Efter et par år hjemme på barsel, forlist og kuldsejlet ægteskab, forglemmelse af ens eget jeg, kan jeg mærke min hjerne truer med at sige op hvis jeg ikke snart begynder at fodre den med andet en dårlige undskyldninger og hovedpine.

Dagenen tager efterhånden hinanden. Det er præcis som med et forhold. Min hjerne og jeg elsker hinanden. På tryg grund af fælles oplevelser og erfaringer.
Ja jeg styrer slagets gang og må siges at være den som har bukserne på. Men jeg svigter hende, min hjerne.

Hun elsker ord, hun elsker farver og hun elsker at bruge tid alene på at sætte ting i perspektiv for så at rive det op i sømmene og starte forfra. Hun sætter stor pris på kunst og hun kan ikke leve uden symbolik.

Hun er på mange måder skrøbelig og fin. På så mange andre måder stærk, hurtig og skarp.

Vores forhold betyder meget for mig så hvordan kommer jeg ud af mit liv og videre sammen med hende? Hvordan får vores forhold igen den samme smukke mening og ideelle kontekst?

Behovet for flere fælles oplevelser og sammentømrende fælleskab er overvældende. Jeg hænger mig i livets galge. Jeg må bare overvinde det her og få hende til at elske mig igen...

Fodre hende med alt hvad hun ønsker og ikke længere forsøge at hæmme hendes vækst..

Tanker fra en grøn gulerod..