To mennesker med dybe spor
Mærker stilheden i deres blikke
De nærer ikke at sige et ord til hinanden
Det gør ondt inden i at se på de to
To mennesker der burde være glade for hinanden
Smadrer hinandens liv
Pludselig virker hele dagen grå og sort
Føles tom og uden nogen ord
Kun stormen der stille raser ind er at høre
Mærker lysten til at fare væk
Men kun frygten falder mig ind
For hvis jeg ikke var her hvad ville så ske
Men passivt må jeg bare se til
Imens solen stille går ned over horisonten
For selvom jeg ville ønske at solen forblev oppe på én sådan dag
Vil solen altid forsvinde og dag altid blive til nat
Men trods natten venter er der altid
Èn ny dag forude