Smukt og enkelt. Jeg kan rigtig godt lide den enkelthed - dine ord er ikke svøbt i avancerede gloser og abstrakte fraser, nej, de siger det simpelt og ligetil. Der ligger en skrøbelig skønhed i det.
(PS. Jeg tæker at "jeg kunne følge smerte" bør være "føle" i stedet? Begge sætninger giver mening, jeg tænker blot at den anden umiddelbart ville passe bedre.)

Jeg kan godt lide ideen om at sammenligne livet med en sudoku. På nogle punkter er det virkelig passende (forvirringen og frustrationen over en drilsk en af slagsen). Heldigvis synes jeg dog at sudokuer er lettere at hitte rede på end livet (hmm, det bør vel nok være uheldigvis så).
Også, "forstyrre" bør være "forstyrer" (intet dobbelt r + nutids r).

Der er så mange ting, ved det her digt, som er geniale. Der er bestemt også ting, som jeg ikke forstår, men forvirringen bliver glemt ved næste sætning, der får én til at tænke "wow, det var godt nok et kraftfuldt billede".
Jeg kan især godt lide disse to: "alting har et nummer som ikke kan ringes op" og "de fleste dog drømmer bedst, når de er vågne".

Wow, det her er interessant.
Rent teknisk lagde jeg mærke til "kaldenderblade", der ikke skrives med det første d.
Jeg forstår ikke opdelingen af sætningen "Dagene går for tiden slet ikke" i tre dele, da oplæsningen da bliver meget stakkato - jeg ville umiddelbart mene at det "lyder" bedre, hvis sætningen bare får lov til at være en hel sætning.
Derudover så kan jeg rigtig godt lide dine billeder og det, at du beskriver noget, som vi nok alle kender til (at tiden flyder ud mellem hænderne på os) på en måde, som jeg ikke har set før.

Jeg finder dit digt forvirrende og uden nogen samlet fortælling. På den anden side, så må man sige at du da formår at få folk til at undres. Jeg tror du har rigtig meget at sige, men det er som om du aldrig rigtig får udformet ideen, før du er hoppet videre.
F.eks. hvad er det, der kaster sig frem fra skjulte grave? Det er måske ordene på samlebåndet, men det er ikke tydeligt ud fra teksten og kunne sagtens være noget helt andet.
Hvis jeg må komme med et velmenende råd, så ville jeg tage en ide ad gangen (et billede eller en hændelse alt efter hvordan du "ser" dine tanker) og skrive mindst fem hele sætninger om den, før du går videre til noget nyt. Du kan så bagefter slette og flette sammen, så ideen er beskrevet mere præcist, men jeg tror at du på den måde virkelig får skrevet det, du vil sige, så det også er forståeligt for andre.

Rettelse til det sidste kommentar: jeg mente "tillægsordet" i stedet for "udsagnsordet" selvfølgelig.

Okay, du bad om hård kritik, so here goes:
Sætningen "mig, der [...] søger nærvær fra kun intet." giver ikke mening. Man kan søge nærver (punktum), eller søge nærvær fra en bestemt person, en gruppe af mennesker, evt. en lokation eller genstand, men "fra kun intet" giver ingen mening for mig. Man kunne måske fjerne "kun" og så giver sætningen i det mindste mening, men om det er den mening, der var meningen (a'haha), ved jeg ikke.
Man bør generelt ikke starte en sætning med "Men", og selvom det er en regel, der sagtens kan brydes engang i mellem, så er jeg ret sikker på at man slet ikke bør starte en paragraf med "Men". Ordet er heller ikke særlig vigtigt i dette tilfælde og kan stryges uden konsekvenser for betydningen af fortællingen.
Sætningen "at lyse sig dem over" er spøjs af to grunde: jeg ville bytte om på "dem" og "over" for at sætningens mening er klar, men dertil så er "at lyse sig" ikke en brug af verbet "at lyse", der synes at være korrekt dansk. På den anden side, så er meningen klar nok, så det er vel et spørgsmål om kunstnerisk frihed.
Der bør ikke være et komma efter "Overbevist om".
Kolonet efter "[...] til live i mørket:" er ikke nødvendigt, med mindre at stilheden = vinden, hvilket ikke synes at være tilfældet, hvis jeg forstår det korrekt. Derfor er den anden sætning ikke underordnet den første. Jeg ville blot sætte punktum mellem de to sætninger.
Der bør ikke være noget komma midt i "en måbende måne, spejlet i hendes øjne", da der ellers kommer til at mangle et verbum.
Derudover så er det en interessant tekst. Jeg kan godt lide at du personificerer naturelementerne (noget, jeg selv holder af at gøre).
Efter anden gennemlæsning springer disse ting mig også i øjnene:
Der bør ikke være noget komma efter "Indhyldet i stilhed og lys", og "fugtiger" bør være "fugter", da verbets bøjning er "at fugte, jeg fugter". Du har i stedet "verbiseret" udsagnsordet "fugtig". (PS. "verbiseret" er tydeligvis ikke et rigtigt ord, men jeg vidste ikke lige hvad jeg ellers skulle kalde det.)