tilstand. Et essay med mange vigtige budskaber.

/Gitte

Ja, på en eller anden måde rammer sorgen os alle, og man glemmer den ikke, men man lærer sig at leve med den, og den bliver en del af ens liv, ens erfaring. Jeg var hos et gammelt ægtepar, og de viste mig billeder af en søn der var blevet myrdet, da han var tolv år. Man kunne ikke høre på dem at de sørgede. De fortalte mig episoder fra hans liv, og ind imellem lo de. Det var ikke mere hans død de tænkte på, men hans liv. Det var deres måde at bearbejde sorg på. - Dit essay om din søster er fint og dybfølt og meget ægte, og man mærker, at selvom du vel ikke tænker på hende hele tiden, så er hun stadig en del af dit liv.
Kåemer

Hej Rebekka, det er godt nok en tekst, der rører. Især fordi du ikke teoretiserer over sorgens væsen, men fortæller åbenhjertigt om din søsters død og hvordan du har med det i dag. Det er så stærkt beskrevet, at det næsten er umuligt at kommentere, men det har jeg så gjort alligevel. Bevægende essay. VH Mons

Den er meget personlig, du giver en helt dyb episode fra dit liv ud, og man føler smerten. Føelserne er rigtig godt beskrevet, og du skriver rigtig godt om en side af smerte og sorg.

Sindssygt stærkt skrevet. Og jeg forstår dig hele vejen gennem teksten. Samtidig synes jeg du har en helt utrolig indsigt og styrke. Den skal nok bære dig videre i dette forløb.

Savn og sorg - noget af det hårdeste vi som mennesker skal opleve i vores tid på jorden.

Der er noget ved den måde du har skrevet på, der virker så ærligt. Det var ligesom selv at miste sin søster. Kunne mærke tabet, og tomheden inden i. Jeg har selv altid gerne ville have en storesøster, da det altid har været mig der skulle "babysitte" mine to yngre søstre. Men nu virker det bare så ligegyldigt. Jeg har endelig forstået hvorfor de insisterer på jeg skal bruge cykelhjelm. Jeg har ellers forsøgt at undgå det. Ikke længere. Jeg ved hvordan det er at miste en søster nu. Jeg ønsker ikke at påføre mine søstre det savn. Og jeg ønsker ikke selv at føle det. Men det er der alligevel noget af mig der gør. Føler med dig.

- Laura Louise
I just want people to know, who i am.