Det er som om, at jeg ikke har energi nok til dagene. Ikke energi nok til at være glad. Det går så godt hver morgen, fint over frokost, men henad eftermiddagen bliver jeg ked af det, mut. Det sker tit, når jeg er alene. Giver mig lyst til at lukke døren for alle, begrave mig i min dyne og bare sove. Og jeg sover så meget de her dage. Men det giver stadig ikke den energi, jeg mangler. Og jeg vil så gerne græde, men det er et halvkvalt forsøg. I mørket er jeg udtryg, men alligevel camoufleret, så jeg går rundt i min lejlighed uden lyset tændt med musik på anlægget. Og så græder jeg med tørre tårer eller små forsøg på noget, der kunne være gråd. Og det gør ondt indeni, men jeg ved ikke, hvor det gør ondt eller hvorfor. Intet at lokalisere. Det gør bare ondt.