Kære elskede Mathias og Andreas.
ØV, så er der allerede gået et år igen…
8 lange år, 8 splitsekunder er gået, siden I døde derude i bilen.
8 år hvor I har manglet hver dag.
8 år hvor alting bare er gået videre, selvom I ikke er med……………………
Forstår det stadig ikke, forstår ikke at I bare kan forsvinde, men ”alle andre” gå videre, nærmest som intet hændt, har de glemt jer ??
Jo, jeg går også videre - er endog flyttet som I måske har bemærket ? - men bestemt ikke uden knaster ! Der er stadig rigtig mange ting der slår hårdt, og sikkert vil blive ved med det, og mange tanker om hvor I havde været, hvis altså………
Mange tanker om, hvorfor fanden I ikke fik lov at blive her og få et liv som de fleste, hvorfor han skulle slå jer ihjel ? Et svar får jeg aldrig… Sikkert heller ikke svar på, hvorfor han aldrig har fået en dom, end ikke er blevet tilkendt skylden  Nej, det er ganske uforståeligt, han kan køre så vanvittigt, slå jer ihjel, og så ”bare” køre og leve videre.
Nej, alle mine tanker og alle mine tårer bringer jer ikke tilbage, men de er der alligevel. Kommer helt af sig selv.
Kære drenge, jeg glæder mig til vi ses igen en dag – om mange år – for det er jeg bare nødt til at tro på, vi gør !!!
De allerkærligste knus og tanker
mor
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.