Den sidste uges tid har været fuld af forskellige ting. For mange har det været efterårsferie, det har jeg dog ikke haft. Men fordi min kæreste har haft efterårsferie har jeg tilbragt meget af tiden hjemme hos ham. Der samler sig efterhånden en stor bunke vasketøj da jeg som regel tager hjemme fra mig og ud til ham, men så fra ham af og i skole eller på arbejde. Dér har jeg dog ikke lyst til at slæbe mit vasketøj med. Specielt fordi jeg risikerer at blive visiteret på arbejdet.

Kærestens forældre er i Kina nu her og derfor har han rådighed over bilen. Han har fra start af talt om at det skulle udnyttes til en køretur fra Fyn og op gennem Jylland for at besøge hans bror i Århus og bedstemor længere nord på. Den tur var vi på i sidste weekend om lørdagen. Det føltes som om det meste af dagen gik med at køre og eftersom jeg ikke kører måtte min kæreste sidde bag rattet. Men vi kom til århus, fik samlet broderen op og kørte videre til den gamle bedstemor som jeg skulle se for første gang. Hun lå i sengen på plejehjem, virkede ikke som om hun havde de store kræfter, hørte ikke så godt men var ellers overraskende klar i hovedet for en kvinde i 90'erne.

Det var noget af en oplevelse at se de to fyre sammen med deres bedstemor. De virkede oprigtigt glade for at være dér og snakkede med hende om alt muligt. Jeg selv kunne ikke tale højt nok til at bedstemoderen kunne høre mig. Jeg har det ikke helt godt med at sidde og råbe at folk. Men min kæreste råbte til og han bror var jeg virkelig imponeret over. Han kunne næsten bare tale med hende og det virkede ikke nedladende eller noget.
Efter besøget tog vi hjem til broderen igen, gik ud og spiste i smukke Århus og hyggede kort hjemme i broderens lejlighed som var smukt indrettet. Så var vi på vej hjem igen.

I disse dage har jeg som sagt ikke ferie - men jeg er alligevel heller ikke så travlt optaget så derfor har jeg tilbragt meget tid hos kæresten. Onsdag var jeg også meget tidligt hjemme og onsdag fik vi at vide at min kærestes bedstemor var død.
Rune blev ringet op og jeg kunne godt høre at det var noget lidt mere alvorligt. Jeg tænkte at det var arbejdet eller noget. Der har været nogle mindre konflikter. Min kæreste tog mobilen med ud af stuen, lukkede døren mens han talte. Efter et stykke tid stak han hovedet inden for for at sige at hans bedstemor var død og han gerne ville være alene lidt. Jeg hørte det knap nok. Troede at jeg havde hørt forkert. Jeg var.. paff. Anede ikke hvad jeg skulle gøre. havde bare lyst til at holde fast i ham. Trøste ham - men han ville være alene.
Jeg sad i sofaen og anede ikke hvad jeg skulle foretage mig. Jeg rydde op, lagde tæppet sammen, satte puder på plads og... ventede. Jeg kunne høre ham gå rundt. Snakke mere i telefon. Pudse næse. Gå rundt. Snakke. Gå rundt og rundt og jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Var det bedste at gå når han ville være alene? Var det bedste at gå hen til ham? Hvad var egentlig bedst at gøre? Hvad kunne jeg overhovedet gøre?

Efter et stykke tid der føltes som for evigt kunne jeg ikke lade være længere. Jeg rejste mig. Gik tøvende hen mod døren. Gik tilbage igen. Gik hen mod døren lige så langsomt igen. Stod ubeslutsomt med hånden på dørhåndtaget. Så åbnede jeg døren og min kæreste stod lige på den anden side. Jeg tror bare vi sagde "hej" og så holdt vi om hinanden i rigtig lang tid. Jeg kunne se at han havde grædt og det var noget af det sværeste. Så smuk og dejlig og jeg kunne ikke gøre noget for ham. Da vi satte os i sofaen stirrede han også bare ud i luften og jeg kunne ikke finde på andet end at holde ham i hånden. Lige så langsomt begyndte han at følge sine faste runtiner. sagde at han ville tænke på noget andet. Vi så film og gik i seng. Han sad oppe og læste det meste af natten og det var okay for mig.

Næste dag var tingene noget mere normale og nu er der ikke så meget at mærke på ham længere. Han er vel stadig i sorg, men der er igen plads til at resten af verden igen eksisterer. Det er der også for mig. Det var dog en meget mærkelig oplevelse.

Så jeg har været sammen med ham det meste af ugen. Selv efter at mit rene undetøj slap op - og pt. har jeg hans på. i dag er første dag hjemme. Jeg spekulerer på om vi kan tåle at bruge så meget tid sammen eller om det er sorgen der gør det. Men det er blevet til færre kys end normalt. Jeg ville ønske at jeg kunne finde ud af at gøre det hele bedre.

En ting er kyssene, men også den morgen Rune sprang op fra sengen, sagde at nu skal vi op og gik ind i stuen uden så meget som at kigge bagud eller spørge hvad jeg syntes. Jeg hader kommando-tonen. Jeg VIL bare ikke kommanderes rundt og jeg blev liggende. Igen var jeg såret. Han kom ikke ind igen. Blev i stuen og spillede computer. Det var først da jeg måtte op for at gå på toilettet at han råbte 'Its alive!" eller sådan noget. Bagefter gik jeg i køkkenet og kunne ikke komme videre. Min kæreste kom og efter et kram var han tilgivet uden nogen sinde at vide at der var noget galt.
Han kan ellers ikke lide ikke at få at vide hvad der er galt, men hvad skulle jeg sige? "Det var fordi du stod op på den måde"? "Jeg følte mig efterladt"? I dont know. Men jeg er ikke typen der buser ud med det. Som bliver vred over det. Jeg bliver bare såret.

men alt i alt - he is still so great!