Jeg har været så dum, så skide dum. Han skrev. Jeg forelskede mig, jeg er ret sikker. Nu kan jeg lige så godt give op. Jeg troede at jeg var klogere end alle andre elskende individer men nej. Han har været sammen med en anden. Der er ikke noget at gøre- jeg kan ikke engang blive sur. For han har jo egentligt ikke gjort noget forkert. Vi kom jo ikke kærester eller noget. På den anden side har han gjort alt forkert. Fuck hvor er jeg håbløs. Jeg var så klog- i et helt år. Horede frem og tilbare uden at tænke over det- overhoved. Mine venner synes måske det blev for meget. Men det gjorde ingen forskel. JEG fik hvad jeg ville have, JEG sårede dem. Nu er det mig med det tommeste hjerte. Det er ikke knust-for det har aldrig været helt. Men tomt det er det. Jeg kan ikke glemme hvor glad han gjorde mig, og jeg kan ikke glemme hvor ked af det han gør mig.
Det er slemt. Slemt at jeg ikke kan glemme ham. Hvis jeg kunne det ville mit liv igen være liv. Det kan jeg dog ej. Tror han skal "hores væk". Være sammen med så mange at han forsvinder i mængden. Det er det nemmeste. Det er det klogeste. Eller er det? Er det bare at nægte? Jeg må videre. Må ikke sidde fast. Fast i denne sprække jeg ikke kan komme fri fra. En fod i helvede, en anden på jorden. Fanget mellem to verdener. To verdener jeg ikke kan slippe fra. Ønsker kun en. En verden. Mit verden. Drømmeverden. Hvor jeg er herre over liv og død. Had og kærlighed.