Hej Simone,

... stærkt skrevet. Som en der tidligere selv har kæmpet med spiseforstyrrelse, og som den dag i dag har svært ved at spise foran andre, til tider (fordi halsen lukker til, i angst for at komme til at spilde, eller at andre skal tænke 'klamme fede svin, oink oink' etc), relaterer jeg virkelig til dit digt, og til frustrationen bag, som jeg tolker det. Igen, stærkt skrevet. Jeg tror at vrede er så vigtig at omfavne og kreere ud fra, for at komme i kontakt med sorgen hvis langsomme tårer tålmodigt kan gøde jorden til såvel lotusser som frugt, måske endda palmetræer (kun palmetræer overlever storm, da de bøjer med vinden, ligesom græs og blomster, og sensitive mennesker, stærke mennesker). "Når vi taler fra vor specifikke erfaring, taler vi til den specifikke erfaring i andre". Pyt med mass appeal - en tekst som din kan redde liv, 100 % bogstaveligt talt.

For mig handlede det også om disciplin - men jeg ved at det er forskelligt for alle. For mig var det gammel selvskade (skar aldrig dybt), blot i ny form. Som skrivning også kan føles som, til tider.. Og jeg føler at du rammer følelsen bag mad-afvisningen virkelig, virkelig godt i dit digt her, genlæst flere gange. At det ikke kun handler om at straffe sig selv, men også at straffe verden - at være sin egen, og ikke en andens. Jeg undskylder for min tolkning, hvis den er helt hen i vejret, og jeg undskylder for denne kommentar hvis du er et andet sted i dag, hvad jeg virkelig sådan håber. Sofie Odgaard, RIP - hvil i fred, må SÅ gerne være den sidste der mister livet til... den uretfærdighed der driver selvdestruktionen. Jeg håber sådan at du er et andet sted i dag, og at du lever i lyset fra dig selv, og ikke i skyggen, den hungrende, hivende skygge, der så ofte ligger bag. Alt det bedste til dig og dine, du fortjener intet mindre end det bedste, og hvemend der har fortalt dig noget andet løj. Tak for din inspirerende tekst, med superfed rytme og trods tonen masser af omsorg, som jeg læser den, teksten om selvforsvar i min tolkning - og ikke flere definitioner herfra, hviskende eller larmende. Håber anoreksien er fortid, og et fjernt minde.

mvh Ansu
PS: sangen "Petit Frere" (Lille Bror, på fransk), af IAM, handler om en form for selvskade - der er ingen undertekster, men videoen forklarer lyrikken; og så er fransk jo bare for nice! "Like wiping your ass with silk" - citat fra... en eller anden skodfilm. Selv når man, ikke bevidst i hvert fald, forstår de franske ord er der forståelse - følelser er universelle. Musik hvordan følelser må lyde. Også Reverie, på f. eks. numrene "1 Syllable" og "Give It Time", er healing, for mig i hvert fald - hun, Reverie, er overlever af... utroligt meget. Og synger på engelsk.