Så blev det søndag (igen). Jeg kan ligeså godt sige det som det er, jeg HADER søndag. Søndag er absolut den værste dag ud af ugens syv dage i min optik.

1) Ugen er slut
2) Mandag (den næst værste dag) er lige rundt om hjørnet.
3) Skal stort set altid lave lektier eller afleveringer (i dag er ingen undtagelse)
4) Jeg skal omstille mit hoved på en ny uge
5) Har ikke overskud til noget som helst

Jeg har altid haft et anstrengt forhold til søndag, håber det bliver bedre med årene og jeg så kan lære at nyde søndagens ro og melankoli lidt bedre. I dag har jeg ellers prøvet at gøre det lidt hyggeligere. Det regner og jeg har tændt stearinlys (læs: er gået i søndags overlevelses mood).

Vi slap fra "DEN VIRKELIGE VERDEN" i nat, det var nok de tre ord, jeg sagde mest i løbet af en time i går. Da A, L og jeg sad på et meget lille og intimt værtshus i en sidegade til Nørrebrogade. L stødte som sagt til efter, at hun havde fået fri fra arbejde, A og jeg havde siddet på en café med hendes efterskole veninde. Efter at efterskole veninden var daffet afsted brainstormede A og jeg lige aftenens forløb. Vi blev hurtigt enige om, at vi var spændte på at se hvilket humør (læs: sindsstemning) L befandt sig i. Sjovt at sådan en lille detalje kan være afgørende for aftenens forløb.

Introducering af L:
L er som sagt en af mine bedste veninder. Hun er skøn, en drømmer, smuk, åben, sensitiv (både følelsesmæssigt og for nødder) og temperamentsfuld. Da vi var mindre lignede vi meget hinanden, og gør det stadig den dag i dag. Da vi gik i folkeskole pjækkede vi oftest fra tysk sammen og gik i stedet til bageren, hvor vi købte hele butikken. Så stillede vi et overdådigt (fødselsdags) morgenbord op og supplerede med kakaomælk. L kan altid (læs: når hun har overskud) sætte sig ind i mine følelser og komme med guldkorn til måden at tackle dem på. De sidste år har ikke været nemme for hende, og det har været svært at agere veninde.

I gymnasietiden kæmpede hun med høje forventninger til sig selv (en kamp jeg også kender til), hun var et stort nervevrag (perioden er ikke ovre endnu), hun var fraværende i vores venskab. Jeg konfronterede hende med de facts, at hun slet ikke havde været der for mig da jeg måtte erkende, at jeg blev nød til at droppe ud af gymnasiet og gå til psykolog, fordi jeg var stresset og deprimeret over tilværelsen. Jeg forstod godt, at det var svært for hende, fordi hun selv befandt sig i en mindre livskrise, der mindede meget om min egen (en krise hun ikke selv fik erkendt og arbejdet med, men først er begyndt at arbejde på nu). Hun havde fået sin første rigtige kæreste og var glad på det punkt, men hun kunne ikke kontrollere sine egne følelser. Så det udviklede sig til et stormfuldt forhold. Efter gymnasiet rejste hun til Berlin og boede der i et halvt år. Det satte forholdet på prøve, og hun trådte ved siden af et par gange. Det var problematisk for hende at stå på egne ben og klare sig selv (læs: et curlingbarn i frit fald). Da hun kom tilbage til Danmark, befandt hun sig igen i en krise, fordi hun skulle rette op på hendes økonomiske situation, knas med kæresten, finde sig et job, tage kontakt til bekendte/venner og omvendt følte hun ikke at de kontaktede hende. Hun var sårbar og følte ikke at hun slog til, samtidig med at hun også bebrejdede omgivelserne for ikke at slå til.

I sommers startede hun på dagshøjskole i København, hvor perform og følelser som sagt er i højsædet. Det er hårdt for hende, nogen gange forstår jeg ikke, at hun udsætter sig selv for de konstante følelsesmæssige rutscheture. Jeg beundrer til gengæld, og har stor respekt for hendes mod til at følge hendes drømme. Påtrods af, at hun har forliget sig med tanken om, at hun ikke skal være skuespiller. L er blot nysgerrig og interesseret i teater-faget og den dertilhørende verden.

L befandt sig heldigvis i en af de høje kurver på rutchebanen, så hun var glad og tilstedeværende. På trods af at hun havde haft en uge i helved på sin skole. Dejligt hun ikke lod det gå udover os, men glædeligt kunne fortælle, hvad der var gået galt og hvad, der havde været frustrerende for hende. Så kunne vi ellers grine over det og kommentere.


Tilbage til "DEN VIRKELIGE VERDEN" !

Jeg brugte ovenstående tre ord meget i løbet af en time, da vi kom ind på min bolig situation. Jeg bor stadig hjemme og lever et forholdsvist priviligeret liv. Jeg tager ansvar, giver og tager. Sådan fungerer firmaet herhjemme. Vi kom ind på emnet, fordi vi kom til at snakke om boligmarkedet og hvad man kan forvente at skulle stille op med det. Jeg fik hurtigt ridset min egen forestilling op om emnet (når jeg vel og mærket når så langt).

1) Vil have mit eget i en "ubegrænset" periode (minimum 2-3 års lejeperiode)
2) Ville godt kunne dele med en bekendt/veninde (så længe vi lever selvstændigt)
3) Vil godt selv købe/låne, når der er sparret op til det.
4) ØNSKESCENARIET: Mor og far laver et forældrekøb (kommer aldrig til at ske)

A flyttede hjemmefra efter sit efterskole ophold, og har siden boet forskellige steder med forskellige mennesker. Hun var tvunget til at flytte, fordi hun ikke havde det godt under de omstændigheder, som gjorde sig gældende på daværende tidspunkt i familien (det skal siges, at A's familie er som en anden familie for mig, fyldt med så meget kærlighed og omsorg). Nu bor hun sammen med to andre piger på Nørrebro og er sikret værelse i meget lang tid, fordi en af pigernes forældre lavede et forældrekøb (heldige kartoffel!!). Det har altid løst sig for A - og det gjorde det også denne gang. Hun har levet i en papkasse on and off, og det ville jeg aldrig kunne gøre. Hun er sej! Sådan hænger DEN VIRKELIGE VERDEN altså sammen som ung i den københavnske beton-jungle, hvilket jeg har svært ved at forestille mig selv være en del af.

Realiteterne kan tids nok komme snigende, men lige nu har jeg én forestilling om tingene. Jeg vil helst bare holde fast i min egen verden lige nu og først begynde at tænke på den virkelige verden, når jeg er tvunget til det. Én ting ad gangen - so far, so good.

Tilbage til en halvfærdig dansk stil og "MIN VIRKELIGE VERDEN" ;-)