Hej Dagbog

Ja, så er jeg her igen... Var til min mormors fødselsdag og måtte igen føle mig som en fremmed i min egen familie! Deres samtaleemner passer bare ikke ind i min verden. Det er small talk så det basker, ikke ualmindeligt for en familiesammenkomst. Det går som regel fint mens der bliver spist osv., men så snart det er overstået begynder den virkelige udfordring - det sociale samvær, som man kalder det. Så er det filmen knækker for mig fordi det er hårdt at skulle lade som om man bare er med i det hele. Jeg gider ikke det der særlig lang tid, så begynder jeg at gå rundt om mig selv og spørge om hvornår vi skal hjemad...

Jeg føler at jeg lever i en verden og specielt i en familie som slet ikke passer ind i mit verdensbillede. Det er da ikke fordi jeg ikke holder af dem for det gør jeg da - meget endda - men det er simpelthen ufatteligt hårdt at føle sig ydmyget og gjort til grin fordi jeg kommer til at gøre eller sige ting som virker underlige. Som fx da min far kom løbende med min kusine i hælende og fangedew mig ved at tage fat i mit ene ben. Det var vist en leg de havde gang i. Jeg siger dig jeg skreg som en gal fordi selv den letteste berøring føles overvældende og direkte smertefuld, som om mit nervesystem sidder uden på kroppen. Det er bare SÅ ubehageligt!!!!

Det værste er at jeg bliver så træt efter at have været sammen med familien fordi det er så anstrengende. Det er ikke bare almindelig træthed. Jeg er helt udkørt og vil bare være helt alene uden nogen der snakker eller krav til opførsel.

Nå, men jeg vil slutte her for jeg skal op i morgen for at ringe til min læge for at høre om han kan kome op med noget interessant vedrørende min mistanke om Aspergers Syndrom.

Så hej så længe...

Din Ashley