Et medrivende stille digt der larmer inden i. Tankerne går i ring i håb om en løsning der dukker op ud ad stilhedens håb...

:-) Rud

Smukt skrevet, ramte virkelig noget i mig

At tro paa andet giver os foelelse som det. Regner indeni og alt er stille. Men som du siger, solen skal smiler ???? det er rigtig smuk. Og vi maa vaere staerkere end det hele og du viser at du er.

Puh, det er hård kost at læse, når man sidder på den anden side af denne handling, hvis du forstår, men samtidig også enormt sigende. Uden at kende nærmere til din “historie”, kan jeg forsikre dig om, at hun ikke har gjort det med den hensigt at være “ligeglad” med dig og hendes nærmeste, selvom jeg sagtens kan sætte mig ind i dine følelser omkring det. Hvis man rammer det “punkt i livet” som hun har gjort, vil jeg vove påstå, at det er på grund af afmagt. Afmagt over et skrigende sind, der råber på hjælp, men som samtidig ikke føler sig hørt eller hjulpet, trods der er mere end nok af hænder til at gribe en. Når denne “mulighed” pludselig bliver en realitet, har man ikke plads i sindet til at tænke på sine nærmeste, samt ej heller plads til at tænke på hvad det ville gøre ved sine nærmeste - men derimod en egoistisk handling, fordi man ikke ser andre udveje (hvor patetisk det end må lyde).
Dertil vil jeg sige, at det er utrolig flot formuleret, samtidig med at du formår at bringe læseren helt tæt på hvilke tanker og følelser, der efterlades hos de pårørende.
Tak for at du viser denne side frem, de “pårørendes side”. Og ikke mindst tak for at give muligheden for at læse med.

Sikke flot beskrevet. Meget sørgeligt og kan virkelig føle din sorg når jeg læser dette: måske fordi jeg selv har haft samme tanker. Tak for et godt digt.