Don't go away mad, just g...
Kasper Lund ...
5 år siden
savføre
Peter
8 år siden
Jeg googler
Tine Sønder ...
8 år siden
Gode karakterer og en for...
Camilla Ahle...
3 år siden
!tdnevmO
Camilla Rasm...
13 år siden
skulderklap
Jette Peters...
5 år siden
Fortiden er hård.
storm89
2 år siden
Pyh, jeg føler mig nervøs. Jeg opdagede fredag eftermiddag, at arbejdet havde ringet til mig. Det er vel chefen, der ønsker at vide, hvordan det går - eller rettere hvornår jeg forventer at vende tilbage.

Jamen, der er jo ingen ændring der. Det, der gjorde mig syg, gør mig stadig syg. Der er ikke sket nogle ændringer i de stressorer, der belaster mig.

Sønnen går ikke i skole. Sønnens og vores situation er fuldstændig uafklaret, og vi afventer diverse offentlige instansers samarbejde og handlinger. Så længe der ikke sker noget der, er jeg lige så belastet som før sygemeldingen.

Og jeg tænker ind imellem: Okay, hvad så når der sker noget? Vil jeg så være parat?

Spørgsmålet er, om jeg ikke er ved at være udbrændt?

Hvad enten sønnen anbringes på et døgnbehandlingshjem eller kommer i en (dag)behandlingsskole, så vil jeg næppe være klar til at kaste mig ud på arbejdsmarkedet foreløbig. For når der engang sker noget og sønnen fx bliver anbragt... Så er det en ny stressfaktor... at ens barn bliver anbragt... det er da noget af det mest belastende næst efter et dødsfald.

Denne kamp med systemet har kostet mig så meget. Mest af alt min energi.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget UDBRÆNDT HANDICAPMOR er publiceret 14/10-2012 19:15 af Lisa Hansen (Urania).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.