Da hun igen lagde røret, indså hun, at hun var helt alene, at der ingen var, der var i stand til at opfatte, at bægeret allerede var fyldt op. Den lille rest af livskraft der tidligere havde været, var nu helt forsvundet. Hun kunne ligeså godt vælge, at gå af dødens vej. Hun var nød til at erkende, at de mennesker der var tæt på hende, ikke kunne se, hvor desperat hun i grunden var, og hvis de alligevel kunne, gik de åbenbart ikke op i det. Men måske var der bare i bund og grund intet at gøre. Måske var hun dømt til, at leve hele sit liv sådanne? Trist og deprimeret, uden at nogen synes at forstå. Eller ville de ikke forstå. Måske ønskede de slet ikke at se ind bag hendes facade, når hun en gang i mellem gav dem lov. Der var ret mange ting efterhånden, som hun undrede sig over. Men mest af alt, så ville hun bare gerne hjem igen.

Rykket op
   med rode
   plantet om
   i potte
   Forventer i ærligt
   at dette skal erstatte mit hjem
   Hun var lige for nylig blevet indlagt på den lukkede ungdomsafdeling. Lægerne havde været bange for, at hun ville gøre skade på sig selv, og i værste fald, tage sit eget liv. Hun var ikke længere bange for døden. Den skræmte hende ikke. Hun havde efterhånden leget med døden en del gange. Desværre - synes hun selv - var det ikke lykkes for hende. Men det var hendes intention. Helst inden hun blev tyve. Hvorfor hun lige havde sat sig for, at det skulle være inden hun blev tyve vidste hun ikke helt. Der var bare et eller andet ved den alder, som skræmte hende. Eller var det bare fordi hun ikke kunne længere. Hun havde kæmpet forgæves i så mange år efterhånden, så nu kunne det være nok. Sådan følte hun i hvert fald. Hver gang hun havde forsøgt at forklare sig, følte hun ikke de lyttede. Hun følte ikke, at de troede på, at hun mente det særligt seriøst. De havde dannet deres meninger, fra de tidligere indlæggelser, derfor mente de åbenbart ikke, at hun kunne ændre sig, at hendes sindstilstand ville ændre sig. De mente nok bare, at hun altid ville være, som de havde set hende, de andre gange hun havde været indlagt. Men kunne de da ikke se det. Var det så svært ? Hun lå bare der, i sin seng, skiftevis sov og græd. Gad ikke stå op. Inderst inde, ville hun ønske, at hun kunne forklare dem om sine tanker, alle de ting som foregik inde i hovedet på hende. Men hun var bange for, ikke at blive troet, bange for hvad de ville tænke om hende. De kendte jo allerede til mange af de ting som var sket og stadig skete. Det havde hun fortalt dem, i hvert fald i små brudstykker. Men hvad med alle de ting hun ikke havde sagt. Var de fuldstændig ligeglade med det.

Rianes barndom havde ikke været særlig rar. Det var sket flere gange, at hun var kommet hjem fra skole eller arbejde, og fundet sin mor bevidstløs på gulvet. Hver gang gav de hende skylden for det. Men det hun huskede allerbedst, var dengang hun kun var seks år. Riane kom hjem en dag, efter at have været henne for at lege hos en kammerat. Ambulancen holdt ude for deres hus. Hun tænkte at det nok bare var hendes mor der igen havde forsøgt selvmord, men at hun var så heldig, at denne gang, var det ikke hende som havde fundet hende. Riane gik stille og betuttet ind i huset. Kiggede forsigtig ind gennem døren. Der stod så mange mennesker. Riane kiggede rundt, forvirret. Forsøgte at se hvem der lå på gulvet, var det mon hendes mor. Rianes mor stod op, hun stod ved siden af faderen. Begge vendte de sig om og kiggede hen mod hende. De havde dette bestemte blik i deres øjne. Som om at det var hendes skyld, det som var sket. Måske var det bare søsteren som var kommet til skade. Måske var hun bare faldet på trappen. Men nej... Hun var død. Hun lå livløs der på gulvet. Det eneste Rianes forældre sagde, var se nu hvad du har gjort. Hvornår lærer du at opføre dig ordentlig? Har du lyst at ende samme skæbne eller hvad? Riane kiggede bare ned på søsteren, hun fik tårer i øjnene. Hvordan kunne det være hendes skyld, at søsteren lå der, kold og livløs? Hvordan kunne en pige på seks år, være skyld i det? Søsteren havde taget en overdosis af moderens nervemedicin. Hjertet kunne ikke holde til det, og sagde fra. Hvem skulle så passe på hende. Indtil nu var det søsteren der havde gjort dette.

Nu fjorten år senere, en varm sommerdag, lå hun og tænkte på denne dag. Det var sket i januar måned. Søsteren var kun ti år dengang det var sket. Men hun forstod godt hvorfor søsteren havde gjort det. Det var af samme grund, at hun selv havde forsøgt så mange gange efterhånden. Hun forbandede verden langt langt væk. Kunne de ikke bare lade hende være. Eller måske var det slet ikke der det var galt. Måske var det hende selv. Måske hun bare skulle lære at holde sin mund lukket. Måske hun skulle lade være at vise hvordan hun havde det. Hvis nu hun bare blev den kolde og lede pige igen, hende som ingen kunne komme tæt på, lige meget hvad de gjorde. Hende som aldrig græd. Hende som alle var ligeglade med, og helst ville undgå at være sammen med. Ville det så hjælpe?
   Meget af den tid hun var indlagt, lå hun bare i sengen. Brugte det meste af tiden på at sove og skrive. Afbrudt af at græde, eller rase ud. Hun havde allerede skrevet utallige digte. Men hun viste dem aldrig til nogen. Det var i hvert fald sjældent. De ville alligevel ikke forstå indholdet af dem.

Nu kan jeg stille og roligt
   synke ned i det lidt
   der er tilbage
   bare give mig hen
   til den lånte tid.
   Nyde det frie fald.
   Lige nu følte Riane at hendes liv var på lånt tid. Alt var jo planlagt til punkt og prikke. Denne gang måtte det bare ikke gå galt. Det kunne bare ikke gå galt. Når hun om aftenen skulle falde til ro, kunne hun høre et pindsvin sidde ude foran vinduet. Måden hun genkendte det på, var vejrtrækningen lige inden det faldt til ro. Meget anstrengt, som om nogen gjorde det ondt. Hun havde mange gange ligget og lyttet til dette. Riane huskede tydeligt første gang hun havde hørt et pindsvin. Hun havde ligget i teltet med sin bror. De var begge blevet skræmt fra vid og sans, da det lød som en stor hund der stod og knurrede. De havde forsøgt at komme indenfor, men det kunne de ikke. Først når de blev låst ind igen dagen efter. Så efterhånden havde de bare vænnet sig til lyden. Mere og mere begyndte den at blive betryggende i stedet for. Som om det passede på hende, når hun ikke selv kunne falde til ro. Det var der i hvert fald aldrig andre der havde gjort. Nu lå hun og kiggede længselsfuldt op mod vinduet, op mod den blå himmel. Hun ønskede tit hun var en fugl.

Jeg ligger her og kigger
   Ser på en klar himmel
   En ørn flyver forbi
   Det burde vel være et mægtigt syn
   Men det får mig til at tænke
   hvornår kan jeg slippe ud
   - væk fra mit kropshylster-
   hvis jeg var død
   ville jeg være ånd
   og ikke krop
   Så jeg beder for min
   egen død
   Hvis ikke det kunne lade sig gøre, at hun blev en fugl, måtte en ånd være lige så god. Så kunne hun vel også svæve rundt. At hun ikke længere, var bange for døden, gjorde tingene langt lettere for hende. Nu manglede hun bare at finde et sted og tidspunkt, hvor det ville lykkes for hende...