Det er sjovt at mærke, hvordan en tekst nogle kan få sit eget liv og "fortælle sig selv" gennem ens fingre på tastaturet. Det er der, den bliver levende og begynder at skabe sin egen stemme.

Gud, hvor er det længe siden, jeg har oplevet den slags...Det er fordelen ved at skrive sent, omsluttet af natten og fordybet i teksten. Denne aften har affødt ti sider, der i de seneste to timer har skrevet sig selv.

Det er næsten det samme som at læse. Man ved ikke hvor man er på vej hen. Man er bare nødt til at skrive løs og finde ud af det. Nogle gange, når jeg skriver på denne måde, ender det naturligvis med, at jeg senere må slette meget, fordi jeg har skrevet mig selv i en fælde. Eller fordi teksten bare ikke fungere. Men ikke i aften...I aften lever Sølvinn sit eget liv, og jeg kan blot passivt følge med med og nedfælge hendes historie i det tempo, hun fortæller.

Jeg har savnet disse stunder. Jeg har savnet den "tomme" fornemmelse af blot at være tilskuer, der smilende ser til, mens historien bygges op scene for scene. I min gamle saga er næsten alt blevet fastlagt gennem de sidste to års arbejde. Men Sølvind er ny, frisk og ukendt for mig. Og alligevel kender jeg hende allerede godt nok til at vide, at det er bedst at lade hende styre mig.

Ti sider - og Sølvinn er levende og sprudler af energi og kampgejst. Kan man andet end at lade sig rive med...?

Ingen tanker. Ingen fastlagte vendinger, historien skal tage. Bare Sølvinn, der viser vej ord for ord....

Hvis I derude aldrig har oplevet noget som dette, håber jeg for jer, at det en dag vil ske. Det er fantastisk!