Jeg er vant til dig

Ferieafslutning
Hanna Fink (...
10 år siden
At skrive mig ud af tinge...
Bastian
11 år siden
Så blev jeg et telt-menne...
Michala Esch...
16 år siden
Skrivende
Michala Esch...
6 år siden
Guppy, vintertid, stjerne...
Mikala Rosen...
11 år siden
Skoddag
Suree Lio (L...
11 år siden
Hvem fortjener blomsten?
Racuelle Hei...
8 år siden
Dagene der forsvandt som ...
David Hansen...
3 måneder, 20 dage siden
Farvel til ”vores udveksl...
Carsten Cede...
9 år siden
13 dag på fyldepennen. Er...
Gaffa Brandt
11 år siden
Karmacowboybukser og andr...
Olivia Birch...
9 år siden
Skriveblokering og psykos...
David Hansen...
4 måneder, 13 dage siden
Jeg mangler ikke ord, tanker eller følelser. Jeg tænker for meget, og føler det for heftigt, men jeg kan ikke sige det højt.

Det er den bedste forklaring jeg kan give mig selv. Men hvorfor sådan en trang til at forklare mig overfor mig selv? Er det en forudsætning (en øvelse) for at kunne forklare det overfor omgivelser og omverdenen? Ja det er det, men jeg burde være nået dertil, hvor det ikke burde betyde noget, for det er prøvet og gjort mange gange før.

Jeg kan dog ikke ryste af mig, hvor skuffet jeg er over mig selv -det gik faktisk nogenlunde -det var/er hårdt, men der var et flow og et drive jeg kunne bruge energi fra. Nu er drivet væk og flowet er fuldt ud ligegyldig. Det er sådan jeg føler det hele -ligegyldigt og intetsigende -arh okay ikke helt, fordi mine børn er mit lys og vil aldrig blive intetsigende. De kan godt mærke at mit humør ændrer sig -jeg bliver meget hurtigere sur og irriteret og ked af det ikke mindst. Jeg flyver meget op og ned i humøret og der skal ingenting til før jeg begynder at tude -ÅRH hvor jeg hader det -jeg hader, når jeg skal reagere som om hele verdenen falder sammen, fordi nogle små og ubetydelige ting driller, fx at jeg spilder salt, at jeg taber et glas osv.

Jeg burde gå en lang tur, for at få andre indtryk ind, men jeg kan dårligt nok rykke mig ud af stedet. Nu har jeg levet med sygdommen on&off siden jeg var 14, og selvom det er ubalance i hjernens kemi, så bliver jeg så træt af mig selv. Jeg har altid bare gerne ville følge normen for en positiv og givende tilværelse, men min sygdom spænder ben for det ønske. Og medmindre at folk kender mig privat, så har de ingen chance for at vide, at jeg rent faktisk ikke kan gøre for det. Et brækket ben ville være at foretrække, for så ville undringerne, spørgsmålene, bekymringerne og blikkene forsvinde...

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Jeg er vant til dig er publiceret 14/11-2013 14:12 af Juliane Thøger (Thøger).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.