I dag læste jeg "Kunsten at kende sig selv" skrevet af en mavesur og pessimistisk tysk filosof; Arthur Schopenhauer. At læse denne spydige misantrop lagde grunden til en indre forsegling. En indelukket ensomhed, en stilhed som kun blev brudt af 3 samtaler med min bank omkring bestillingen af et nyt Dankort.

Nogle gange føler jeg i sandhed, at jeg er på grænsen til ikke at eksistere. Som jeg endte med at sige til min bankrådgiver: "Det begynder at tyde på, at jeg kun er en mærkelig mislyd i jeres system". Det forsikrede han mig nu om, at jeg ikke var. Det er nu 4. Dankort han bestiller til mig, de tidligere er ikke nået frem, og dét, der endelig nåede frem, blev i går spærret efter 3 pinkode forsøg. (Min bankrådgiver havde forsikret mig om, at det fortsat var den gamle kode, hvilket viste sig ikke at være sandt). Nu har han atter bestilt et nyt.
Nu synes alle sikkert at det er lidt voldsomt at drage konklusionen, at JEG er mislyden i systemet, men det beror på, at hver eneste gang jeg er i berøring med et eller andet system, så eksisterer jeg ikke, eller også sidder jeg på tværs i en eller andens systematiske univers. Jeg kan lige fortælle, at jeg i dag også fik en pakke fra min venindes webshop, 2. gensending. Første gang: Rigtig størrelse, forkert farve. Anden gang: Rigtig farve, forkert størrelse. I det mindste nåede pakken da frem, hvilket må betyde, at andre kan se den mærkat, hvor jeg med stor umage har printet mit navn med sprittusch og klistret op med tape. Jeg ved ikke hvor længe jeg holder ved, det er som om jeg allerede er ved at slippe i kanterne.
Lige som dengang jeg boede på Vesterbro, hvor min adresse på mystisk vis blev slettet. Jeg fik ingen post overhovedet. Jeg klikkede ind på min borgerdk side og fandt ud af at adressen stod som 'slettet', det blev dog aldrig opklaret, hvem som havde slettet den. Hvilket i samme ombæring fik mig til at gennemgå hele min digitale tilstedeværelse, og jeg fandt, at en læge, jeg aldrig nogensinde har besøgt, kendt eller hørt om, i min medicinjournal havde udskrevet børneormsmedikamenter til mig. Jeg har hverken børn eller orm. Så skulle det da lige være en digital en af slagsen. Af den grådige type som gnaver på alle ens registreringer, som gnasker personnummer, telefonnummer, postnummer og vejnummer i sig, den er ikke kræsen, den har en stor appetit og går ikke af vejen for fråde et kortnummer og en pinkode og nu vi er i gang, en buksestørrelse. Findes sådanne orme? En orm som vokser sig fed på min eksistens reduceret til tal, så den en dag kan sprede sine taltunge excelark og blafre ud i verden. Jeg tør vædde med, at sommerfugleeffekten kan spores tilbage til denne her ondsindede digitale bændelorm, der som en systematiske slibrig parasit har udvalgt sit offer.

Det er mærkeligt at bo i stuen. Man kan ligesom høre de dumpe trin på fortovet, jeg ved ikke om folk træder hårdere, fordi det her går lidt op af bakke, men det runger ligesom dybt ned i jorden og man kan høre trinene langt før stemmerne. Og man kan høre stemmerne langt før man kan se personerne. Jeg har overhørt mange samtaler her fra mit kammer. I lørdags var det sådan eksempelvis en stavrende flok "Lålålålålåååå, låååå lålålålålålå". I går var der en sur mor der råbte " Nu STOPPER du, ellers får du ik lov at få Pony med".
Lige nu er jeg eksempelvis helt sikker på at atomfysikeren Holger Bech Nielsen er gået forbi mit vindue. Det lød umiskendeligt som ham, det er næsten ikke til at tage fejl af hans højtråbende og tydeligt talende facon, luften var et øjeblik fyldt med kridtstøvede Higgs partikler. Måske var jeg blevet atomfysiker, hvis jeg havde haft en lærer, der kunne råbe i en så højspændt og næsten hysterisk høj diskant. Det var dette og hint og teorien om alting og ingenting i anførselstegn.