Læring og andre samfundsn...
Ole Vind Raa...
10 år siden
Fuglene
Hanna Fink (...
11 år siden
Fremtid og nutid
Lisa Brøndbe...
3 år siden
Gamle skole
Nikitaolsen1
9 år siden
Atomer & molekyler - nu p...
Mikala Rosen...
11 år siden
Belvedere, #momlife & mis...
Racuelle Hei...
5 år siden
Pizza
Kenny Raun (...
11 år siden
Hundrede af dem
Poul Brasch ...
6 år siden
Danmarks skønhed
Halina Abram...
1 måned, 7 dage siden
Perfektionismen dræber mi...
Neola
3 år siden
Min russisk ven
Halina Abram...
6 år siden
Wonder Woman, ny lakeret ...
Racuelle Hei...
9 år siden
Hundetyven.
Regitze Møbi...
10 år siden
Hjem igen
Salomon
9 år siden
Livsperspektiv
Flickarocks
9 år siden
Beskæring af roser
Hanna Fink (...
11 år siden
Fransk gummi
Tine Sønder ...
10 år siden
Tankemylder og dagene der...
David Hansen...
2 måneder, 18 dage siden
I aften ser vi Hobitten i...
Carsten Cede...
9 år siden
Hvorfor er jeg så ensom?
Neola
3 år siden
Karmacowboybukser og andr...
Olivia Birch...
9 år siden
uden søvn
Kenny Raun (...
9 år siden
Med hovedet et vist sted
Caby
9 år siden
Længe siden - update <...
RachelBlack
8 år siden
Kommunikation!
Racuelle Hei...
9 år siden
Så er der nok snart...
Michala Esch...
16 år siden
Vi væver jo bare
spinosi
8 år siden
Hadet til ham der ødelagd...
Musenmia
5 år siden
En sludder, hvis du kan l...
Racuelle Hei...
8 år siden
Fødselsdagsweekend.
Michala Esch...
16 år siden
Spejle
Marie Martin...
10 år siden
Valg 2019
Martin Micha...
5 år siden
At se tilbage
Simone Krist...
9 år siden
På vej hjem
Halina Abram...
6 år siden
Driving home for Christma...
Camilla Rasm...
7 år siden
Bornholm2
Michala Esch...
16 år siden
Cykelmareridtet og satans...
Carla Krogh ...
9 år siden
Tag et lyn.
Regitze Møbi...
10 år siden
Oktober
Camilla Rasm...
10 år siden
Hvordan?
Halina Abram...
6 år siden
Frikadellemor
Olivia Birch...
9 år siden
70 år + 3 dage
Peter Munk (...
10 år siden
En dagdog?
Kellany Bram...
11 år siden
Kærligheds og chili
Kenny Raun (...
12 år siden
Lyden af livet
Hannah White...
8 år siden
julen 2013
Frode Lindtn...
10 år siden
Årsdag
Mikala Rosen...
12 år siden
Flot fyr.
Ruth Christe...
7 år siden
3108 2019 kom pas passer ...
Martin Micha...
4 år siden
Den skjulte mening.
Liza Abildsk...
9 år siden
Uhm ... Efterårets kryb o...
Mikala Rosen...
11 år siden
Forfra... Hvor længe kan ...
Gittepigen
11 år siden
Det er ikke let
Baru
1 år, 10 måneder siden
Hvad er sommer for mig?
Jønsse
7 år siden
Guppy, vintertid, stjerne...
Mikala Rosen...
11 år siden
Selvdestruerende selvreal...
Kasper Lund ...
7 år siden
Fra jam til pølsefest
Martin Micha...
4 år siden
Det at blive mand
Ace Burridge...
11 år siden
En mission i livet
Salomon
9 år siden
Om at være tanketyven
Merida Dunbr...
5 år siden
Fjerde bog færdig, femte ...
JesperSB
2 år siden
Ferieslut
Hanna Fink (...
10 år siden
13/07/2016: UFO
Cecilie Revs...
8 år siden
Kære far ❤️
Musenmia
5 år siden
Julefrokost med at par sm...
Carsten Cede...
9 år siden
Ptojekt SØNDAGSJAM
Martin Micha...
4 år siden
Stine og mormor.
Ruth Christe...
7 år siden
Træt i dag
David Hansen...
4 måneder, 7 dage siden
Når vi nu snakker om posi...
Luna Mø
7 år siden
Jeg hader - Kasper Lund.
Kasper Lund ...
7 år siden
Musik fra USSR og Danmark
Halina Abram...
1 måned, 6 dage siden
Jeg ønsker mig ord - nye ...
Olivia Birch...
9 år siden
13 dage endnu... måske...
Michala Esch...
14 år siden
Vælg ikke tigeren, Martin
Olivia Birch...
8 år siden
Min første Fantasy novell...
JesperSB
3 år siden
Misforstå mig ret:
Christian Ba...
9 år siden
Omvendt ordstilling og te...
David Hansen...
4 måneder, 6 dage siden
Årh, mand! Det har bare været den vildeste uge – på den fede måde.
Mandag startede den intense uge op til "Den Store Koncert". Men hvad sker der mandag morgen? ALFen vågner hæs, med ondt i halsen og ørerne. Så da Allinge-bilen drøner til Sct. Nicolai Kirke, ligger jeg i min seng med snotpapir, næsespray og the.

Mandag aften kunne jeg så betragte koret og orkestret på tv-skærmen fra mit sygeleje. Og det så godt nok klemt ud!! Jeg har ellers altid syntes, det var en pænt rummelig kirke – i hvert fald efter Bornholmske forhold – men med orkesteropstilling, koropstilling og podium til solisterne, samt til vores dirigent, var der ikke meget plads. Smagsprøven mandag aften var fra Bachs kantate 131 "Aus der Tiefe". Jeg ville nu hellere have hørt Haydns "Theresienmesse" eller yndlingsstedet i Bach, men sådan blev det ikke. Men det var nu stadig fedt at høre – med orkester.

Da min mor hjemvendte, ringede jeg op for at ytre bekymring over, hvor i al videste verden, der skulle blive plads til mig og min stol? Men man er vel SuperMom, så hun fandt en skammel i gemmerne, jeg kunne have med og lige udholde at sidde på – vurderede jeg i hvert fald.

Tirsdag var tilstanden bedre, men stadig ikke god nok. Så endnu engang måtte jeg sengeliggende modtage aftenens referat af forløbet. SuperMom havde talt med vores dirigent og dem, der ville blive mine naboer i opstillingen, og svaret var samstemmende: "Selvfølgelig er der plads til Line!!" Dejligt; i et kor er man jo ikke uundværlig – slet ikke som sopran, vi kunne snildt meje en hel række væk, uden det ville gøre noget – ja, så kunne man måske ligefrem få en bedre ligevægt mellem de fire grupper.

Onsdag morgen genopstod ALFen fra de døde, og kunne være med til generalprøven. Lettere bævende og nervøs for, hvorvidt der var plads til mig og min skammel, drog jeg af sted med de andre tøser mod Rønne. Heldigvis var podiet til solisterne flyttet, så pladsen var mindre trang, selvom nogle måtte stå ved siden af korets podium, og andre var ved at falde ud over kanten og ned i døbefonten. Men det gik da. Det største problem var at sørge for, at alle havde udsyn til vores dirigent. Som hans kone, der også er sopran, sagde om hans dirigentskammel: "A big help for the LITTLE man!" Og for os andre. Jeg fik en god plads med direkte udsyn til ham, og ved siden af døbefonten, så der kunne opbevares halspastiller og vandflaske samt flyvske noder. Samtidig sad jeg lidt gemt bag orkestret, så det ikke var lige så iøjefaldende, at jeg sad, mens de andre stod. Samtidig fik jeg pladsen bag The Hotti!! Orkestret bestod af godt tyve fra "Unge Musikstuderendes Orkester". Egentlig tænkte jeg ikke over det, før vi i pausen snakkede om orkestret, og jeg blev sat ind i hierarkiet: "Dér er Nørden *fnis*, han bestemmer ALT og leger dirigent. Og dér er Bambieyes, hun er vist blevet kæreste med ham ... how?!" osv. Men ham på kontrabassen ... havde Mommy været tyve år yngre, havde hun efter eget udsagn nuppet ham: "Han har de lækreste skuldre og den lækreste nakke." Og da jeg havde pladsEN bag ham, måtte jeg da lige kigge, da vi efter endt pause stillede op igen. Og OH MY GOD! Han var fandeme lækker!! Havde sådan en nakke, man bare næsten ikke kan lade være med et nusse, og sådan en lille fordybning, hvor det ville være perfekt at plante et kys ... *suk* Havde man ikke allerede været afsat til anden side, var han blevet voldtaget på toilettet i pausen – kirke eller ej! Gud må holde med mig i denne her – hvorfor ellers skabe sådan en godbid? Nej, hvorfor æde den af koret medbragte kage, når man kan ...

Nå *host* ... men aftenen gik videre og tingene kørte pænt. Det var ret fedt endelig være en helhed – orkester, kor og solister – hvor tingene bare kørte. Det er det, vi har arbejdet frem mod over et halvt år. Da aftenen var til ende efter tre timer oder so, var jeg til gengæld fuldstændig smadret. Skammelen ligesom hældte mine lår ind mod hinanden, og hofterne var lidt for brede, så de blev klemt i træet og uden rygstød ... *MIF* Så under hjemturen trak det op til et ordentligt krampeanfald, som jeg dog prøvede at kvæle i fødslen med et par Klorzoxazon. Men who am I to bitch – de andre havde stået op samtlige timer og ikke bare onsdag, men også mandag og tirsdag.

Dette ændrede dog ikke på at torsdag, på første koncertdag, havde jeg kun sovet knap tre timer om natten og var ikke i stand til at stå op. Hm, wonderful! Men der var jo ikke så meget andet at gøre end at blive liggende. Om aftenen, da jeg skulle modtage dagens referat, havde jeg stadig ikke lukket et øje og var lettere omtåget af diverse piller. Mit opkald fra Mommy startede med: "Vi kom ikke ind!!!" Hvem, hvad, hvor? I himlen? Kirken? Men det var nu efter et solostykke, hvor koret skal ind på "Et resurrexit", at noget gik galt. Spørgsmålet er så, om publikum overhovedet har tænkt over det. Tusinde havde været henne og spørge efter mig, og det er da rart, at folk lægger mærke til, man er fraværende.

Torsdag nat fik jeg endelig sovet, og fredag vågnede jeg frisk og udhvilet. Alting var klart og pakket, og da vi kørte mod kirken var det en fed fornemmelse – jeg kom med! Tænk at have puklet gennem hele forløbet og så ikke være med til koncerten – no way! Fredag aften skulle jo også slutte med fest og middag, som jeg allerede havde betalt for. Mommy fik eksalteret meddelt, at orkestret også skulle med. Why am I not single? Heino havde meldt pas til både koncert, middag og fest, hvilket da også er fair nok – jeg gider sgu da heller ikke hans hjemmeværnshalløj. No bad fellings there. Men det er da rart, at min mor også går i koret – hvem skulle jeg ellers dele min musikalske interesse med? Men det er nu nedtur at komme høj hjem og ville fortælle, når manden hverken kender forskel på alt ("Er det en mandsstemme?") eller de mest simple udtryk.

Som sædvanlig var dresset "Helt i sort". Lettere panisk havde jeg været klædeskabet igennem, og fandt kun nogle sørgelig genstande fra H&M foruden kjolen med guldmønster, som der var blevet nedlagt forbud mod, jeg havde på. Til gengæld blev den pakket, så jeg kunne have den på til festen bagefter. Den sorte nederdel blev fnugrullet og strøget, så den så lidt mere hæderlig ud, og blusen var med bare skuldre og bindebånd i nakken, så den i det mindste var lidt mere opsigtsvækkende. Men hvor deprimerende – sort i sort. Prikken over i’et, så det blev lidt mere interessant, blev et dyrt sort slips, mine sorte, langskaftede støvler og pufhår med guldspænder og guldglimmer. Da vi skulle hente g-nodenøglen, der skal sidde på vores bluser under koncerten, gemte jeg mig bag et par af de andre, af frygt for at blive beordret til at smide slipset, mine ringe eller de påklistrede neglesten.

For ikke at tirre ryggen satte jeg mig ned i kirken, mens der blev øvet en time. Samtidig ville jeg spare stemmen, der ikke var heeelt på toppen endnu, så jeg ikke risikerede at miste den halvvejs gennem "Theresienmesse" (som det var sket onsdag).

Det var helt vildt! Det at sidde dér og få lov bare at lytte ... Det er så meget anderledes, end når man synger, fordi man koncentrerer sig om noderne, takten, musikken og dirigenten. Wow! Det var virkelig, så jeg fik en klump i halsen. Det kan man kalde guddommelig musik. Samtidig fik jeg lejlighed til at tjekke Mr. Kontrabas, der var mindst lige så lækker fra denne vinkel. Jeg sendte øjne til tøserne – og krydser fingre for, han ikke så det!

Allerede halv to (koncerten startede klokken tre) begyndte der at dukke enkelte publikummer op. Da koncerten skulle starte, var der dog ikke så fyldt, som jeg havde forventet. Er meget spændt på, om vi får under- eller overskud!

Koncerten gik fint. Bedre end torsdag efter sigende. Der var et par smuttere, men ingen større kiks. Alligevel var der lidt antiklimaks over det. Det var lidt sært at sidde dér og have den der følelse af 'hold kæft, hvor er dette her fedt!' og samtidig vide, at om halvanden time er det hele forbi. Så skal vi i gang med et nyt, og meget mindre, værk.

Bagefter er dog en helt speciel følelse. Når man på den måde, har været en fælles enhed, sker der et eller andet med folk. De normale kliker opløses, og folk der normalt ikke snakker med hinanden, begynder pludselig at tale sammen. Det er ligesom den fortrolighed, der kan opstå efter sex. Samtidig søger folk bekræftelse hos hinanden: "Vi var da gode ... ik’? Det gik da godt, gjorde det ikke?"

Efter en omklædning, så vi kunne slippe ud af det deprimerende tøj, kørte vi til en café, for at få en cappuccino, inden vi skulle være til festen. Vi kunne ikke nå hjem, men tiden gik nu også hurtigt.

Festen forløb også fint. Bortset fra problemer med lyden, så man ikke engang kunne høre sidemanden ordentlig, var det OK. Vi sad fordelt ved seks borde, og jeg savnede lidt at have haft muligheden for at snakke med nogle forskellige mennesker. Men jeg savnede også Heino!! Næsten alle dukkede op med kæreste eller ægtefælle, hver en kost var fundet frem fra gemmerne og stadset op til lejligheden, så det var med en sær følelse af at være bænkevarmeren, den kiksede pebermø, der dukker op med mor og far samt mormor som ledsager, der tyngede mig. Og der er da ikke noget ved at have så flot en kæreste, hvis man ikke af og til får lov at vise ham frem og blære sig lidt. Så næste gang kommer han med - om det så bliver frivilligt eller hylende og skrigende!

Der var nogle ret underholdende indslag undervejs, og Nylarskoret fik en god trediveårs fødselsdag. Efter middagen var der opsætning af balloner, mens der blev sunget en sang og tændt stjernekastere. Der var dog ikke plads til alle hundrede (?) mennesker på altanen, og da det samtidig trak op til dans – oh no – pakkede vi sammen og drog hjemad. Der var et lysbilledshow fra årene, jeg godt nok gerne ville have set, men det var ikke til at vide, hvor længe vi ville være fanget i tangohelvede, før showet ville gå i gang. Og det eneste værre end at sidde som bænkevarmer (hvis man overhovedet ville kunne have fået en siddeplads, når de fjernede bordene) er at være bænkevarmeren, en eller anden ’barmhjertig’ sjæl forbarmer sig over, så man bliver kastet rundt i en svedig favn, med en ølvom presset op ad én, og mens man træder vedkommende over tæerne, fordi man ikke ejer den mindste fornemmelse for dansetrin (ikke engang efter tre års danseundervisning som barn!).

Så det var hasta la vista til Bach og Haydn. D. 16. er næste kormandag, hvor der også er sangeralforsamling og kalas, så er jeg spændt på, hvad der nu skal på tapetet. Håber ikke, det bliver for stor en nedtur!

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Musikalsk efterspil er publiceret 07/04-2007 20:04 af Line Find-Andersen (ALFen).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.