Torsdag i sidste uge var jeg en smut overe ved min moster og onkel. Det er noget tid siden jeg har været der sidst, og det er ganske tydeligt at alderen har sat sine spor. Men det var rigtig hyggeligt og jeg lovede snart at komme igen. Imens jeg sad der kom en af mine fætre, som der er endnu længere siden jeg har set. Jeg kunne ikke kende ham og han ej jeg. Tror at det gælder dem alle i dag! Livet sætter sine spor, om vi vil det eller ej. Har dog fået at vide af nogen at jeg er nem at genkende, selv om det er mange år siden vi har set hinanden sidst.
Min veninde har fået en skideballe af en anden fælles veninde mht. den medicin hun bad mig skaffe. Hun ringede og sagde at, det ikke var meningen at såre mig, og hun kunne godt se at det ikke var hensynsfuld at bede mig om det kontra Michelle. Den tanke har jeg slet ikke haft. Men som med Michelle, som jeg gerne ville have haft udredt, så er min holdning den samme. Læge eller psyk og ikke selvmedicinering. Apropos medicin, så tog jeg kun de morfin lignende 4-5 dage. Det var nok til at jeg fik ro i hovedet og at jeg derefter har kunne klare mig med Panodil - hvilket er en lettelse. Kunne under alle omstændigheder ikke forsætte med dem pga. bilkørsel. Er heller ikke så træt mere, men det udmunder sig i stedet i dovenskab - jeg har jo tid nok!
Jeg har fået pakken retur fra min søster. Jeg var måske lidt naiv og havde håbet hun ville have hentet den. Det er hårdt at komme til en låst dør der aldrig vil åbne. Pakken var ikke sendt som - Jubii nu skal vi have kontakt, men som venlighed af de fundene billeder. Men det må hun selv om - Life must go on.