Selvom jeg kalder mig Kåemer, er jeg ikke særlig anonym. Jeg hedder Kjeld Munch Rasmussen, bor i København med min ven, Finn. I min ungdom var jeg medlem af Jehovas Vidner, og det har præget mit liv på godt og ondt. I 1955, da jeg var 19, flyttede jeg til Norge, og boede der i tolv år. Jeg arbejdede da et par år som pionér – heltidsforkynder – blev så gift og fik en søn. Men i 1967 blev jeg udstødt af menigheden og skilt. I disse få ord ligger et større drama, som jeg har fortalt mere udførligt om i min livshistorie.

Jeg flyttede da tilbage til København. Enhver der husker den tid ved, hvordan de forskellige frigørelsesbevægelser florerede. Jeg levede med i det hele, det var noget andet end tiden med Jehovas Vidner. Fra den ene yderlighed til den anden. I 69 mødte jeg min ven, og vi blev registrerede i 89, på dagen tyve år efter, og nu, i 2009, er der altså gået yderligere tyve år. Det har været år med store glæder og store sorger. Nu lever vi ret roligt her i København og i sommerhuset på Djursland.

At skrive er min måde, at bearbejde mine livserfaringer på. Jeg har skrevet et hav af noveller, essays plus artikler til foreningsblade. - Det har betydet en del i mit liv, at jeg på grund af mit engagement i Jehovas Vidner aldrig fik nogen større uddannelse. Jeg har så uddannet mig selv, dels ved erfaringer og dels ved at læse. At læse og skrive, har jeg altid fået tid til, uanset hvordan mig liv ellers har artet sig.

Alle kommentarer til forfatterens tekster (577)
Læs også forfatterens egne kommentarer (980)