Skal jeg være ærlig
Jeg behandler ærgeligt kærligt
Ser tårer som årer på mine dødevande
Er jeg en blød mand, er jeg de sko værdig
Jeg er ikke blevet en anden
Men var nødt til at sande
Hvor langt man kan drive fra land
Diverse vandmasser omkring mig er laster
som smøger, hash og bajer
De er ikke kompas der pejler dig rette vej
Blot drejer om sine egne akser,
Skibets kurs er ikke fastsat
Min diskurs er ikke landfast
Mine tanker forankret dybt under overfladen
Et hav af mennesker omkring mig
Et stormvejr i mit indre
Ord som river kradser klør snor sig og hyler
Borer sig i mig presser
Indtil jeg kaster anker
Jeg kaster mig i vandet for sirenesangerinder
Dette vanelige vandvid
Trækker ildhu, kampgejst og sindsro fra mig
Forankre mig på bundet
Bag tremmer af tiltrængt anger
Jeg ved jeg kan forandre mig
Jeg ved positive tanker
Ikke fordre følelser der fanger mig
Når de ting jeg bange for får forladelse
Vil jeg lade det ske
Det lader til en anelse anerkendelse
Kan skabe et andet menneske
Fra havet til ebben i havn
Og så vil sandet rulle ud
Et tæppe af guld
For dine trætte tæers berøring
Og skibets vise mænd
Vil påminde dig igen
Om at den hele vide verden er vågen
Og fjender de vil stå
Med søvn i øjenkrogen
De vil springe fra deres seng, og tror de drømmer
De vil klemme dem selv og skrige
Og vide det virkelig
Er timen hvor skibet endelig kommer