Endnu en gang er arbejde nødt til at dublere som overspringshandling, fordi jeg ikke kan tage mig sammen til at redigere, kun får skrevet pjank og ender med at slås med regneark. Jeg skal bokse mindst fire opponerende faktorer ind i to dimensioner og drømmer om Kaptajn Blåbjørns skolekammerat og hans livstæppe, kan kun undvære lyden af hans hovednæring. Det er den slags dage, der ender med, at oprydning og gulvvask virker som det eneste, der burde fylde ens liv. Ikke sært, man kan miste modet af og til.