Lykken er at finde det man engang har tabt, eller er det?
Jeg mindes de 3 ord, du så sødt hvisket ind i mit øre - under den stjerneklare himmel.
Jeg mindes den sang, vi en gang nyder sammen - så'nogen som os, har jo brug for en Kæreste.
Jeg mindes dine øjne, der lyste som en klar stjerne- på nattenhimmelen.
Jeg mindes det sus, du gav mig i maven - da du gav mig, mit livs knus.

Nu er tiden gået, og hvor vi før var beskyde, af den kærlighed der en gang sang så smukt i vores hjerter.
Er venskabers bløden hjerte, kommet til maget.
Men hvilket venskab!!! Og hvorfor den længsel i hjertet
Er det de ord der er blevet sagt, eller de knus der er blevet givet?

Og når jeg i dag står ved kanten af vandet, og kikker ud på det dybe hav, og en stille vind flyver hen over den strand ”den strand hvor vores hjerter en gang var sammen” og vinden hvisker stille dit navn. Hvorfor kan jeg så ikke finde den ro og venskab, vi har sagt vi skulle have.

Hvorfor føler jeg mig, ene og forladt.
hvorfor er det som 1000 spydspidser borer sig ind i min sjæl.
Hvorfor er venskab så svært, med en man elsker?