Sidder og tænker om man kan være så selvdustriktv (øhh vist ikke rigtig stavet GG) at man ubevidst ødlægger sit liv for sig selv ???

Tænker om alt dette jeg går og er ked og trist over, om jeg gør det værre end det i virkeligheden er, "bare" for at have noget at brokke mig over ?
For at jeg ikke skal være lykkelig ?

At det er bitte små ting, men som jeg gør til kæmpe store ting.... ?

Jeg blev jo trist og med selvmordstanker efter alt det piz m min første kæreste og nogle af de fyre der røvrendte mig....
Jeg var ensom og levede i min egen lille bobel..

Kan det tænkes at jeg har været i den bobel forlænge og nu er blevet bange for at være glad og lykkelig igen ? og derfor gør noget stort ud af ingen ting, for at forblive i denne bobel ??

Egentlig så har jeg jo verdens bedste kæreste, han har fundet sig i meget mht. mit humør... Han kunne jo forælængst ha sagt at det gad han ikke og bedt mig om at skride....

Hmmmmmmmmmmmm............