Alene, i det dunkle rum, kun oplyst af skærmen.
Sidder jeg... Så social jeg har glemt betydningen af ordet!
Hungrende, som en narkoman efter sit næste fix
søger opmærksomheden konstant højre hjørne af skærmen.
- nogen må da trykke på den forpulede tommelfinger,
Stoppe en mønt i min virtuelle spillemaskine..
Men nej! Forvirret, famler jeg rundt mellem de så flot filtrerede falske fotografier, der fremkalder følelsen af forfejlethed.
Alting går så godt for alle andre! så godt der slet ikke er grund til at spørge.
Så flot filtreret, tanken slet ikke strejfer mig, at de også kunne have et bulet gulvtæppe. så flot et filter, jeg stirrer mig blind.
- for skønt jeg føler jeg ved alt om dem, kender jeg ikke de mennesker på billederne.