Polakken går rundt om bordet. Han ville ellers lige til at sætte sig. Men sygeplejersken med det sporty look har sagt, du kommer for sent, kære ven, så du kan ikke få frokost. Polakken stivner i bevægelsen, var i forventningens glæde på vej ned i lårmusklernes sænkning, på vej til at sætte enden i sædet, og tage for sig af retterne. Der sker ikke meget på psyk. Så man glæder sig til frokosten. Aktivitetsmedarbejderne er for dyre i drift, så de fleste er fyrede, og de der er tilbage har det med at være lidt skræmte, eller føle sig utilstrækkelige ved at være ude på gangene og i stuerne, nær patienterne, så der bliver skrevet en masse plejeplaner inde på kontoret ved computeren, og patienterne må ikke forstyrre imens, for der sker jo noget meget, meget vigtigt inde i den der computer.
   Så nu går Polakken rundt om bordet. Hen til ham den sporty med brillerne. Polakken kender gaden, så han kan stadig camouflere et knytnæveslag.
   Og nu lægger sygeplejersken der. Slaget kom overraskende. Og nu trykker vi alarm og farer til, og taler til den fortrydende Polak patient, om at det var ikke så godt, og det vil vi ikke se her.