Her sidder jeg nu.
   Med aftrykkene af dine store sorte fødder, som du plantede i min røde mose uden at spørge om lov.
   Her sidder jeg nu.
   Forpustet og såret, mens jeg prøver at indkalde mine uduelige vagter, som var hyret til at holde mennesker som dig væk.
   Her sidder jeg nu.
   Spekulerer på hvordan du kom ind. Fandt du mon en lille sprække, som jeg havde overset under min daglige og grundige inspektion.
   Hvad var det du skulle?
   Bevidst ravage?
   Hvad bilder du dig ind?
   Hvordan vidste du at det var det der skulle til, for at ødelægge min mørtel?
   Hvad bilder du dig ind?Sådan at mase dig ind i mit hoved, forstyrre mine tanker og så bare efterlade mig. Alene. Tilbage.
   Med flere spørgsmål end svar.
   Du kender mig ikke. Jeg kender ikke dig. Men kontakten sidder nu der hvor du efterlod den.
   Glemte du den bevidst?
   Eller var det en fejl og savner du den nu?
   Men du får den ikke!
   Den er min nu. Og jeg bilder mig ind at den er vores. Vores! Din og min.
   Når der åbnes en sprække, så kan den ikke tætnes igen.
   Vi kan lade som om. Men den er der. Og vil mærkes.
   Du kan ikke være det bekendt!
   Tænkte du slet ikke over konsekvenserne af dine handlinger?
   Hvad bilder du dig ind!
   Sådan at lege med mig. Pirre mig. Slæbe mig ud i dine bundløse fodaftryk. Hypnotiseret.
   Du er en sirene.
   Jeg tror godt du ved det.
   Eller også gør du ikke.
   Men dine aftryk vidner om at du var her. Og stadig er.
   Og de er tunge!
   Så tunge!
   Efterlader du dine visitkort overalt? Eller er det kun hos mig?
   Jeg vælger ikke at tro det.
   Jeg vælger at gøre mig speciel. Kald det selvbedrag.
   Kald det hvad du vil.
   Hvad bilder du dig ind!