Det var dog et opløftende digt - så ukuelig og håbefuld en digter, trods modgang!
Håber, du kommer på mode... ;-)

Held & lykke fra Sigrid

Det er helt tydeligt, at du ved rigtig meget om det område, HP færdes i - både historisk og rent fysisk - og på den måde havde jeg rigt udbytte af din fortælling.
På trods af dette må jeg dog sige, at den ikke rigtig fangede mig, men det har måske noget at gøre med, at jeg ikke selv kender til de steder og begivenheder, du gennemgår så nøje.Dit sprog er flot, og du er en god fortæller, så det scorer du dog alligevel en del points på... ;-)

Måske kan det diskuteres, om emnet storm virkelig er dækket...?

Bortset fra det, så synes jeg, det er en ualmindeligt velskrevet novelle, og selv om jeg (som andre) godt kunne gætte, hvad den ville ende med, var det ikke svært for mig at hænge på til sidst punktum.

Rigtig god historie!

(Helene Stabenow, "Lysets engel")

Ja, jeg hører altså til dem, der synes slutningen af denne historie er det bedste! Der har været utrolig mange sørgelige fortællinger i denne konkurrence, og på sin vis er denne novelle det jo også, men... jeg hører altså til dem, der gerne vil efterlades med bare en lillebitte smule håb.

Du har et flot sprog, og jeg synes det er modigt af dig at turde plante lidt håb hos læseren efter det ellers temmelig dårlige indtryk af HP...

Jeg er meget splittet mht denne novelle, for som andre også har nævnt, så er det som om ordene betyder mere end selve historien.
Jeg blev ind i mellem meget forvirret og måtte tilbage i teksten, og selv om det hele hænger sammen, synes forvirringen egentlig større.
I bund og grund synes jeg, det er en fin historie, men jeg mener afgjort også, at en opstramning ville have gjort den væsentligt bedre.

(Skriver under forfatternavn Helene Stabenow)

Til alle jer, der har kommenteret min tekst...

Tusind tak for alle jeres kommentarer, som jeg i hvert fald til en vis grad giver jer ret i. Jeg havde en hensigt, da jeg valgte at undlade at give manden og kvinden navne, og det var vist noget med at tydeliggøre, at det kunne ske for hvem som helst, men nu kan jeg godt se, at fortællingen ikke ville have mistet noget ved at der kom navne på - måske tværtimod. Så tak for det :-)

Engkilde, du skriver, at du frygtede for drengens liv. Det er jeg meget ked af, for det var overhovedet ikke min hensigt, tværtimod bliver moderen jo rædselsslagen ved tanken om, at der skulle være sket den lille noget. Hun ønsker ikke barnet dødt, men som nybagt, hormonforvirret mor kan det være meget tillokkende at ønske sig tilbage til "den oprindelige tilstand"...

BEJ1 foreslår ordet "stiler" i stedet for "stævner". Ordvalget har noget at gøre med billederne i mit hoved: jeg ser kvinden som en isbryder, der bruser sig gennem forhindringer for at nå målet, og en sådan vil vel altid stævne frem for at stile. Men det kan godt være, det ikke holder... ;-)

Endelig - og det er det vigtigste for mig - er der kommentarerne til graden af kvindens depression, eller hvad man nu kan kalde det og spørgsmålet om, hvorvidt det hele kan kureres af et smil...
Jeg kan kun sige det ud fra mig selv: jeg har selv tre meget små børn, og efter de to første fødsler (de er ikke tvillinger...) havde jeg det i meget høj grad som kvinden i fortællingen - jeg befandt mig i et sort hul, hvor der ikke fandtes andet end gylp, bleer og sutteflasker, og hvor jeg konstant spekulerede over meningen med tilværelsen. Jeg tænkte aldrig på hverken pigernes eller min egen død, men men havde nærmest en resigneret tilgang til resten af mit liv som jeg så det fra bunden af mit lille hul.
Forunderligt nok blev jeg begge gange "kureret" som ved et tryk på en kontakt - første gang var det faktisk af et smil - efter ca. 5 uger. Det var virkelig som at få et tæppe trukket væk fra hovedet og det var en vidunderlig følelse. Så det kan altså godt ordnes så let i nogle tilfælde... (Heldigvis blev jeg forskånet for denne massive elendighed, da min tredje datter kom til verden, så jeg har da også oplevet en "almindelig" barselsperiode med alt hvad dertil hører...)

Puh, det blev en lang kommentar - jeg følte mig bare lige nødsaget til at "forsvare" mig selv lidt... ;-)

Åh ja, og så var der det med den pligtskyldigt blåstribede bodystocking - det er jo fordi kvinden på det tidspunkt er revnende ligeglad, men alligevel markerer, at det er en søn, der er kommet i huset... Lidt for meget, måske...