...but you never fail to complicate it every single time (Mika, "Blame it on the girls")
Jeg har lidt gået rundt med en frygt siden jeg blev færdig...
For nu er studielivet slut. De trygge rammer er væk. Visheden om, at jeg faktisk har styr på tingene er væk. Og det er faktisk ikke særligt fedt.
Nu skal jeg ud og bevise for verden, at jeg faktisk kan noget. Jeg skal bringe min uddannelse i brug. Og så kan der stå nok så mange flotte 12-taller i række, men jeg mister fuldstændig troen på mig selv, og er bange for ikke at slå til. Det eneste, jeg rigtig føler mig sikker på, jeg kan, er at skrive... Og selv det havde jeg fået mig selv helt i tvivl om...
Jeg var til møde med min sagsbehandler forleden dag. Og pludselig sagde hun det, jeg har gået og frygtet... At jeg skulle søge job som pædagogmedhjælper, "...for der er gode jobmuligheder."
Jeg gik helt kold og så mig selv bruge resten af mine dage sådan, og så kunne min fine uddannelse være lige meget... Mine syv år som pædagogmedhjælper havde nær taget livet af mig, jeg var så ked af det til sidst at jeg græd hver morgen når jeg cyklede på arbejde...
Så jeg kom til at tude da jeg fortalte det til Bo om aftenen...
Og jeg kom til at tude næste dag, da jeg sad herhjemme alene...
Og jeg kiggede på whiskyflasken i skabet og overvejede at drikke mig en ordentlig fjer på...
Og jeg skrev som gjaldt det livet, for sådan føltes det: "Nu eller aldrig, for en pædagogmedhjælper har intet overskud efter arbejde og så er mine forfatterdrømme omsider løbet ud i afløbet" (det og så er det jo NaNoWriMo, så det var alligevel planen), og så gik jeg alligevel i stå og tårerne begyndte at trille ned ad kinderne på mig...
Og så pludselig kom jeg til at tænke på en telefonsamtale med Camilla (storesøster) for 1½ år siden, hvor jeg sagde:
"Jeg har faktisk tænkt, at jeg måske bare skal finde en deltidsstilling som pædagogmedhjælper igen når jeg er færdig, for det jeg ville med min uddannelse var jo at få en litterær dannelse jeg kunne bruge i mine egne skriblerier, jeg har ikke behov for at vise verden hvad jeg kan, og blablabla" (I forstår nok pointen).
Og så tænkte jeg over det... Og måske er det mest min egen stolthed, der står i vejen for tanken... Jeg kender lidt for mange, der er ansat i fuldtidsstillinger, hvor der bliver set stort på om 37 t/u reelt betyder i omegnen af 50 t/u - jobbet skal bare gøres. Hvis jeg endte i sådan et job, ville jeg med sikkerhed ikke have overskud til at skrive og også have familie ved siden af... Men et skema i en daginstitution kan man faktisk godt regne nogenlunde med. Og grundlæggende kan jeg jo faktisk godt lide at arbejde med børn... Det største problem førhen var jo nok, at jeg havde ret små børn hjemme, og derfor aldrig fik ro i hovedet. Jeg brugte min energi op på arbejde og hadede mig selv fordi jeg manglede overskud til mine egne børn... Og det blev en ond cirkel til sidst. Det var fantastisk at slippe ud... Men nu...?
Jeg tror godt jeg kunne blive glad for det igen med de rigtige kolleger, og jeg kunne jo altid søge videre hvis det viste sig at være galt...
Så jeg har sendt en ansøgning af sted til et sted som jeg syntes så rigtig godt ud, og jeg håber, at de i hvert fald vil tage mig til samtale, så jeg kan snuse stemningen igen og mærke efter hvilke følelser det vækker i mig...
En ting er sikkert: Det skal ikke være en forfejlet faglig stolthed, der holder mig hen i en frygt for at præstere, en frygt for at være en fiasko i andres øjne... Hvis jeg er glad for mit liv, skal jeg da bare blæse stort og flot på hvad andre (der i blandt mig selv) tænker om pædagogmedhjælperen, der flygtede til universitetet, læste og knoklede på i fem år, for så igen at blive pædagogmedhjælper...
Jeg vil aldrig fortryde min uddannelse, litteraturvidenskab er noget af det bedste, der nogensinde er sket for mig, og det bliver ikke taget fra mig, bare fordi jeg ikke gør karriere indenfor området. Den eneste karriere, jeg reelt drømmer om, er en forfatterkarriere, og den er der alligevel ingen garanti for uanset, hvor fint et job jeg så får...
Det behøver ikke være så svært alt sammen. Det er bare arbejde...