1 år, 3 måneder siden

Dårligt selvværd og selvmordstanker

Dagene der forsvandt som ...
David Hansen...
3 måneder, 15 dage siden
Den Søde.
Ruth Christe...
7 år siden
Gud hader dig, og især mi...
Kasper Lund ...
8 år siden
Jeg skrev en tekst jeg sk...
Regitze Møbi...
9 år siden
Morgens musik
Halina Abram...
6 år siden
Morgenstemning og ord
Kathi12
10 år siden
Det er ikke let
Baru
1 år, 10 måneder siden
Valg 2019
Martin Micha...
4 år siden
Hvad vil du være?
Marie Martin...
10 år siden
Ferie
Hanna Fink (...
7 år siden
Houdini - Kasper Lund
Kasper Lund ...
8 år siden
Spoken Word Festival 2014...
Kenneth N. C...
9 år siden
Højskolehjemkomst.
Hanna Fink (...
10 år siden
Sommer
Hanna Fink (...
7 år siden
Langt fra Las Vegas
Tine Sønder ...
12 år siden
Nye chili
Kenny Raun (...
10 år siden
Flytnings-spænding, og li...
Kasper Lund ...
8 år siden
P's liv, en skriveproces ...
Camilla Rasm...
11 år siden
Kære Hr. Rasmussen - Jeg ...
Christian Ba...
9 år siden
De første år
Camilla Grub...
10 år siden
Læring og andre samfundsn...
Ole Vind Raa...
10 år siden
Road to nowhere, dagens p...
Camilla Rasm...
7 år siden
Jeg kan ikke nå's!
Katrine Søre...
10 år siden
Dag nr. 5 på fyldepinden....
Gaffa Brandt
11 år siden
Karrusellen af Kaos - Kas...
Kasper Lund ...
8 år siden
Introduktion til mig
Anne Olsen (...
9 år siden
Farvel til ”vores udveksl...
Carsten Cede...
9 år siden
Op på den hest!
Bastian
11 år siden
Kære natbog (IX)
Olivia Birch...
9 år siden
Søndag eller syndedag ?
Michael Nevs...
6 år siden
Jeg skal have en lille pr...
SoffiG
10 år siden
Sikke en dag
Ruth Christe...
7 år siden
Måske nattøjsdag
Hanna Fink (...
11 år siden
Påske
Hanna Fink (...
8 år siden
julen 2013
Frode Lindtn...
10 år siden
Det dér med dyr...
Michala Esch...
10 år siden
Brunkager
Hanna Fink (...
9 år siden
Ophold
Hanna Fink (...
6 år siden
i bad med Noa
Peter
8 år siden
Tilrettet sofabord
Peter
9 år siden
Sommer
Hanna Fink (...
10 år siden
Ferieslut
Hanna Fink (...
9 år siden
Nyt år
Martin Micha...
4 år siden
23.01.2023

Hvornår kan man sige at man har dårligt selvværd eller selv tillid? Hvornår bliver det farligt for en selv? Hvad med selvmordstanker? Hvornår begynder man at være farlig for en selv? Hvornår skal man tage selvmordstanker alvorligt?

Hele min barndom har været præget af dårligt selvværd og selvmordstanker.
Det begyndte i 4 klasse.
Jeg kunne tydeligt huske mine første tanker.
Jeg gik hjem fra skole, og jeg kiggede på de mange biler som kørte forbi mig. Jeg kunne ikke holde op med at tænke på hvordan det ville være hvis jeg nu bare lige gik ind foran en af dem. Tanken om at jeg kunne stoppe mit liv, stoppe mine tanker, mine følelser og især stoppe min ensomhed.
Hvem ville egentligt savne mig, hvis jeg forsvandt? Ville nogen overhovedet blive ked af det, hvis jeg ikke var her mere? Hvorfor var jeg egentlig i live? Hvad var meningen med at jeg var her på denne jord? Hvad hvis det nu var en fejl at jeg blev født?

I starten fik jeg bare disse tanker en gang i mellem. Men med tiden kom tankerne oftere og blev mere dominerede. I slutningen af 4 klasse flyttede jeg skole, og det hjælp en del. I 5-6 klasse fik jeg det bedre og mine negative tanker kom sjælet frem. Men i 7 klasse skete der pludselig nogle forandringer, og mine tanker blev slemme igen.
Jeg vil mene at i 7 klasse havde jeg det værst. Jeg følte mig som et forfærdeligt menneske. Da jeg gik på gaden, følte jeg mig mindre værd end alle andre. Jeg følte at jeg var en fejl. Jeg følte mig forkert og mindre værd end alle andre mennesker på jorden. Jeg kunne ikke holde ud at se mig selv i spejlet. Da jeg stod og børstede tænder, så vendte jeg ryggen til mig selv. Jeg kritiserede og nedgjorde mig selv så utroligt meget, det var nogle forfærdelige ting jeg sagde til mig selv, igen og igen. Jeg var jo næsten ond mod mig selv.
Jeg var grim, tyk, uduelig, en fejl, en fiasko, uelskelig, en idiot og en der ikke kunne gøre noget rigtigt. Jeg følte at jeg ikke var værdig nok til at leve.
Mine selvmordstanker var frygtelige kraftige. Men jeg snakkede ikke med nogen om det.
Det skal så også siges at jeg aldrig rigtig gjorde noget fysisk mod mig selv. Jeg prøvede på et tidspunkt at skære i mig selv, men det mislykkes og siden da gjorde jeg ikke noget overhovedet.

Mellem 7 og 8 klasse, fik jeg min første kæreste. Han var 7 år ældre end mig og man skulle jo næsten tro at mine selvmordstanker stoppede da jeg fik en kæreste. Men næ nej. Det var et meget turbulent parforhold, jeg følte aldrig at jeg gjorde ham tilfreds. Det hele handlede næsten kun om at få bekræftelse af ham, men samtidig kunne jeg ikke modtage komplimenter. Hver gang jeg fik et kompliment, sagde jeg til mig selv, at det ikke var sandt.
Jeg kæmpede for at gøre min daværende kæreste tilfreds og lykkelig, men det lykkes aldrig. Han ville altid have mere. Jeg kunne ikke sige fra over for ham. Jeg blev udsat for seksuelt overgreb i løbet af 2 år, og psykisk vold. Han blev ved med at sige at hvis jeg forlod ham, så ville han begå selvmord, så jeg turde ikke slå op med ham.
Samtidig havde jeg det forfærdeligt med mig selv. Jeg følte hele tiden at jeg ikke var god nok, lige meget hvad jeg gjorde.

Jeg gik til psykolog i 9 klasse, det hjælp lidt, jeg lærte at tale pænt til mig selv og se mig selv med andre øjne. Selvmordstankerne blev mindre kraftige.
Men efter at jeg valgte at slå op med min ekskæreste, faldt jeg ned i det sorte hul igen. Jeg var 17 år på det tidspunkt. Jeg havde mistet den kærlighed og bekræftelse jeg fik af min ekskæreste, og det var pludselig meget tomt.
Selvom at jeg havde været til psykolog, var jeg ikke nået til det punkt endnu, hvor jeg selv kunne elske mig selv og give mig selv den bekræftelse, som jeg havde fået af min ekskæreste.
Så jeg fik et slags relaps og faldt tilbage til mine gamle tanker og følelser. Jeg valgte at skrive 17 farvel breve til forskellige mennesker i mit liv. Jeg var ikke længere sikker på, hvad der ville ske med mig selv. Jeg må indrømme at efter jeg skrev brevene, blev tanken om at forlade verden nemmere.
Før hen havde jeg aldrig taget mine selvmordstanker sådan virkelig seriøst. Jeg havde altid vist at jeg ikke var eller ville være et egoistisk menneske. Jeg kunne på ingen måde få mig selv til at gøre sådan noget mod mine forældre eller min lillebror. Jeg viste godt inderst inde at det ville give store konsekvenser hvis jeg nogensinde begik selvmord. Så selvom at jeg havde selvmordtanker, så viste jeg godt at jeg aldrig nogensinde ville gøre noget. Jeg kunne ikke holde tanken om hvad der ville ske med min familie, hvis de fandt mig død et sted. Det knuste altid mit hjerte at tænke på hvordan min mors reaktion ville være. Jeg ville aldrig nogensinde kunne få mig selv til at sætte dem i sådan en situation.
Men nej hvor var jeg dog træt af livet. Jeg tænkte på alle tænkelige måder at slutte mit liv på.

I starten af 2020 begyndte jeg på en ny uddannelse, og jeg vil vove at påstå at det ændrede mit liv. Mine selvmordstanker forsvandt fuldstændig. Jeg fandt noget der gav mening for mig. Jeg så pludselig en fremtid for mig. Det lyder måske lidt kliché, men jeg kunne pludselig se meningen med mit liv. Jeg flyttede hjemme fra og arbejdede et stykke tid i Schweiz, og mødte mange nye mennesker. De negative tanker blev meget mindre. Jeg blev bare meget gladere.
Nu er jeg 21 år og jeg har ikke haft selvmordstanker siden jeg startede på min uddannelse. Mit selvværd er blevet markant bedre, men det er stadig ikke i top.
Jeg tror at, når man har haft det sådan med sig selv siden 4 klasse, så sidder det dybt inde i sig selv. Det er svært at vænne sig af med det.
Mit selvvæd er noget jeg konstant arbejder på at forbedre, nogle dage er det nemmere end andre at være positiv og tænke positivt om mig selv. Men helt generelt er det blevet meget bedre.

Hvorfor vælger jeg at dele alt dette?
Jeg har aldrig nogensinde haft medlidenhed til mig selv. Med mit dårlige selvværd, følte jeg altid at jeg fortjente alt det negative.
Men jeg deler dette fordi, jeg ved at der er mange andre unge som har det svært. Måske har de det ikke præcist ligesom mig. Men dårligt selvværd er noget som mange mennesker har, og det kan være utroligt svært at komme af med det. Måske kan man relatere lidt til det jeg skriver, måske slet ikke. Men da jeg havde det svært, savnede jeg at kunne snakke med nogen, som kunne forstå mig, og som selv havde erfaring med det jeg gik igennem. Hvis jeg havde mødt en person den gang, måske allerede i 4 klasse eller 7 klasse, som jeg kunne dele mine tanker med, så havde det måske gjort det hele lidt nemmere. Nogle gange er det rart at vide at man ikke er den eneste der går og har det sådan her.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Dårligt selvværd og selvmordstanker er publiceret 23/01-2023 21:16 af Sibylle.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.