Hej Stine

Tak for dine fine ord, det er dejligt at høre, at det ikke er helt ude i skoven. Jeg er ikke så erfaren med at skrive, derfor er det skønt, at du er kommet med nogle forbedringsforslag.
Det skal du have tak for!

Jeg har prøvet at forbedre teksten, bl.a. de ting du har påpeget, og hvis du har lyst, så du må gerne sige, om det er blevet bedre eller værre.

-----------------------------------------------------------------

Det var en kold decemberaften, og snefnuggene dalede ned fra himlen. Halvnøgen lå jeg ude i garagen – kun iført mine slidte knapper og lidt gaffatape. Der var ulækkert, og det var intet i sammenligning til den hyggelige stue. I de første to døgn havde jeg prøvet at flygte, men det var umuligt. Der var intet jeg kunne gøre, min skæbne lå ene og alene i hans hænder. Der skulle et mirakel til, hvis jeg skulle blive fundet i live. Min kropstemperatur var allerede faldet flere grader, og jeg var småt ved at være i livsfare. Hvis jeg kunne, ville jeg have skreget af smerte og lidelse. Hele denne håbløse situation virkede så urealistisk og nedværdigende. Var det virkelig på den måde, at jeg skulle dø?

Jeg var ulykkelig. Hvor jeg dog savnede fjernsynet, stuen og varmen fra brændeovnen. Hvorfor skulle vi skilles ad? Jeg var godt nok gammel, men jeg gjorde mit job fortrinligt. Han havde sikkert allerede fundet sig en ny… En ung og smuk asiat, hvis jeg kendte ham rigtigt, med en let og slank krop. Jeg sukkede lydløst, hvordan kunne han gøre det imod mig? Elskede han mig overhovedet ikke? Var jeg bare endnu et nummer i rækken, han havde holdt i hånden?

Gaffatapen holdt min spinkle krop sammen. Var det en løgn, endnu et ondskabsfuldt bedrag fra hans side? Hvorfor skulle han manipulere med mig? Han havde allerede såret mig, både fysisk og psykisk. Var det ikke nok? Mit hovedet var fyldt med spørgsmål, der nok aldrig ville blive besvaret. Én ting vidste jeg dog, det ville være dejligt at få tapen af; den strammede og gnavede så forfærdeligt. Jeg havde været bundet i en evighed, eller sådan føltes det i hvert fald. Min tidsfornemmelse var for længst væk, og dagene var som smeltede sammen. Hvor var min marionetdukkefører? Hvad havde han tænkt sig? Han kunne altid tage mig tilbage, hvis han ville og bagefter kassere mig igen. Det gjorde ingen forskel for mig, jeg vil altid vente på ham; jeg var ikke i stand til at komme videre.

Første gang jeg mødte ham var inde i en butik. Jeg var sammen med nogle venner, de fleste indvandrere. Han var først interesseret i min veninde frøken Phillips og prøvede at holde hende i hånden, men uden succes. Hun var heller ikke ligefrem billig. Skuffet drejede han hovedet og fik øje på mig, det var helt anden sag, man må jo have lidt selverkendelse. Målrettet stillede han sig ved siden af mig og beundrede mig i al stilhed. Han lod sin hånd glide nedad min krop. Han var solgt og et minut senere var jeg købt.

Med et blev der lige pludseligt lyst, og mine tanker blev afbrudt for en stund. Garagedøren var blevet åbnet på fuldt gab, og en gammel mand kom slingrende indad døren med en øldåse i hånden. Han var sikkert fuld, det lignede det i hvert fald. Han ledte efter noget, men hvad? Pludselig stoppede han op. Et par grumsede øjne kiggede intenst på mig. Var det ham? Han lignede jo slet ikke sig selv! Det røde hår var blevet gråt og kedeligt. Det havde engang været kraftigt og vildt, men tiden satte vel sine spor. Jeg grinede for mig selv, hvem skulle have troet at han ville få måne. Langsomt bar han mig udad garagen og længere opad stien, men så drejede han. Jeg var forvirret, hvorfor drejede han af lige før huset? Hvor var vi på vej hen? Efter lidt tid stoppede han udmattet op. Han lænede sig fremover og strammede grebet om min krop med sine rynkede hænder. Neglene borede sig ind i min venstre side, det gjorde pænt ondt, men så gav han slip.

Jeg faldt! Det føltes som om, at det varede i årevis, men i virkeligheden varede det kun få sekunder, før jeg ramte bunden af skraldespanden. Jeg prøvede febrilsk at orientere mig, men uden held. Luften flagrede forbi mig, og jeg prøvede desperat at klamre fast til noget, men der var intet. Kun tom luft. Der var ikke langt ned, og for hvert sekund kom jeg tættere og tættere på. Det kunne ikke være rigtigt! Det måtte være en drøm, et ubehageligt mareridt! Snart ville jeg vågne. Om lidt ville det hele være overstået. Selv i drømme kan man jo ikke falde for evigt.

Det var ikke lang ned til bunden nu, jeg kunne skimte affaldet. Hvorfor vågnede jeg ikke? Lige til det sidste blev jeg ved at være tapper, men hvad hjalp det mig.
Jeg vågnede ikke…

Hej Jacob
Tak dine fine ord og dine betragtninger, det er altid godt med lidt feedback. Angående sætningen, så har jeg tænkt lidt over den, men vidste ikke om den fungerede.
Dejligt du synes, den virker :)

Mvh. Thea