Hej Hakon

Jeg må desværre indrømme, at jeg stoppede omkring en tredjedel nede i teksten. Nu er mine præference, heldigvis ikke den endelige sandhed, men følgende gjorde udslaget for mig.
For det første er en del af dine sætninger for lange og komplicerede, jeg måtte flere gange genlæse en sætning for at forstå den.
Derudover fandt jeg aldrig ud af, hvor historien var på vej hen. Hvis jeg skal forsøge at summerer op, hvad jeg tænkte i løbet af teksten, så er det noget i stil med:

- Ok, vi er på en bar og Vidar er nervøs fordi han forsøger at score Monika
- Noget med minder og fritidsinteresser
- Et eller andet med et avis udskrift, men skulle han ikke hellere får styr på hvad han ville sige til Monika
- Så han kan lide at skrive, men hvad med hende Monika
- Hov var han på et tog, var det ikke en bar?
- Vidar vil gerne skille sig ud
- Ok, Vidar er på bar og han kan lide det
- Men han vil ikke score Monika, men hvorfor er han så nervøs for hvad han skal sige?
- Den beskrivelse af baren ville jeg gerne have haft noget før
- Ok, måske vil han gerne score Monika, sådan som han digter
- Så nu sker der noget, der er slåskamp ude på gaden
- Nå Monika bemærker ikke slåskampen, men nu kan vi i det mindste komme igang
- Ok, hvad var han nervøs for? Han har da helt styr på, hvad han ville sige.
- Ok, konflikt på kollegiet med ham den anden ... nej den blev lukket igen.
- Så kom digtet, nu lægger han an på hende ... tror jeg
- Ikke depressive tanker om at hoppe ud fra en bro. Jeg giver op.

Jeg er meget i tvivl om, om jeg bør poste min kritik, men nu gør jeg det, i håb om at du tager det som konstruktiv kritik.
Der er ingen tvivl om at du har talent for at skrive, men for en træt familie far, bliver det bare for tungt og planløst.

Mvh
Michael

Hej Hasan

Jeg kan kun give Nahkuri ret, det er en rigtig fed tekst du har skrevet. Jeg tog mig selv, i at mindes et par af mine mindre heldig forsøg på at imponere det andet køn.
Jeg læser altid forfatter kommentarer, antal ord og lix tal, inden jeg begynder at læse en tekst på fyldepennen. Derfor var min umiddelbare tanke at opgive, da jeg så et lix tal på 41, men jeg syntes faktisk ikke teksten bliver for tung på trods af det høje lix tal.
Jeg vil dog sige, at havde det været en roman eller længere tekst af den kaliber, så ville jeg sandsynligvis ikke være kommet helskinnet igennem. Det ville kræve alt for mange ressourcer fra mine side, at holde rede på de mange lange sætninger og det fyldige billedesprog, men det er nok mere smag og behag end egentlig kritik.
Tak for en god historie.

Mvh
Michael

Hej Tommy

Tak for en god historie. Jeg kan godt lide den den måde du langsomt afslører, hvad Stine havde oplevet, og hvad branden i virkeligheden handlede om. Det et også godt twist til sidst, hvor det viser sig at det er Steffan, der er den egentlige skurk.
Når det er sagt, så mener jeg også, at teksten kunne have godt af endnu en gennemlæsning. Der er en del sproglige fejl, som gør teksten sværere at læse.

En de mere tekniske, som ville være lette at rette er tegnsætning ved replikker (http://sproget.dk/raad-og-regler/retskrivningsregler/retskrivningsregler/a7-40-60/a7-59-replikgengivelse)
Her skal følgende linjer:

tragiske omstændigheder" sagde Rilhya roligt.
"Jo... jo selvfølgelig".

Laves om til:

tragiske omstændigheder," sagde Rilhya roligt.
"Jo... jo selvfølgelig."

En anden fejl, der går igen, er brug af hans/hendes kontra sin (se https://www.youtube.com/watch?v=M7s-K9pGxwY).
F.eks skal:

Han lagde hånden på hans kones skuldre
Hun fandt hendes notatblok frem fra hendes jakkelomme

Være:

Han lagde hånden på sin kones skuldre
Hun fandt sin notatblok frem fra sin jakkelomme

Der også nogle steder hvor sætningerne bliver for knudrede. F.eks er jeg ikke sikker på hvordan følgende linjer skal forståes:

Han lagde hånden på hans kones skuldre, og afbrød hvad der lignede, var hendes mundvig der svagt åbnede sig.
sagde Steffan lavmælt, sekundet efter Rilhya havde konkluderet hendes tanker. Udtalelsen var helt ude af sted.

Som en sidste ting, så syntes jeg at du skal slutte historien med:

"Amen til det".

De sidste linjer bliver ren opremsning, og som læser kan man fint selv tænke sig til det.

Håber du kan bruge kommentarene, selvom det blev til en del kritik.

Mvh
Michael

Hej Kåemer
Jeg er helt enig med de øvrige kommentarer, en dejlig historie med mange gode detaljer. Specielt kan jeg godt lide, måden du får historien rundet af på, hvor Finn nu fuldt ud har accepteret det nye liv i Italien.
Mvh
Michael

Hej Søren

Mht. forskellige fortæller vinker så mener jeg, at historien begynder med en fortælling, (jeg kender ikke de rigtige begreber/navne for det) hvor man følger Frida og hendes egne tanker på tæt hold:

Frida bevæger sig...
Hun stopper op.
...over gulvet, tænker Frida

Men på et tidspunkt begynder der at komme afsnit, som mere lyder som en betagtning set fra en anden person, der står ved siden af Frida og kigger på hende:

Ak ja, man må sige, at det larmer...
Ak, ak. Stakkels Frida.
...rumme forvirrede typer som Frida.
Hvad skal forfatteren gøre ved det? Problemet med Frida.

Ved ikke om jeg giver mening?

Mvh
Michael

Hej Søren

Jeg gik desværre død omkring midtvejs i din tekst, selvom jeg ellers var fanget til at begynde med. Det, der går galt for mig, tror jeg er en blanding af skiftende fortællervinkler, og for meget køren i ring omkring hvor bims Frida er. Jeg tror simpelthen jeg blev forvirret over hvor historien skulle hen og gav op.
Problemet er måske også min forventning til historien. Idet den ligger under "noveller for børn og unge", kom jeg med forventningen om en lettere historie, og ikke refleksioner over hvilke typer mennesker skolen kan/bør rumme.

Håber du kan bruge mine kommentarer trods alt

Mvh
Michael

Hej Helen

Jeg kan kun tilslutte mig de andres kommentarer, en spændende historie du har skrevet.

Mvh
Michael

Hej Vibeke
Jeg kan godt rigtig godt lide dit univers og får vildt lyst til at høre mere. Desværre blev læsningen forstyrret af en del sproglige fejl. F.eks:

Lu følt at = Lu følte at
vældig kræft pulsede = vældig kraft pulserede
dæmpet visken = dæmpet hvisken
ikke toede på = ikke troede på
HM, modigt = Hm, modigt

Det ødelægger desværre læse oplevelsen lidt, men det er stadig en god historie.
Mvh
Michael

Hej Jens

Jeg er vild med dit univers og får lyst til at høre meget mere. Med de få ord formår du at bygge et troværdig univers/fremtids billede op.
Teksten virker lidt hakkene eller opremsende, hvilket måske skyldes de mange små afsnit og brugen af "-". Så her kunne måske arbejdes med at skrive afsnittene lidt mere sammen.
Tak for en god historie

Mvh
Michael

Hej Amanda

En dejlig glad historie du har skrevet :)
Jeg tror jeg vil prøve og læse den højt for ungerne.

Mvh
Michael

Hej Laila

En rigtig god historie du har skrevet. Jeg syntes det fungerer rigtig godt med vekslen mellem nutiden, afsavnet og tankerne om historien. Jeg kan sagtens genkende problemet med at engagere børnene fra mit spejderarbejde.
Jeg havde sådan håbet at hun havde hørt fra Christian til sidst, men det er nok den bedste slutning at lade være :)

Tak for en god historie

Mvh
Michael

Hej Sofie

Jeg syntes det er en rigtig god dialog du har skrevet. Desværre brugte jeg meget fokus på at forstå situationen/scenen. Hvis det står til mig så mangler der nogle god beskrivelser, specielt i starten, der får sat scenen. F.eks. gik der noget tid før jeg fangende at de to var kærester (eller havde man kan kalde det).
Nu er det ikke sikkert jeg helt har fanget scenen helt, men hvis historien havde startet med et eller andet i stil med:

Det ringede på døren, og Jørgen skyndte sig at tænde stearinlysene, før han småløb ud i entreen. Han rettede hurtigt håret og åbnede med et bredt smil.
”Hej Jørgen.”
Det var Johanne. Der stod hun med hendes perfekte smil og hendes lange lyse hår. Jørgen elskede det smil, selvom det det også var forbundet med en del frustrationer.
”Hej Jo-pigen. Hvor er det dejligt, at se dig. Jeg har savnet dig. Kom her og få et knus.”
”Jeg har også savnet dig.”
Johanne trådte ind i lejligheden og lagde an til et knus, men Jørgen trak sig tilbage med en grimasse.
”Du lugter.”
Johanne smil stivnede og hun kiggede ned.
”Tak! Ha ha.”
”Det er ikke noget at grine af. Jeg mener det. Du stinker af aftershave. Du har været sammen med ham igen, har du ikke?”
...

Så ville man have fået et par hints til at de to er "kærester" og at der er en konflikt mellem de to. Det vil også være godt for historien, hvis du tilføjede et par linjer hist og her hvor personerne foretager sig noget, sådan man bedre forstår scenen.

Mht. slutningen, så syntes jeg heller ikke der behøves tanker til sidst, men op til slutningen må der meget gerne være noget beskrivelse af "slåskampen", smækken med døren osv.

Det blev til meget kritik, men som sagt syntes jeg det er en god dialog, du har skrevet.

Mvh
Michael

Hej Bendt

En rigtig god historie du har skrevet, hvor man rigtigt føler med Sandra. Specielt syntes jeg, at afsnittene med dialogerne fungerer rigtig godt.
Hvis jeg skal forsøge at komme med noget kritik, så skulle det være, at de to første afsnit er lidt svære at læse. Jeg kan ikke helt sætte fingre på, hvad det er der generer mig, måske er det noget med mængden af information i hver sætning.

Mvh
Michael

Hej Rasmus

Jeg nød at læse din novelle og du formåede at fastholde mig til det sidste.
Vekslen mellem drømmen og virkeligheden var noget af det der fungerede godt for mig. Hver gang der blev afsløret lidt mere af drømmen sad jeg og gættede på hvor drømmen skulle ende. Desværre forstod jeg ikke sidste afsnit og sad tilbage med en lidt tom/uafklaret fornemmelse. Hvis jeg skal forsøge at beskrive hvad, der driller mig i sidste afsnit så er der flere ting. Jeg er usikker på om det er en ren drøm eller det er drøm og virkelighed der smelter sammen? Beskrivelsen af spejlene er ikke fuldstændig klar for mig. Det er noget med at de dobbelte spejle der spejler Klaus uendeligt i hinanden, men jeg ser det ikke klart for mig. Som jeg forstår det bliver Klaus endnu en i rækken af Klaus'er der står og skriger, men det er ikke klart for mig hvad "De vil dræbe dig" går ud på. Hvem er "De" og hvorfor vil de dræbe ham? Hvis jeg skal forsøge at komme med et bud på hvad, der kunne forbedre teksten så ville det være at Klaus får en åbenbaring idet han vender sig og stiller sig i rækken. Hvor han med et par velvalgte tanker får sat det hele lidt bedre på plads.

En anden lille ting jeg studsede over var at afsnittet der begynder med "Hovedøren åbnede sig ..." (der mangler i øvrigt et d i døren) hvor nørden bliver smidt på gaden. Her er synvinklen en anden (Klaus er blevet til manden) og det fik mig til at stoppe op og tænke at vi var i en ny gren af handlingen.

Men som sagt en rigtig god novelle med et godt flow og et spændende emne.

Mvh.
Michael