Når liv forsvinder..

Ny Picanto
Peter
11 år siden
Ferie
Hanna Fink (...
9 år siden
Mit lys brænder
Tine Sønder ...
10 år siden
Man kan nok ikke give mød...
Ace Burridge...
11 år siden
Livet tur-retur
denblaahund
9 år siden
Tomhed
Majtb
9 år siden
Er det noget eller det fo...
Maria jayash...
1 år, 2 måneder siden
Spand med sand, der skal ...
Michala Esch...
6 år siden
Sæsonpræget spisevaner 24...
Anna Gammelg...
1 år, 7 måneder siden
Et skridt nærmere
Liza Abildsk...
9 år siden
Skæbne
Hanna Fink (...
10 år siden
back agien!!
Lisa Fjord (...
10 år siden
At miste styrringen og jo...
Bastian
11 år siden
Frikadelle sved & æggepru...
Racuelle Hei...
9 år siden
Nogle gange kan tingene gå helt enormt hurtigt.

Teaks farfar røg på hospitalet sidste søndag - natten til torsdag døde han, i sidste uge. Begravelsen er på lørdag.

Teak mener ikke han skal med. Det er vigtigere at komme på ferie. De var ikke tætte, men sådan er familier vel så forskellige. Jeg vil ikke misse en eneste begravelse i min familie. Selvfølgelig - såh - jeg har ikke mødt ham i alle de år jeg har kendt Teak. Ikke en eneste gang. Jeg har kun hørt ham tale om ham, de gange hvor jeg selv har spurgt ind til hans familie, ellers har jeg intet hørt.

Tja - og tæller jeg efter på fingrene tror jeg også jeg har haft Teak med hjem foran min familie flere gange end jeg har mødt hans mormor.

Jeg kan ikke lure om det er en familieting, eller om det bare er Teak der har svært ved at lade folk komme tæt på. Eller måske svært ved at føle at de er tæt på

Turen går på ferie på fredag. Fredag skulle vi gerne ud og holde release på webshop jeg har lavet. Lørdag er der afgang til Skagen, sammen med mine forældre. Min far runder en begravelse med en kollega. Min mor gav mig et mindre møgfald over at han ikke havde tænkt sig at deltage i den begravelse - jeg endte med at give hende besked på at hun ikke skulle moralprædike for mig, eftersom det ikke er mig der skal træffe beslutningen.

Det gik dælme stærkt, med Teaks farfar. Første tur på hospitalet var en søndag. Der kunne han tale - tre kvarter tog det, før han blev træt og faldt i søvn. Vågnede fem minutter senere og pludrede videre med os, til vi tog hjem en halv times tid senere. Dagen efter var talen begrænset til vokal-lyde og han var tydeligt udmattet af at kæmpe mod sygdom. Tirsdag var ikke meget bedre - dog klart bedre da vi gik i forhold til da vi kom. Det eneste han kunne udtrykke klart, var at han ville hjem. "Kom nu!". "Hvorfor ikke?". Han forstod ikke hvorfor det ikke kunne lade sig gøre. Kateter, ble, isotonisk saltvand og glukoseopløsning. Hans krop gav op før han gjorde. Hans liv forsvandt stille og roligt.

Og nu er der så begravelse. Jeg har aldrig været til en.

Hvem ved, måske bliver på lørdag første gang, afhængigt af hvad det hele ender med....

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Når liv forsvinder.. er publiceret 23/07-2013 22:54 af Sophie Hatter (Femininum).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.