”Har du lagt mærke til den røde bil, Villy? Den vækker sgu’ større opsigt end den nye mejetærsker oppe på Brogården. Selv ikke Jacopapegøjernes skrig kan overdøve den buldrende flod, umiddelbart til højre for mig. Og jeg havde troet på ham. Imellem rystelserne et øjebliks stilhed, før uvejret igen tager til med fornyet styrke. Martin bander. Min chance for redning. . Sin egen lille mor. Jeg gør mig klar. I tide fik han kastet bilen ud i rabatten, mens et inferno af rød lak og krom, passerede dyttende forbi, hvorefter den forsvandt af syne i en støvsky bag bavnehøjen. Ligesom med mors stemme. En jamrende skygge i mørket. Har ikke hørt noget til dem, i et stykke tid nu. Han må tale med hende, selvom hun næppe hører det. Og det siger ikke så lidt. Gravrøveren blæser krudtrøg bort og knæler for at undersøge Martins lommer. Idiot!Sneen daler langsomt og roligt ned udenfor, men inde er der stor postyr. Farc er sgu slet ikke aktive så tæt på Bogota, sagde han. Skriger. Der opstår bare et problem, fordi jeg ikke længere kan se gården for snestormen, der raser rundt om mig. Fornemmer projektilet sønderrive den unge stamme på sin vej, længe inden jeg hører skuddet. Det gav et ryk i ham, da han fik øje på en rød paryk med et skulderlangt brus af krøller. Jeg sætter mig ned og græder. Smertehelvede! Skrigene baner sig ved op gennem struben og ud gennem munden. Vinden skriger: "Vend om. Lågen er låst. Farer sammen. Jeg ser igen ud af vinduet, og jeg beslutter, at jeg vil tage min kælk over på den store bakke og køre ned af den bare en enkelt gang. Han forklarer, at han er en nisse og bor på høloftet. Håner mig. Udenfor overraskes jeg af kulden og blæsten, og det er ret hårdt at komme over til bakken. Hun ligger jo 6 fod under mulde, og hendes ånd er nok ikke fløjet ud og hen til ham. Hun skal hjælpe hende med maden. Fortælle, at han også har taget smykker fra en død. Jeg forsøger at kalde på hjælp, men min stemme virker så dæmpet, selvom jeg skriger. Lytter igen. Jeg får dog ikke lov og må gå slukøret i seng. Mærker min puls stige, men lader fornuften råde. Han så på klokken, men høfligheden bød ham imod at takke nej. Kæmper for at holde mit åndedræt under kontrol, og modstår trangen til at tørre blodet bort med mit ærme. En sidste altoverskyggende rystelse, der sprænger de sidste mindelser om det, der var engang. Accepterer illusionen om beskyttelse den yder mig, imens jeg febrilsk prøver at blinke blodet ud af mit øje. Han åbnede hoveddøren og førte sig husvant frem, mens han med et vist ubehag kiggede på de slidte møbler. "Kommer du?'" spørger vinden klagende, og Martin svarer: "Ja, lille mor. Sorterer. Hverken Jørgen, guerillaerne med deres døde øjne og rådne tænder, eller deres forbandede AK-47’ere. Klar til at krumme mig sammen, til langsomt at krybe fremad Mod floden, mod friheden… Hjem. Det indtørrede mudder fra mit bukseben ligger ved mine fødder. Regeringsstyrker over alt, mand. At de skulle tilbage. En lænke rasler. Mørket er ved at falde på, da vi sætter os til at spise. Han sparker i blinde og hører endnu et skrig. En modkørende bil, nærmede sig i rasende fart. Hører kun regnskovens egne lyde, insekterne, fuglene og floden. Han vil lukke ørerne, for skriget er vel bare hans dumme angst, der får ham til at høre lyde, der ikke er der. Drevet ham af den smalle markvej til kirken, og nu står han mellem høje popler og et højt stakit af smedejern. Efter at have gennemgået sognets seneste nyheder, rejste Villy sig og takkede for kaffe og passiar. Det lille bindingsværkshus lå vindt og skævt bag de høje kastanjetræer. Modstår fristelsen til bare at spæne mod kløften og håbe på det bedste, velvidende at selv en så kort distance let kan tage adskillige minutter at forcere. Øjnene rødsprængte. Grønne, runde øjne lyser mod ham. Hjertet prøver at flygte ud gennem hans navle. Det hvide skær fra vinduets tynde gardiner holder mig vågen, og jeg lister ud af min seng, da hele huset er blevet stille. Villy virrede med hovedet og stoppede op, mens han mumlede: ”Hvad i alverden var det? Var det ikke en rødhåret kvinde med et brus af krøller i en Farrari?” Han kastede et ekstra blik i bakspejlet, men så blot de samme køer fra før, der uanfægtet lå i græsset og gumlede videre, mens en dvask flue havde sat sig på instrumentbrættet. Sikkert en kat. Et brag flænser luften. Maren skænkede, mens hendes øjne mødte hans blik. Katteører. Identificerer lyden, og tvinger mig selv til igen at trække vejret. Rystelser ingen tror mulige, før de selv har oplevet dem. Jeg ser ham ikke, men næste morgen er grøden væk, og jeg fortsætter med at give ham grød hver jul, hvis nu jeg eller andre skulle blive fanget i en snestorm og have brug for en nisses hjælp. Det eneste han vil have er risengrød med kanel og smør, og jeg snøfter og smiler. Kan ikke være mere end højest femten – tyve meter væk, men stadig ude af syne. Et snapshot af lykkelige smil i alt det hvide. Gennem de åbne brædder så han solstriben danse i rød lak og krom. Blod og hjernemasse plasker mod lågen. Sit eget skrig. Jeg spørger ham ved hoveddøren, hvad han vil have for sin hjælp. I en fart. " Men vel vil han da ej. Så lyden af det første spæde skrig. Ingen behøver at vide det. Han aner det i en flig af månelys og lægger en næve på lågens klinke. Et øjeblik er alt stille. ”Du skal da ha’ en kop kaffe, Villy!” sagde hun og satte et par skårede kopper frem. "Du kommer ikke til at sladre," rasper det fra bylten, der har rejst sig og fortsætter. Villy satte postbilen ned i hastighed. " Martin vil sige en masse. Grib chancen for at være med til at skabe noget, udlev eventyret. Det kan jeg godt give ham. Min bror dækker bordet i spisestuen, hvor jeg også sidder ved vinduet. Ved det uden at kunne forklare hvor fra, men floden er min vej ud. Sneen fyger rundt om mig, og da jeg næsten ikke kan se, og min kælk føles alt for tung, beslutter jeg mig for at vende om. Vi takker for maden, og jeg har lynhurtigt spist i håb om at nå ud i driverne inden mørket helt har overtaget bakkerne omkring gården. Jeg er temmelig forkølet, så jeg må ikke egentlig lave noget, men det irriterer mig, at jeg ikke kan springe ud i den nyfaldne sne. Men alle ord sidder fast og vokser til en byld, der truer med at sprænge hans kranie. Kom med til Columbia, havde Jørgen sagt. Han vil fange det, og presser sin sidste energi ned i benene, samler den desperat til et spark med to ben. Det er jo fordi, han har dårlig samvittighed. Solen tog livtag gennem de små ruder, og tapetet havde visse steder givet op og hang ned fra væggen. Og ikke bare indbildning. Forvirret kiggede han på Maren, der med et underfundigt smil om læben kneb ham let i kinden og sagde: ”Hvad du ikke ved, Villy-Post er, at jeg fik en pæn lottogevinst sidste måned, så mon ikke at det er på tide, at Maren får sig et nyt liv?” Villy måbede og stirrede over mod staldporten. Et stort inferno af væren. ” lo Hans-Peter. På rystende ben stirrer ned ned mod en klump, der vrider sig. Blod og slim. Idiot! Jeg blinker et par gange inden jeg lukker øjnene og lader mine ører alene om at sondere det grønne helvede der omringer mig. Ved hoveddøren kastede han et adspredt blik på kommoden. Vinduerne havde forgæves sukket efter maling i årevis, og ved branddammen stod brændenælderne mandshøje. En meget lille mand i rødt tøj og en stor brun spids hue rækker en hånd hen imod mig. Jeg presser ryggen hårdt imod den tynde stamme bag mig. Ilden fortærer alt i de sekunder jorskælvet varer. Men vinden har vækket ham og drevet ham ud af den varme seng. Lugten. For den slags kan ikke lade sig gøre. Jeg griber den, og den lille mand leder mig tilbage til gården. Jeg kan bare ikke sove. Næste dag, hvor mor laver risengrød, stjæler jeg en stor potion og sniger ud med den til nisse i laden. "Kom med mig, du lille menneskebarn," siger en venlig stemme, og jeg ser op mod sneen. Det skraber i gruset på den anden side. Skriget der runger nu er ikke hans eget. Dens horn peger på ham. Jeg vil sige ham tak igen, men han er pludselig væk, og jeg går ind i varmen. Far er lige kommet ind fra stalden, og han står og tramper sneen af sig. Lytter. Ingen bevægelser overhovedet. Lytter. Villy parkerede foran den gamle staldport, og kastede et flygtigt blik på den frønnede dør inden han steg ud. Det sidste hus på postruten var Marens. Mor råber til min søster, Caroline fra køkkenet. Gårdspladsen henlå i skygge, som tykke totter af mos på taget havde kvitteret for. Flere skrig. Måske sommervarmen havde fået ham til at se ting, der ikke var? På postruten næste dag faldt Villy i snak med Hans-Peter fra Vestergården. "Jeg har brug for de smykker. " Han svarer kun i tankerne, for han er alene i nattens mørke, og han ved det bare er indbildning, at vinden taler med mors stemme. Hvad Fanden sker der? Han omklamres af et skrig og tumler baglæns, mens skyggen lægger sig omkring ham. Præstens dorske gråstribede Olfert måske? Der er dens skygge i månelyset. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal gøre. Den døde har ikke. Villy kaldte på Maren, som dukkede frem bag køkkendøren, mens hun tørrede hænderne i forklædet. Martins sved bliver kold som hagl, mens han vakler baglæns og vil hjem. Foretager ingen hurtige bevægelser. Glimt af et svimlende hvidt lys og hvide kitler. Stilheden hvilede over landskabet, mens solen skinnede på de grønne bakker med de gumlende køer