Hej Ansu :-)

Jeg kan se i dine kommentarer, at du selv betragter dit digt som spontant. Måske er det da også spontant, afprøvende ad nye veje, men endnu en gang skriver du i så refleksivt sprog, med stærke rim og med en en ordfylde stor nok til at selv jeg kan regne ud, at dette ikke er skrevet på få minutter. Spontant skrevet eller ej, bærer din lyrik præg af storslåede emotioner, og din læser forkæles med smukt billedsprog.

Dit digt er, som jeg måske har antydet nu, ordrigt. Det er en kompliment! Men jeg er også nysgerrig på, hvordan et digt af dig ville se ud, hvis du skulle prøve at skære helt, helt, heeeeeeelt ind til benet af en tekst :-P

Nu deler jeg lige en personlig overvejelse, der bunder i min subjektive oplevelse af dit smukke digt. Jeg ser faktisk to måder, din tekst kan opleves på; to veje, man kan vælge at tolke, forstå og eventuelt arbejde videre med teksten(/teksterne) på. For når et digt når en vis længde, begynder det at omhandle flere emner. Det fungerer alligevel godt og (nogenlunde) sammenhængende, hvis man tolker digtets hele gennem det skuende spejlbillede. Det er mit første bud på en forståelse af dit digt: Der tages udgangspunkt i en betragtende, nærmest fotograferende agenda. Der er tale om en stund med tanker, følelser, associationer og øjeblikke, der ønskes foreviget. Her fungerer det rigtigt godt med dit billedsprog i forhold til spejlbilledet, kropsdele og dyrebare fornemmelser. Her gør det ikke noget, at digtet kommer til at behandle flere "scener" og følelser, for hele formålet er at opfange og gemme ALT ved denne hjertekære stund. Her har du mulighed for at lege med forevigende eller beskuende virkemidler i teksten. Måske det kunne være et kig gennem et vindue, flere genskær i spejlet, et kamera eller noget helt andet, min fantasi ikke lige rækker til i skrivende stund!
Mit andet bud på en forståelse af dit digt er mere sekventeret. Her ser jeg faktisk muligheden for at opdele dit digt i flere tekster, flere emner. Minimum to. Jeg læser nemlig en tekst, der starter som et erotisk digt, men også er et digt om ny selvforståelse gennem det intime kendskab til et andet menneske, og sidst læser jeg faktisk lidt af en kærlighedserklæring.

Jeg er absolut og fuldstændigt forgabt i stykket "Men døv, blind og stum," frem til "Min groen er hård takket være din feminine truen, du troen". Spørger du mig, ville det være et ufatteligt smukt digt i sig selv.

Jeg siger ikke, digtet ville blive bedre af at blive splittet op. Tværtimod får du det til at fungere rigtig godt som et samlet digt. Men jeg vil opfordre til en lille udfordring af dig selv - og måske bare for sjov afprøve, hvordan dine tekster ville se ud, hvis du skulle skære henholdsvist 1, 2, eller 3 (Eller 4!?) digte ud af det eksisterende digt. Måske vil det slet ikke fungere for dig. Så vil dit samlede digt stå des jo mere stærkt og overbevisende for dig, hvis det giver mening?

Tak for spændende læsning!

- Caro