Statusopdateringer. Et begreb man ikke kendte til, da jeg var ung.

Facebook. Det handler om status. Om at fremvise det man har - kæreste, børn, lejlighed, penge, frihed, evner - eller arbejde på at få det man gerne vil have, mage, job, anerkendelse. Det er så ufattelig gennemskueligt og alligevel er man selv slave af fænomenet. I perioder, når der ikke har været noget interessant mandfolk at stalke, så er min aktivitet stille og roligt tørret ind til en lille rallende rosin. Men lige så snart der er noget, der for alvor fanger interessen, som nu, så er jeg all over the place. Det er så ækelt, det er så ufattelig værdiløst. Man stalker og stalker hinandens digitale fodaftryk og forsøger at stille det hele op i en ligning, en slags formel for, hvad det er for et menneske, man har med at gøre. Men man ved jo ikke en skid. Man får ikke svar på en skid. I stedet så ægger alle disse ubrugelige usammenhængende oplysninger ens hjerne til at beskæftige sig med at gisne om de mest ufrugtbare ting.

Dø. Facebook. Dø. Ligeså forlorent, plastisk, kvalmende og artificiel som Jell-O.

Det virkelige er i det virtuelle og det virtuelle er i det virkelige. Overalt, uundgåeligt, som pollen. Det er til tider dejligt anvendeligt og reproduktivt, og af og til er det ren gift. Men min hjerne kan næsten ikke engang krænges rundt til at forestille sig en verden uden det. Selvom det er sådan jeg er vokset op. Tiden, med en fastnettelefon, med én linie, ét nummer. "Goddag, det er Kristian, er Neon hjemme". En date ringer. Ens far tager telefonen og råber gennem hele huset: "NEEEEOOOON en Søren-Jørgen i røret." (Alle tilbedere i mine spæde teens blev dubbet Søren-Jørgens af min far) Og alt blod i hele ens teenagekrop skyller op i kinderne, som en stor Thailandsk tsunami. Strømpesokkerne laver nærmest hjulspind, mens man spæner ud til telefonen, som ubehjælpeligt hænger fast i køkkenvæggen med en krøllet uklippelig navlestreng. Man vil forhindre at faderen laver flere jyske far-jokes og pinlige armprutter ned i røret til den sikkert dødnervøse hormonomsuste teen i den anden ende. Og den selvsamme far sidder og griner smørret mens han systematisk rører rundt i kaffen og overhører den lavmælte krampagtige biografaftale blive arrangeret. Man smider røret på, sender et dræberblik, som ville afsvede håret på faderens hoved, hvis ellers ikke han i forvejen var pilskallet.

Se. Denne situation ville slet ikke forekomme i dag. Nu sendes der SMSer og der chattes på Facebook inde på de lumre og dårligt udluftede teenværelser, og faderen sidder og rører uvidende i sin kaffekop, mens han bladrer i avisen på en iPad. Kan vi overhovedet forudsige, hvilke konsekvenser det kan have at disse unge mennesker ikke bliver udsat for så pinagtige ydmygelser så tidligt i deres liv?

(Sorry, total tankediarré. Jeg lader det bare flyde ud fuldstændig ucensureret, så Mand med Slips langsomt bliver kvalt i dette atomare udslip af gøgl, minder og refleksion.)

(Når jeg skotter op på min tekst og ser de nedfældede bekymringer om 'ungdommen nu til dags' så fatter jeg, at jeg allerede tilhører de voksne, de kedelige og de gamle. Stol aldrig på nogen over tredive!).