Totalt apatisk stod jeg ude foran ambulatoriet. Jeg var i KRIG med mig selv og den kørte på højblus inde i hovedet; ”skal-skal ikke” ”ej jeg kunne også tage et ORDENTLIG nøk i dag og ryge på bussen senere på ugen” NEJ, du må starte et sted! ”skal for øvrigt også tidlig op i morgen” ”har brug for det har brug for det”!!!!!

Bip-bip og jeg får en sms.
Så skal det tilføjes at L tog MIN telefon med på ferie og efterlod hans egen hos mig (vi har ens mobiler), hvilket i sig selv har været enormt irriterende.
Sms’en var fra en ”Tine fra cafeen”, som med ”søde” og ”knus” ville høre om han kunne holde varmen – med smiley – og om han snart skulle på skibet igen.

AHHHHHH og den kunne jeg så ikke lige kapere og frem for at se logisk på det, røg jeg direkte i den mistroiske fælde.

Om jeg så der syntes jeg skulle synke antabussen? N E J!!!

Men…jeg gjorde det sgu alligevel. Måske var jeg bange for følgerne hvis mit sind blev bedugget med den sms i tankerne.

Hvad helvede laver han egentlig på det skib? Og hvem helvede er ”Tine fra cafeen”?

Ved nærmere eftertanke kan beskeden OGSÅ forstås venskabelig.

Åh men for pokker! Det var bare alt andet end jeg havde brug for lige der. Mit hoved er så bragende skrøbeligt i forvejen og min tryghed som hans kæreste er ligeså.

Mest af alt havde jeg lyst til at skrive tilbage til hende ”Tine” MMMMMMMØGLUDER du skal ikke kalde MIN kæreste for søde….men skal jeg reagere, må det vel være med tanker om hvorvidt jeg kan acceptere at han giver sit nummer ud til piger der kalder ham ”søde” og/eller om jeg bare er lidt for hys.

Jeg er træt…TRÆT af at være så usikker og bange hele tiden. Træt…TRÆT af at falde i søvn med ondt i maven…og træt af at undvære ham.

Han kommer hjem i morgen, sen aften, og tager af sted næste dag, tidlig morgen!

Skal jeg være ærlig…helt ærlig, så føler jeg mig sgu ikke særlig elsket!

Bange..er hvad jeg føler mig!!!