Jeg smiler
men du misforstår mit smil
som en sarkastisk grimasse
der trykker dig ned.
Jeg taler til dig om min verden
du lukker af da din tid er alt for kort
til andet end dig.
Jeg taler højt og tydeligt om vores liv
du tror jeg kaster skyts i mod dig
når alt hvad jeg ønsker
er at nærme mig dig
og blive forstået.
Misforståelserne
ligger om os som plastfolie
vi kan se hinanden
men aldrig oprigtig forstå.
Jeg opgiver
pakker mig ind om mig selv
ligger usynlige forsvarsanlæg
i mellem vores sårbare samhørighed.