Er livet smukt i sig selv, eller er det os mennesker, der gør det smukt?
Eller er det måske os der spolerer det smukke, mens vi knuger os til træets stamme. Det smukke.
Bladende falmer. Visner bort. Kun stammen vil stå. Det smukke. Forladt, ensomt. Bart.
Et blad blæser væk. Jeg kaster mig frem for at gribe det, men det glider ud af mine hænder.
Jeg mister grebet om stammen. Mister sporet. Hvor er jeg? Hvem er jeg?
Vis mig vejen til stammen. Lad mig røre den, føle den. Blot et sekund. Et sekunds glemsel.
Jeg savner dig. Det skønne. Er du i livet, eller er du i os?