Jeg holdt op med at spise, et par dage efter holdt jeg også op med at drikke. Lige så stille sank jeg ned i et vidunderligt mørke af ligegyldighed. Sygeplejerskerne så selvfølgelig ikke noget. Jeg har været fast inventar på afdelingen i lidt over et halvt år, så de er for længst holdt op med at se mig. Jeg kunne næsten ikke længere gå, men i det vidunderlige mørke var alt så uendeligt ligegyldigt. Da jeg havde tabt 2 kg på en uge og min hvilepuls faldt til 40 slag i minutet, begyndte de at se.
De besluttede sig for at hive mig ud af det vidunderlige mørke. Jeg havde ikke spor lyst, men jeg er ikke som de piger man læser om, jeg er ikke nogen fighter. Lige så stille bliver jeg kaldt tilbage til verden, og de der ikke selv har prøvet det har ingen anelse om hvor modbydeligt det er. Jeg vidste ikke, at der fandtes så mange tåre i mig.

(13. august 2009)