De første dage
Michala Esch...
14 år siden
Hvorfor er jeg så ensom?
Neola
3 år siden
Selvudvikling et moderne ...
Bella Donals...
7 år siden
Hvem fortjener blomsten?
Racuelle Hei...
8 år siden
Stemme
Halina Abram...
6 år siden
Dagen idag virker langsom
Kellany Bram...
11 år siden
Pensionisten
Hanna Fink (...
8 år siden
Romanprojekt, kunst, bog ...
Shirley Anke...
10 år siden
Tror livet har fået stres...
Ace Burridge...
11 år siden
Еnke
Halina Abram...
6 år siden
Kafferumlen - Kasper Lund
Kasper Lund ...
8 år siden
Den Søde.
Ruth Christe...
7 år siden
Hvem sætter temaet?
Olivia Birch...
8 år siden
Israel
Salomon
9 år siden
Selektiv skriveblokering
Olivia Birch...
9 år siden
3 hjullers cykel
Halina Abram...
6 år siden
Godt Nytår
Hanna Fink (...
4 år siden
Skagen
Peter
10 år siden
Spaden, og Distortion - K...
Kasper Lund ...
8 år siden
Kære natbog (XVIII)
Olivia Birch...
8 år siden
Tanker
Racuelle Hei...
6 år siden
Første kritik godt modta...
Bella Donals...
8 år siden
Guldbryllup
Hanna Fink (...
5 år siden
Dagen tiltaget med 3 time...
Hanna Fink (...
9 år siden
Hvis jeg havde tid.
Jytte Westen...
10 år siden
Kvinders sanser og mænds ...
Racuelle Hei...
9 år siden
SSO - stress
RachelBlack
10 år siden
Skizofreni, en status eft...
David Hansen...
1 måned, 28 dage siden
Himlen er silke.
Vejrudsigten siger, at højtrykket kommer med våd uld de næste dage.

Jeg befinder mig på et plateau, hvor jeg ikke forstår oktober. Altså så længe himlen er silke. Det har været anderledes, næsten indian fall. Mens "indianerne falder", trækker jeg vejret ind og rummer det som en ballon på helium, der mister tyngde og bare er.

Man skal ikke altid forstå, online-ulve. Og slet ikke lige nu. I dag.

Træerne leger modebladskontrast med de røde murstensblokke. Sten er egentlig bare sten, men deres farve er mere passioneret og løber af med træernes sjæl, som den giver til vinden, der puster den tilbage i birkenes toppe og atter forvandler dem til brandmandstentrakler i himlens sø.

Man skal bare være.

Jeg har ikke set trækfugle endnu, men trætoppene er nærmere, og jeg har set deres bær, der splatter ned som semitørrede rosiner. Lige under skosålerne.

Der er ikke zen på programmet, zen er der bare. Som en online-ulv, der har spist sig mæt. Alle indvolde melder fred og ingen fare. Fordøjelsen lægger et beslag af guld på alle deres funktioner - de er beærede over tjansen.

Tidens livmoder og et billede af en skov i løvfald. Man skulle altid være i denne tilstand...sidder og smiler ad flere imaginære online-ulve: Husk at stille urene tilbage næste uges weekend! De der små detaljer, som dukker op, når man bare er. Rent stilleben, men mere som en solstråle fanget på vej ind i en diamant, end et maleri af en skinke med en flue på. Man kan huske igen i denne tilstand. Detaljerne. Uden frygt. Var ved at glemme, men billedet stoppede i tidens livmoder og detaljerne voksede ind i mig, selv vintertiden ;O)

Jeg tæller tegntælleren, bange for at miste poesi på en fredag eftermiddag. Det handler om tilstanden og ikke 4000 tegn, tænker jeg og lyver for mig selv. Skærmen stjæler mit nærvær, men den ved ikke, at den gør det. Den har bare brug for at føle nærvær som alle andre. Vi er som vikinger, der deler en fluesvamp og hallucinerer derudad, selv om vi kun er ca. halvvejs (pokkers, det burde jeg ikke vide).

Ahem, skidt med tegntælleren, for tilstanden tæller mere, og jeg kan mærke den endnu. Jeg er først ædru, når jeg holder op med at skrive.

Det er oktober, det er nu. Det er mig, der skriver, hjemme og på arbejdet. Det er børnene på museet, der graver arkæologiske fund op af sandkassen, laver decoupage eller syr. Det er P, som har fået det bedre og vist nok skal sælge sit hus, men ikke kan huske, om han faktisk underskrev en aftale. Osv. Medgang og modgang. Men lige nu et privilegeret liv af fred og ingen fare...næsten flatlinet, men alligevel så levende.

Det er tone mørkere nu, og et fly maler akvarel på himlen i sin efterårsferieflugt sydpå. Først over Skælskør, så...måske Sydeuropa? Skærmen blinker og kalder mig tilbage: 17.53. Uret nederst i højre hjørne. Det første køkken i blokkene overfor har tændt lys og husker mig på lugten af stegte løg.

Min krop er varm mod kontorstolens ryg, og dagen er forvandlet til blå time, som jeg hellere må lave en ode til. I næste uge er det sidste udkald for blå time EFTER endt arbejdsdag, og man må vente til weekenderne med at opleve dem. For de fleste folk er det to dage om ugen! Man synger oder for den blå times død og lige til man kan opleve den igen til næste år.

Det er to toner mørkere siden sidst jeg så ud ad vinduet. Hvis jeg ikke huskede noget, så lignede det en forårsaften. Mørket kommer og sminker årstidens ansigt tilbage til ungdommen, godt hjulpet at den vindstille botox.

Skærmen lyser som det eneste i mit kontor, og dagens prædiken er snart færdig - lidt under 500 tegn igen ;O) Det kan godt lade sig gøre at være. Ikke at prædike, hvordan man bedst bare er, men bare være. Og dagens tekst giver ikke mening, den rummer mig bare. Jeg har skrevet og er blevet til helium. Det er hvad der kan ske: når man selv forsøger at rumme, så kommer noget andet og rummer en.

Blokken overfor er en silhuet, og der er lys i et soveværelse. En menneskeskygge går ind i en opgang. Den bærer på en pose. Måske det nærliggende pizzaria. Der kunne erindres meget og endda laves en historie på det billede, men jeg har for travlt med at være i nuet, så jeg vil finde et billede af den skov og sætte det på dagens tekst.

Kom her online-ulve! I har jo allerede fået nadver. Kan se, I ligger velnærede og fordøjende.

In nomine patris et filii et spiritus sancti...og et krat bag øret

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Oktober er publiceret 18/10-2013 18:40 af Camilla Rasmussen (II) (Camra).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.