3 dage siden
 | Ansu Orheim (AnsuLa)
En dansHej Daniel,
hvordan ville du have med, at din ekskæreste skrev, at hun ikke kunne leve uden dig? Ville du ikke blive helt afsindigt stresset af det? Af hele tiden at bekymre dig om hende, og af at føle at hun placerede ansvaret for sit liv over på dig - som var hun et barn og du hendes far? Ville du ikke blive stresset over at hun lagde sådan et ansvar over på dine skuldre? Måske så stresset at du ikke kunne sove, af bekymring, og at du bogstaveligt talt var i fare for at miste forstanden? Hendes liv er vel ikke vigtigere end dit, og omvendt?
Det er ikke romantisk at lægge sit liv i en andens hænder, og sige at man ikke kan leve uden den anden, som ikke ønsker et romantisk forhold med en - det er psykisk vold, og det er juridisk strafbart, uanset om offeret melder det eller ej (hvilket de jo sjældent gør, grundet Stockholm-syndrom).
Ville du ikke blive enormt såret, hvis selvsamme ekskæreste offentligt psykoanalyserede dig, samtidig med at du sådan bekymrede dig over hendes depression, men samtidig ikke ville fake følelser der ikke er der - for begges skyld?
Please please please, misforstå mig ikke - måske har jeg misforstået det hele, og jeg kender jo med garanti ikke alle faktorer. Jeg er selv håbløs romantiker, som jeg gætter på at du er, og har følt det samme - at jeg ikke kunne leve uden en forelskelse. Til jeg lige tog en dyb vejrtrækning, helt ned i maven, langsomt og blidt, ladende rystelserne af sorg komme, og lade tårene flyde. Til jeg gav slip, for begges skyld.
Jeg håber at I begge kommer videre, og at du tager ved lære af det hele - ikke af mine ord selvfølgelig, som jeg godt ville kunne forstå, hvis du slet ikke gider læse mine ord, vores forrige konflikter in mente, men at du lærte af selve situationen; i tilfælde af at den har været så unik som du beskriver - hvilket jeg er sikker på at den har været, altså unik, og sikkert smuk, i en periode.
Selvfølgelig har jeg ingen ret til at blande mig - men det er altså svært at se dig være så tarvelig, og måske kriminel, uden at sige noget. For jeg tror ikke på at du hader hende, men heller ikke på at du elsker hende; sådan behandler man da ikke nogen man elsker! Det gør man altså ikke - sådan behandler man én man er besat af, en besættelse der intet har med kærlighed eller had at gøre, men med projektion - at man tillægger personen frelser-kvaliteter, hvilket er SÅ forståeligt, og genkendeligt (!!!), men også umodent, sagt i al tænkelig respekt jeg kan mønstre.
Fuck "fake it till you make it", det er narcissistens livsmotto - men sårret indeni kræver måske ubevidst arbejde, der især kan foregå imens at man retter opmærksomheden imod andre arenaer i livet, andre passioner der intet har med den anden person at gøre - en hobby, f. eks. Computerspil, musik, hvad som helst der får én lidt ud af hovedet, og ned i fingrene eller kroppen - så skal sindet nok reparere sig selv. Jeg ved godt at det er svært, og at den anden person fylder næsten alt; men tid, leg/hobby, og måske terapi, kan helbrede meget. Min intuition og læsning af dine tidligere værker tilsiger, at du har haft et hårdt liv - men du har overlevet, og du skal nok overleve dette også. Men giv dog slip på hende, for begges skyld - igen, måske ikke bevidst, men så ubevidst, ved at rette fokus andetssteds (ikke på andre kvinder - det ville være unfair over for dem og over for dig selv, du fortjener bedre).
Kh Ansu
PS: undskyld at jeg bliver personlig, og ikke forholder mig til teksten. Jeg besvarer og læser ikke eventuelle breve eller kommentarer. 3 dage siden |