Det er mærkeligt, underligt. Jeg siger ikke meget, og gør det jeg bliver bedt om. Men indeni ...DER er knald på, bålafbrænding, overophedede knasende sprøde diskussioner, mantraer, rivejerns rally, afklippede fingre, dødsmetal. You name it, i have it. Som at gå på søm, og sidde på glasskår.
Egentlig er det ikke noget jeg har tænkt nærmere over, det har bare altid været sådan.
Den dag ændrede alt.
Den startede helt almindeligt, med at jeg stod op.
I badet kunne jeg godt mærke, en svag ulmen en slags torden i det fjerne. Vandet var også en lille smule for varmt, så jeg skruede helt op for det kolde. Nedkølede længe. Indtil gåsehuden satte ind. Mens jeg frotterede kroppen, rødmede huden som en forlegen frø, og den varme uro vendte tilbage. Jeg nedstirrede døren og iførte mig langsomt de grå bukser, den blå bluse og de brune sandaler.
Der er 10 skridt fra taburetten og ud, og 7 mere før jeg lukker hoveddøren, jeg har talt dem hver dag i 17 år.
Der stod jeg midt i sirenesangen. Det var sirener. Jeg vidste ikke hvad de betød. Men på min lille sidevej, var der probbet med biler, usandsynligt
mange.
Garagedøren åbnede jeg med fjernbetjeningen, og jeg tænkte:"Hvor er det godt, at jeg lige har fyldt benzin på".
Og der, lige der, gjorde jeg noget uhørt. Jeg trillede stille bilen op og ventede på muligheden for at køre i kortege op til hovedvej og motorvej. Men så tog fanden ved mig, jeg drejede simpelthen den anden vej. Ud mod skoven, jeg har aldrig kørt der før. Det er der en grund til.Jeg mente ikke det førte nogen steder hen, som jeg kunne bruge.
Men den dag snoede jeg med og fulgte kurverne gennem landskabet. Skovens træer rejste sig på begge sider, mens tonerne fra sirenerne langsomt faldt i styrke. Og nyhederne tændte jeg ikke for.
Da jeg havde kørt et par timer standsede jeg, nu midt i skoven. Sirenernes svage hyletoner blev overdøvet af lokal fuglesang, og duften af skovmuld ramte mine sarte næsebor, da jeg trådte ud af bilen.
"Sådan", tænkte jeg:"Det her sparker røv", og jeg fulgte mine fødder, gennem krattet.