Tvivlen
patronisere min tro
jeg mister momentum
min grundform
slår revner
jeg bliver sprød
ensom og sårbar
som pergament
Lige der
i det øjeblik
hvor jeg slipper grebet
tør være flydende
udvider verden sig
mit centrum
skifter retning
fra mig til os
Jeg åbner
døre og sprækker
lader nye vinde
blæse mig i nye former
nærer mig ved
dem de andre som
er min forudsætning
min virkelige styrke